På jagt efter læring i cyberspace

Hellerup-elever patruljerer internettet for at kunne inspirere klassekammerater og lærere til at bruge nye portaler og platforme.

Publiceret Senest opdateret
Der er plads til konkurrence, opklaring og begejstring, når Mediepatruljen går på jagt. (Foto: Bo Tornvig)
Kasper Koed hjælper en elev i gang med MatematikFessor.dk.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Vi har et problem, mine damer og herrer. Der er en computer, som ingen har logget på«.

Det er morgen, og Mediepatruljen på Maglegårdsskolen i Hellerup er så småt ved at begive sig ud på dagens rute.

Lærer og it-vejleder Kasper Koed står for dagsparolen, men eleverne skal på egen hånd begive sig ud i cyberspace, hvor planen er, at de i tomandsgrupper afsøger terrænet.

»Skip lige tastaturet og kig denne vej. Der skal være så roligt, at vi kan høre printeren arbejde nedenunder . Der var den«, fortsætter læreren. »I får en hurtig karateintroduktion af dagens indhold. Så er det jer, der arbejder, og så tager vi som sædvanlig nogle få stop undervejs, hvor vi får de første erfaringer på bordet. Til sidst runder vi af og får snakket om, hvad I tager med tilbage til jeres hjemområde«.

Eleverne samles om læreren, der kryber godt ned i stolen, så alle kan se computerskærmen foran.

Målet for den næste halvanden times rekognoscering er forskellige matematikportaler, og Kasper Koed begynder med at vise eleverne forsiden af et nyt site udviklet af den danske e-learning-virksomhed, Edulab.

»Det er vigtigt, at I har testbrillen på, for I skal teste MatematikFessor.dk. Det er et redskab til elever og lærere, der kan prøve nye matematikting af. Der er både præsentationer af forskellige temaer og nogle steder, hvor man kan teste sig selv og finde ud af, om man har forstået det, man arbejder med. Det interessante er, om præsentationerne fungerer, og om de er til at forstå for jer. I er målgruppen«.

Sus lige forbi

Eleverne får også besked på at besøge Træneren på Emu.dk for at tjekke, om progressionen på sitet passer til deres niveau i matematik. Til sidst skal de ind på Matematiklinks.dk for at se, om indholdet på det spilorienterede site virker efter hensigten.

»Vil du have os til lige at suse hurtigt forbi alle tre sites?« spørger Emilie.

»Nej. I skal primært have fokus på MatematikFessor.dk. Så skal jeg nok råbe skift undervejs«.

Eleverne går tilbage til computerne, der er placeret i en rundkreds på første sal i skolens bibliotek.

Her har Mediepatruljen holdt til, siden den blev oprettet for halvandet år siden, og selvom der er en del forstyrrelser fra rummet nedenunder og fra elever, der kommer forbi for at hente en bog eller tjekke en oplysning, kommer Mediepatruljen hurtigt ud på ruten.

Patruljen består i dag af 12 elever fra mellemtrinnet, så det er primært matematiske formler og sammenhænge for 4., 5. og 6. klasse, der bliver kigget på.

Fem skarpe spørgsmål

Niels Peter og Alexander er hurtige til at finde ud af, at der på MatematikFessor.dk kører en konkurrence mellem drenge og piger, som man kan være med i ved at klikke sig ind i testlab. De springer standardtesten over og går direkte til de fem skarpe gange- og dividerespørgsmål på niveau 5. klasse. Første spørgsmål lyder: Hvad er 66 divideret med 6?

»Der skal stå 11«, siger Alexander, og Niels Peter skriver.

De to elever meldte sig til Mediepatruljen, da den blev oprettet sidste skoleår. De havde haft Kasper Koed som lærer i 3. klasse. Syntes han var ret god, og at det lød sjovt at skulle teste nye ting på nettet og afrapportere over for klassekammeraterne.

De har de sidste måneder haft nogle tip og informationer med til hjemområdet, som deres klassekammerater har været glade for. For eksempel om et site, hvor man kan animere historier.

»Det har vi brugt i dansk og historie«.

»Vi har også brugt Træneren.dk, og nogle gange har læreren sagt, at vi bare skulle gå i gang med at øve, og så har vi hjulpet de andre i klassen«.

Kasper Koed afbryder efter 20 minutter.

Eleverne er godt tilfredse med MatematikFessor.dk. Emilie synes dog, at sitet styrer for meget ved at vise, hvordan opgaverne løses.

