Børn fra veluddannede familier er vant til et højt medieforbrug hjemme, men i skolen skal de stadig arbejde med papir og blyant

Skolen halter efter børns it-vaner hjemme

Ny undersøgelse af veluddannede familiers brug af medier indikerer, at folkeskolen ikke er fulgt med den kulturelle udvikling, medialiseringen har medført i familierne. Resurserne er blevet brugt på udstyr i stedet for uddannelse, vurderer lektor på UCC.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mens computere, smartphones og ipads anses som en integreret del af hverdagen i stadig flere veluddannede familier, oplever forældre og børn en helt anden tilgang til de digitale medier i børnenes undervisning. Det viser resultaterne af en ny nordisk undersøgelse.

"I de pågældende familier er brug af digitale medier en helt naturlig ting. Men sådan oplever de slet ikke, at det er i folkeskolen," fortæller Ole Christensen, lektor på University College Copenhagen, der sammen med Copenhagen Business School står bag den danske del af undersøgelsen.

Et eksempel fra undersøgelsen fortæller om en pige, der i hjemmet tegnede matematiske figurer på computer, mens figurerne som en selvfølge skulle tegnes i hånden, når hun sad i matematiktimen.

"Familien følte ikke, der var forståelse fra læreren for, at man kunne tegne figurerne på computer også. De føler, det er en helt anden verden, børnene møder, når de er i skole," vurderer Ole Christensen.

Den danske undersøgelse er lavet blandt københavnske elever i sjette klasse, hvorfra fem familier er blevet specifikt udvalgt.

"Det er vigtigt at pointere, at familierne i undersøgelsen ikke repræsenterer 'familien Danmark.' Men de er et eksempel på, hvor store forskellene mellem klasseværelserne og virkeligheden i de veluddannede familier er blevet. Og det er egentlig skræmmende," siger Ole Christensen, som har været med til at interviewe familierne.

Udstyr over uddannelse

Der er brugt resurser på at købe it-udstyr, men samtidig er der skåret ned på lærernes muligheder for efteruddannelse og dermed på skolernes muligheder for at inddrage medier som en naturlig del af undervisningskulturen, fortæller undersøgelsen.

"Der indkøbt masser af udstyr, men de penge er ikke givet godt ud, når man samtidig sparer på uddannelse og forringer muligheden for, at undervisningskulturen kan følge med," påpeger Ole Christensen og efterlyser mere tid til at eksperimentere med medier i undervisningen og flere resurser til uddannelse af lærerne.

Undersøgelsen er lavet blandt udvalgte, veluddannede familier, men udviklingen kan få konsekvenser for en langt større del af landets børn og unge.

"Når vi ser på, hvordan udviklingen i forhold til brug af medier er i samfundet, er det bekymrende hvis børn fra mindre resursestærke familier, som måske ikke får en naturlig og brugbar indgang til brugen af digitale medier derhjemme, heller ikke får det i skolen," siger Ole Christensen.