Det er altid dejligt at blive klogere på noget, man ikke tidligere vidste. Sådan er det med denne bog, der kommer hele vejen rundt om, hvad mobning er. Tidligere har vi læst os til, hvor dygtige de pædagogiske forskere er i nabolandet Sverige, men med denne bog er den danske forskning kommet rigtig godt med.

Fra egen erfaring som lærer i folkeskolen lærte vi børnene, at den, der slår, ingen rettigheder har, og at man derfor altid skal hente en voksen, hvis man føler sig mobbet eller drillet. Men er det vejen frem? Og hvad stiller man som kollega op, når man oplever, at kolleger mobber elever, eller opdager, at man selv i en afmagtssituation har udsat en elev for noget, der kan virke krænkende, fordi klasserummet blev en kampplads mellem elever og lærer. Hvordan skaber vi en kultur blandt kolleger, hvor det er trygt nok at tale om, hvad afmagt kan gøre? Alt for ofte ser vi lærere, der taber kampen i skolen, sygemeldes, og som aldrig vender tilbage til skolen på trods af gode faglige og pædagogiske evner. Hvad kan vi gøre for at undgå at skabe denne mistrivsel?

Forfatterne mener, at mobning ikke handler om et enkelt barn eller en enkelt lærer for den sags skyld. Mobning er langt mere komplekst, og forfatterne ser det som en fordel at arbejde med mobning som et fænomen, der bliver til mellem mennesker og ikke inden i enkelte mennesker. Derfor giver det mening at se på, hvad der sker rundt om barnet.

Mobning trives i kulturer med generelt lav tolerance. Det er svært at udpege, præcis hvilke kræfter der er på spil, og hvad der præger en klasse, og hvor snævre grænserne er for, hvad der er in og yt. Mobning bliver en form for kollektiv angst. Desuden påpeger bogen, at lærerne ofte gør mobningen værre ved at gøre noget ved den, da det at sige til en klasse, at de skal lade være med at mobbe et bestemt barn, er med til at stemple dette barn som særligt mærkeligt. Så når mobningen er til stede og er taget til, er sagen meget kompliceret, og som med så meget andet er forebyggelse bedre end helbredelse.

Derfor kommer bogen med en lang række ideer til, hvad man konkret kan gøre for at forebygge og bekæmpe mobning. Og igen handler mobning ikke kun om en enkelt elev eller en enkelt klasse, men om en hel skole. Men det er ikke gjort med antimobberåd og antimobbekampagner alene. Erfaring viser, at mange af dem, der kommer til at sidde i antimobberåd, ofte er dem, der selv udøver mobning, fordi de er højere placeret i hierarkiet blandt børnene og derfor kan være med til at styre, hvad der siges offentligt, så de voksne hører det.

Jeg kan anbefale denne bog på det kraftigste.