Kasper Koed spørger ind til, hvad hun mener, og opsummerer kritikken. Lidt senere evaluerer patruljen arbejdet med sitet, og i fællesskab finder lærer og elever ud af, hvad det kan bruges til.

De to andre sites bliver ikke gennemgået så grundigt, fordi det kniber med tiden.

Skaber ny kultur

Bagefter er Kasper Koed godt tilfreds med forløbet:

»Der er grænser for, hvor langt vi kan nå på halvanden time, men eleverne har noget med, som kammeraterne i hjemområdet kan få gavn af, og som lærerne kan tage fat på. De er via intranettet blevet orienteret om, hvad vi arbejder med, så hvis de underviser i matematik, er det nemt at inddrage de forskellige sites og at trække på den viden, som de her elever har fået«.

Mediepatruljen er blevet til som et eksperiment, der går ud på at skabe synlighed og fælles sprog om nye medier og it-teknologier, som kan bruges i undervisningen. Resultatet er Kasper Koed ikke i tvivl om.

»Der er ved at blive skabt en ny kultur- og organisationsform i forbindelse med brug af it i læring. Det sker, fordi eleverne er i centrum, og det er dem, der har hænderne i mulden. Når de tager de ting med sig, smitter det af både på de andre elever og på lærerne«.

På den ene side skaber Mediepatruljen en platform for videndeling. På den anden side sætter den gang i en initierende proces.

»Det, at man bruger elevernes umiddelbarhed og deres handlekraft i forhold til at dele viden, inspirerer nogle lærere til at prøve nogle ting af og til at komme til mig for at få mere at vide. På den måde er det et aktiv for den pædagogiske it-vejledning«, siger Kasper Koed, der deler sin tid mellem jobbet som pædagogisk it-vejleder på Maglegårdsskolen i Gentofte og stillingen som it-didaktisk konsulent på UCC's Center for Undervisningsmidler.

Ligeværdigt samarbejde

Gitte Tjellesen, lærer på mellemtrinnet, modtager Niels Peter og Alexander, da de kommer tilbage fra Mediepatruljen. Sammen hænger de et screendump af forsiden på MatematikFessor.dk på hjemområdets opslagstavle og skriver de to drenges navne ved siden af.

»Så kan vi se, hvem der ved noget, når vi bruger programmet i undervisningen«, siger hun.

Hun er glad for Mediepatruljen af flere årsager:

»For det første gør den et mere ligeværdigt samarbejde mellem eleverne og lærerne om it muligt. Jeg kan bruge min faglige viden, og de kan bruge det, de ved om it. Det er meget tit, at de kan lære mig et trick eller har nogle erfaringer med et program, som forbedrer den konkrete undervisningssituation«.

For det andet giver det inspiration, når eleverne i fællestimer i hjemområdet kommer med oplæg om nye programmer.

»Det giver et godt indblik i, hvad eleverne fæster sig ved, og hvad de får ud af et bestemt program eller anden software. Det er også tydeligt, at de elever, der ikke er med i Mediepatruljen, er gode til at trække på deres kammeraters viden. De får tit spørgsmål om, hvordan man finder bestemte funktioner eller kommer videre i et eller andet program«, siger læreren.

Lige her og nu bliver der ikke brug for den nye viden. Hjemområdet holder frikvarter, og bagefter skal en del af eleverne i teater. Men Niels Peter og Alexander skal nok få brug for deres nye viden.

Opskrift på en mediepatrulje

- Mediepatruljen på Maglegårdsskolen har eksisteret i to skoleår og består af enkelte elever fra hvert klassetrin, der har meldt sig til at være med.

- Eleverne mødes en gang om ugen med en af skolens it-vejledere og tester i fællesskab undervisningsrelateret it.

- Patruljen er delt i tre, overbygningen, mellemtrinnet og indskolingen, der skiftes til at mødes.

- I fokus kan være udvalgte digitale læremidler og portaler eller gratis onlineredskaber som wix.com til præsentationer, google.maps til matematikundervisning eller goanimate.com til digital historiefortælling.

- Eleverne i Mediepatruljen viser derefter de nye programmer og tricks for deres lærere og for de andre elever i deres hjemområde.

- Mediepatruljens elever fungerer også som konsulenter, når det er relevant i undervisningen.

- Lærerne bliver via skolens intranet orienteret om de emner, som Mediepatruljen arbejder med.

- I hvert af skolens lærerteam er der en it-lærer, der griber boldene fra børnene i Mediepatruljen, vejleder de andre lærere og sørger for, at udstyret er i orden.

Powered by Labrador CMS