Inklusion af elever med særlige behov er et aktuelt emne i skoledebatten, ikke mindst fordi undervisningsminister Tina Nedergaard har udtalt, at specialundervisningen sluger 30 procent af folkeskolens budget, og at 97 procent af alle børn skal rummes i normalklasserne inden 2020.
Med den baggrund er rapporten "De mange veje" og artikelsamlingen "Mindre specialundervisning, styrket faglighed og øget rummelighed" spændende læsning.

Rapport og artikelsamling tager udgangspunkt i 22 projekter, der har arbejdet med inklusion siden august 2008 under satspuljen, og pointerer, at der er brug for viden, opkvalificering af lærerstaben og nye organisationsformer.

Ifølge rapporten er det vigtigt for implementeringsgraden, at alle aktører er med og har lyst til projektet. Samtidig er der et systemisk element i alle vellykkede projekter. Det drejer sig om interaktionerne mellem børnene og omgivelserne og dermed også relationerne. Eksemplerne er anerkendende pædagogik, Marte Meo-metoden og især LP-modellen. Det relationelle perspektiv i projekterne har dog svært ved at tilbyde metoder til praksis.

Artikelsamlingen, som følger rapporten, har en beskrivelse af de 22 projekter. Der kommer mange og meget forskelligartede bud på en inkluderende praksis. Det havde måske været mere hensigtsmæssigt at tage to-tre skoler ud som eksempel. Ud fra disse kunne relationsarbejdet og det systemiske udgangspunkt beskrives tilbundsgående. De to områder er der gode erfaringer med i projekterne. I rapporten er skolerne kort omtalt.

Det er interessant, hvor langt inklusionsarbejdet kan række. Ifølge rapporten kommer vi ikke uden om at opgradere normalområdet. Det kan for eksempel ske gennem læreruddannelsen. Problemet er bare, at kun syv procent af de studerende vælger linjefaget specialpædagogik (tal fra 2007).

Rapporten peger som sagt på, at det er vigtigt at opkvalificere de lærere, der skal være inklusionslærere. Spørgsmålet, som rejses i rapporten, er, om akademiseringen af læreruddannelsen automatisk leder til bedre måder at løse opgaverne på i praksis. Endelig er en af konklusionerne, at Pædagogisk Psykologisk Rådgivning skal på banen som kompetencecentre i forhold til at klæde inklusionslærerne på. Da der så er brug for både viden og redskaber til at implementere en systemisk og relationel praksis, står både læreruddannelsen og praksis over for en udfordring.

Der er mange gode bud på inklusion i artikelsamling og rapport. Det rejser dog nogle spørgsmål til implementeringen. For eksempel hvordan en lærer i en normal klasse skal rumme et udvidet samarbejde, der vil være mellem lærere, pædagoger, skolefritidsordninger, forældre, sociale instanser med mere, når man samtidig står med ansvaret for resten af klassen også? Samtidig med en evne til at strukturere, organisere og arbejde med de sociale elementer på en ny måde.