Det hører til sjældenhederne, at samfundets sårbare og udgrænsede unge kommer til orde på en værdig og lødig vis, men det sker i sociologen og journalisten Aydin Soeis bog om de vrede unge mænd.

Forfatteren har dels researchet grundigt i mediekilderne, dels talt med en række aktører i de miljøer, som urolighederne udspringer fra. Han har selv sine rødder i miljøet og har måske derfor lettere ved at opnå sine kilders fortrolighed end så mange andre. Dette gælder både i de mange enkeltsamtaler og i dialogen med to gennemgående unge fra Nørrebro.

Aydin Soeis anliggende er ikke på nogen måde at forsvare de uroligheder, der med mellemrum finder sted, men at søge en forståelse for, hvad det er, der gør de unge mænd så vrede, at gnister kan få brande til at blusse op og brede sig.

Han fører overbevisende dokumentation for, at frustrationer over ikke at blive anerkendt er bastante blandt drengene. De klarer sig generelt dårligere end jævnaldrende etnisk danske drenge, mens deres søstre klarer sig stadig bedre.

Rammerne for den manglende anerkendelse er, dels at de mange uddannelsessvage tosprogede familier er klumpet sammen i de boligkvarterer, som tidligere var arbejderkvarterer, og som også tidligere har været præget af social uro, dels at de unge mænd og drenge føler sig mødt af en fordomsfuld og fordømmende holdning blandt politikere, politifolk og andre myndigheder - og ikke mindst medier.

Det er begrædeligt at læse dokumentationen for, at Ekstra Bladet, B.T. og Tv2 News gang på gang og med uetiske metoder er de kriminelle ballademageres bedste allierede på bekostning af de lokale personer, som har forudsætningerne for at tale konflikter ned, ligesom lokalpolitiet klager over, at frembrusende betjente ofte øger konfrontationerne.

Et særligt afsnit opfordrer til en særlig indsats for at få gjort op med opdelingen mellem sorte og hvide skoler, til at få oplyst resursestærke forældre om faktuelle forhold, så fordomme kan blive bekæmpet, og til at få indført en ligeværdig dialog, som forfatteren argumenterer for er vigtigere end tilførsel af ekstra økonomiske resurser.

Aydin Soei bringer så mange eksempler på, at den ligeværdige dialog, det at blive hørt og taget alvorligt, har ført til dæmpning af konflikter og til fremadrettede løsninger, at enhver, der beskæftiger sig med de vrede unge mænd, må læse bogen og blive klogere. Dels har samfundet brug for deres energi og kunnen, dels har vi ikke råd til at skabe et nyt proletariat blot for at sælge flere aviser og tv-reklamer, for at få forbedret nogle Gallup-tal eller for at køre videre i undervisning og uddannelse ad nedtrampede stier.

Tillid er en god ting, og Aydin Soei viser, at kontrol og magtudøvelse bestemt ikke er bedre.