Anmeldelse

IWB - Interaktivt whiteboard i undervisningen

IWB - Interaktivt whiteboard i undervisningen

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret
"IWB - Interaktivt whiteboard i undervisningen" er, som titlen antyder, en bog, der giver et bud på, hvordan smartboards og lignende kan bruges på en fornuftig måde i undervisningen. Den tager læseren i hånden og giver konkrete bud på, hvordan de nye tavler kan udnyttes i praksis. Særligt sidste kapitel, som er en teknisk guide, fungerer godt. Her bliver andre tekniske redskaber, der kan bruges sammen med det interaktive whiteboard, introduceret. Blandt andet giver forfatterne en simpel guide til, hvordan man kan anvende en skanner sammen med boardet og derved udvide anvendelsesmulighederne.
Det er tydeligt at mærke, at bogen er udviklet af lærere, der arbejder med interaktive whiteboards i hverdagen. Bogen adskiller sig fra undervisningsforløb, der kan hentes fra skolekom.dk og lignende fora, ved at være detaljeret og gennemarbejdet. De forskellige opgaver er fornuftigt opbygget og afhjælper dermed de mange frustrationer, der utvivlsomt opstår i integrationen af nye it-redskaber i undervisningen.
Til den almindelige faglærer er bogen en smule dyr. Den spænder over mange fag og giver derfor kun få brugbare eksempler for læreren med et lille fagområde. Men "IWB - Interaktivt whiteboard i undervisningen" er oplagt til bibliotekarer og pædagogiske it-vejledere, der, som forfatterne udtrykker det, "kan få bogen til at flyde frit mellem interesserede lærere".

Fakta:

Titel: IWB - Interaktivt whiteboard i undervisningen

Forfatter: Anders Kjærgaard Dahl, Tom Stub Christiansen, Helle Damgaard Melin

ISBN: 9788750042099

Pris: 249 kroner

Sider: 112 sider

Type: Bog

Forlag: Akademisk Forlag

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.