Glostrup-lærere i oprør over radikal strukturændring

Politikerne i Glostrup vil have én skoleleder til at dække alle kommunens skoler. De store elever skal gå på én overbygningsskole, mens de mindste fordeles på fire matrikler. Lærere, skoleledere og forældre kæmper mod beslutningen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

130 børneklasseledere, skoleledere og lærere mødte onsdag i sidste uge frustrerede op på et stormøde, som Glostrup Lærerforening havde arrangeret. Blandt lærerne er der stor modstand til Glostrup Kommunes forslag til en ny skolestruktur. Specielt er lærerne bekymrede for eleverne i specialklasserne.

"Denne gruppe af elever er meget sårbare, og man skylder eleverne og deres forældre snarest at fortælle, om eleverne skal følge med over til overbygningsskolen, så de følges med aldersvarende kammerater, eller om de skal blive på basisskolerne, hvor de ikke har mulighed for at blive inkluderet i normalklasserne", lyder det fra formand i Glostrup Lærerforening Lene Jensen. Desuden vækker det skepsis, at de mindste elever med forslaget ikke kan regne med at skulle gå på en skole i nærmiljøet.

Usikkerhed om lærerfyringer

Strukturændringen står til at give en besparelse på 11,3 millioner på kommunens budget. Hertil kommer en planlagt effektivisering af lærernes arbejdstid for to millioner kroner. Lene Jensen forventer, at det alt i alt kommer til at betyde lærerfyringer i stor stil.

"Til stormødet onsdag var der folk, jeg aldrig ser til generalforsamlinger eller andre medlemsarrangementer. Men i og med, at vi måske skal ud og afskedige 35 lærere, så er alle selvfølgelig klar over, at de er i spil", siger formand for Glostrup Lærerforening Lene Jensen.

Men i Børne- og Skoleudvalget i Glostrup Kommune har man ikke kalkuleret med 35 afskedigelser.

"Vi har på intet tidspunkt sagt, at den nye skolestruktur skal koste 35 lærerstillinger. Det har vi ingen intentioner om, så den konklusion må stå for lærerforeningens regning", siger formand i Børne- og Skoleudvalget Ina-Maria Nielsen (V), der samtidig understreger, at intet endnu er endeligt vedtaget.

"Vi har lagt en retning op, men der er en anden høringsrunde og et borgermøde i vente, før vi engang i januar tager en beslutning. Vi er også stadig i en researchfase, hvor vi er ude på nogle skoler og kigge på sagen".

Effektivisering eller ren besparelse

Kommunens baggrund for at ændre skolestrukturen i Glostrup er at optimere driften, så der bliver råd til noget mere indholdsrig undervisning i skolen.

Kommunens baggrund for at ændre skolestrukturen i Glostrup er at optimere driften, så der bliver råd til noget mere indholdsrig undervisning i skolen.

"Vi har et skøn på, at den nye skolestruktur vil kaste elleve millioner af sig, men det præcise beløb vil jo være påvirket af den videre proces og de beslutninger, der bliver truffet frem mod januar. Måske får vi kun 9-10 millioner ud af det. Det kan også være, vi får 12-13 millioner ud af det. Det ved vi ikke på nuværende tidspunkt, men vi håber naturligvis, at den nye skolestruktur vil give nogle effektiviseringer", siger Børne- og skoleudvalgets formand Ina-Maria Nielsen. Hun holder fast i, at den nye struktur ikke er et spareprojekt og henviser til, at strukturomlægningen i 2011 står til at koste en halv million kroner på budgettet, og at kommunen planlægger at tilføre midler til undervisningen senere.

Lene Jensen fra Glostrup Lærerforening holder dog på, at forslaget til den ny skolestruktur er et spareprojekt.

"Der kommer godt nok nogle penge igen, men det er meget svært at gennemskue til hvad specifikt og de kommer først om to år. Om to år kommer 4, 6 millioner tilbage til at udvikle undervisningen, hvad det end betyder og 1,9 millioner til noget it-konsolidering. Det ved vi heller ikke, hvad er", siger Lene Jensen, og tilføjer: "Højere klassekvotienter og færre lærere til at undervise giver ikke bedre resultater ved afgangsprøverne".

Budgettet vedtages i morgen d. 6. oktober, og onsdag i næste uge sendes forslaget til høring. Begge dage varsler forældre demonstrationer.

Læs mere

Læs mere om forslaget til en nyskolestruktur

Powered by Labrador CMS