Hvori består det uanstændige? spørger S-politikeren Svend-Erik Hermansen fra Høje-Taastrup Kommune, idet han i Folkeskolen nummer 4 beklager sig over den ublide medfart, hans forslag om indskrænkning af modersmålsundervisningen har fået. Det uanstændige består ganske enkelt i, at han ikke har forstået det grundlæggende begreb 'dansk som andetsprog' og ikke fatter, at de tosprogede børns genvej til dansk går over beherskelse af det sprog, der tales i hjemmet, nemlig modersmålet.

Hermansen har ret i, at 'debatten bør fokusere på, at nydanskerne lærer dansk'. Men han begår en fatal fejl, når han mener, at 'vi skal stoppe snakken om, at børnene skal lære et fremmed sprog for at kunne lære dansk'. Modersmålet er netop ikke et fremmedsprog, men det sprog, der tales i hjemmet, uanset om den ene eller begge forældre har boet i Danmark i en årrække. Det er såmænd en ganske almenmenneskelig måde at overleve i et fremmed land, som også mange danskere har benyttet ved udvandring.

Når man således skal fastholde og helst udbygge tilbuddet om modersmålsundervisning, er det på baggrund af erfaringer fra hele verden, der taler for at fastholde de kulturelle og identitetsmæssige værdier i det nære sprog som en forudsætning for at kunne tilegne sig det nye lands sprog.

Det ville være ganske forfriskende, hvis Hermansen og andre magtfulde politikere kunne forstå betydningen af begrebet 'dansk som andetsprog'. Ikke i den misforståede opfattelse af at dansk er sekundært, for det er i integrationens hellige navn det primære. Begrebet udtrykker ikke en rangordning, men angiver en sprogpædagogisk tilgang, idet dansk for 'nydanskere' er det andet sprog i rækken, som når 'gammeldanskere' skal lære engelsk.

Den store katastrofe opstår, når Svend-Erik Hermansen hævder: 'Vi er nemlig ikke på vej mod et multietnisk samfund'. Nej, vi er ikke på vej, vi er faktisk midt i det. Det multietniske betyder ikke, at der i hver eneste landsby eller på alle skoler befinder sig tosprogede medborgere. Det betyder, at Danmark fundamentalt og uigenkaldeligt har skiftet karakter med indvandringen siden 1960'erne ved, at vi har fået fremmede kulturer og religioner repræsenteret, der grundlæggende udfordrer vores selvopfattelse og åbenbart er årsag til alvorlige mentale rystelser.

En ægte integration af vores nye medborgere kræver, at alle - også stemmefiskende politikere - respekterer den almene viden på området, forstår de ændrede samfundsmæssige betingelser og lever op til vores værtsforpligtelse ved både at give ordentlige tilbud og ved at stille rimelige krav. Alt andet er uanstændigt.

Jan Trojaborg

Formand for Københavns Lærerforening