Et et imponerende bidrag fra psykologiens side til at fremme og udvikle en positiv, elevstøttende skolekultur - til at opkvalificere processen via et væld af moderne teorier og praksisværktøjer.

Lærergerningen består overordnet i læringsledelse, didaktiske opgaver og samarbejde/kommunikation. Disse tre ben udgør bogens grundstruktur. Når læreren er kompetent inden for alle felter og møder eleverne med anerkendelse, så bliver skolegangen et konstruktivt led i deres identitetsdannelses projekt og narrative fortælling. De udvikler evnen til mentalisering og refleksion og indlærer demokratiets spilleregler.

Hvis man altså kan få dem til at sidde stille, slukke iPhonen og undgå destruktiv uro i klassen.

13 eksperter indenfor det psykologiske felt  behandler disse komplicerede sammenhænge og veksler mellem højteoretiske diskurser og caseorienterede praksiseksempler. Vi bevæger os mellem historiske teorier om zonen for nærmeste udvikling (Vygotsky), ny forskning om hjernens udvikling, IQ-konstruktionen, positiv psykologi/anerkendelse, selvbestemmelsesteori, empowerment, diagnosekultur og den narrative, konstruktivistiske tankegang. Skolevæsenet belyses som et ydre, politisk bestemt system, men også internt ud fra skolekultur, samarbejdsrelationer og forældreinvolvering.

Jeg vil fremhæve Per Schulz Jørgensens artikel "De sociale læringsrum", der forbilledligt belyser den sociale arvs vedvarende indflydelse og Anne E. Knudsens "Barnets hjerne", som bidrager med pædagogisk tankevækkende viden om modningsprocesserne i barnets neurologiske system.

Den eneste kritiske undren, man kan have over redigeringen, er, at skolens rolle i det multietniske samfund og medfølgende kulturkonflikt ikke belyses. Psykologisk tilknytningsteori er også udeladt, og endelig savnes refleksioner over, hvilken historisk socialkarakterdannelse det er, at skolesystemet skal forme vores postmoderne, digitale curling-børn til at passe ind i.