ti. 24. aug. 2010 kl. 12:06

DLF: Finanslovsforslag forslår som en skrædder i helvede

Af: Pernille Aisinger

Finanslovens eneste konkrete forslag på folkeskoleområdet er 150 millioner til en læsefond. Det er for uambitiøst, mener formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo. Han peger på de massive besparelser lærerne i øjeblikket oplever.

"Statsministeren taler om ambitiøse mål for folkeskolen, der er en afgørende forudsætning for, at vi klarer os i fremtiden. Men det budskab er tilsyneladende ikke nået frem til finansministeren. Jeg er helt med på at styrke alle fag, herun-der dansk, men sandheden er, at 150 mio. kr. forslår som en skrædder i helvede", siger Anders Bondo Christensen.

Alle skal kunne læse

I det netop offentliggjorte forslag til næste års finanslov opregner regeringen, hvilke initiativer de har gennemført siden 2001 for at styrke folkeskolen. Bindende nationale mål, styrket evalueringskultur, flere timer i en række fag, reform af læreruddannelsen og nationale test. Nu er læsningen næste fokusområde.

"Med læseløftet vil regeringen drage omsorg for, at alle børn kan læse sikkert inden udgangen af 2. klasse. Indsatsen skal fortsætte i det videre skoleforløb med et mål om, at ingen elever forlader folkeskolen uden at kunne læse ordentligt. De læsetest, der gennemføres i 2., 4., 6. og 8. klasse, skal være en hjælp for den enkelte lærer, så det sikres, at elevernes læsning udvikler sig tilfredsstillende", lyder det i forslagt.

For at indfri læseløftet, vil regeringen etablere en Læsefond for Folkeskolen, som kan investere op til 150 millioner kroner årligt.

Det hænger ikke sammen ude i virkeligheden

Men Anders Bondo har kun hovedrysten tilovers for forslaget.

Han peger på en rapport fra BDO Kommunernes Revision, der viser, at resurserne til normalundervisning per elev er reduceret med seks procent fra 2002-2009. Det svarer til et fald på 3.301 kroner per elev siden 2002. Hvis det tal ganges med antallet af elever svarer det til knap to milliarder kroner.

De 150 millioner, som regeringen giver til læseløftet svarer på den anden side kun til 250 kroner per elev.

"Det hænger ganske enkelt ikke sammen ude i virkelighedens verden. Massive nedskæringer på elevernes timetal og fyringer af lærere er blandt de meget synlige tegn på, at kommunerne er holdt i en alt for stram snor. Og de omfattende spareplaner i mange kommuner sætter de 150 millioner kroner i et skarpt relief".

Undervisningsministeren: Uddannelsesområdet må også bidrage til samfundsøkonomien

Undervisningsminister Tina Nedergaard mener, at forslaget sikrer et forsvarligt økonomisk grundlag for regeringens ambitiøse uddannelsespolitisk. Hun ser frem til, at regeringen i løbet af efteråret kan fremlægge sine konkrete forslag til forbedringer af folkeskolen "så den gode, danske skole kan blive endnu bedre". Hun kan godt forstå, at der må spares på uddannelsesområdet.

"Det er ingen hemmelighed, at der er behov for at forbedre samfundsøkonomien, og som et af de største driftsområder skal uddannelsesområdet også bidrage.

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

Tilmeld dig her