Her kort før studiestart er jeg blevet præsenteret for et interessant spørgsmål: Hvorfor dog brænde bøger?

For at tænde op i pejsen som Carvalho gør det i Vazquez Montalbans krimier? Eller som led i et tværfagligt forløb i folkeskolen eller gymnasiet i dansk og fysik, hvor man undersøger om papir nu – som Bradbury påstår – selvantænder ved Fahrenheit 451?

Og hvorfor dog brænde bøger, man selv har skrevet? Det sidste er præcis, hvad forfatteren, juristen, poetry slammeren, debattøren mm, Peter Dyreborg gør i disse dage. For formedelst 148,- kan man købe hans bog, Træfpunkt, i brændt format. Nyudgivelsen hedder passende nok Den Brændte Bog, og kommer i et oplag svarende til antallet af købte eksemplarer. For ved hver bestilling tager Peter Dyreborg et eksemplar af bogen Træfpunkt, skærer siderne ud og brænder disse. Resterne og asken kommer i en forseglet plastikpose, der bliver sat fast inden i det tiloversblevne bogomslag, som nummereres og signeres.

Og grunden til denne autodafé? Træfpunkt, der udkom i 2008, tager udgangspunkt i otte telefonsamtaler (optaget i 2000) fra TDCs telefonservice af samme navn, hvor Peter Dyreborg taler med voksne mænd, der er seksuelt tiltrukket af unge piger og børn, og hvor han selv taler med unge piger, der har ringet til telefonlinjen for at tale om sex. Bogen skabte stærk væmmelse hos foreningen Kvinder for Frihed, der beskylder Peter Dyreborg for at forsvare pædofili, og selv være pædofil – i forordet til Træfpunkt tager Peter Dyreborg ellers ganske entydigt afstand fra seksuelt msibrug. En af debattørerne på Kvinder for Friheds debatforum anbefaler, at Træfpunkt brændes, da det efter hendes opfattelse er en klam, syg og twisted bog. Det er denne opfordring forfatteren nu følger – eller er det?

Udgivelsen af asken i omslaget ser jeg snarere som et indlæg i debatten med Kvinder for Fred (der i øvrigt i januar 2009 tog skridtet fuldt ud, og meldte Peter Dyreborg til politiet; en anmeldelse, der endnu ikke er færdigbehandlet), og som et led i debatten om ytringsfrihed, specielt kunstnerisk ytringsfrihed. Træfpunkt kan på sæt og vis sidestilles med f.eks. Nørgaards ofring af hesten Røde Fane i 1970 og Michael Brammers udstoppede hunde i 1995. Blot fordi man ikke kan lide det, er det i min optik ikke ensbetydende med, at skidtet så skal forbydes eller destrueres. Men destuerer, det er præcis, hvad Peter Dyreborg gør.

Træfpunkt og Den Brændte Bog kommer til at fremstå som et samlet værk, skønt afbrændingen ikke var tænkt ind fra begyndelsen. Træfpunkt som det oprindelige kunstneriske produkt og afbrændingen som en bevidst provokativ handling, der skal sætte trumf på. Om han så trumfer Kvinder for Frihed må være op til læseren og betragteren selv. Jeg synes det virker.

Der kan ses mere om projektet på www.braendenbog.dk, hvor man også finder en en række små film, der viser tilblivelsen af Den Brændte Bog.