Lærere fik besked om fyring på parkeringspladsen

Skolens MED-udvalg havde enstemmigt besluttet, hvordan de 10 ansatte skulle have besked om deres fyring. Men da personalechefen i kommunen hørte, de skulle kaldes til fyringssamtale via email, blokerede han hjulene. Derfra gik det galt.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På Egebækskolens parkeringsplads står skoleleder Tine Theker Stryhn og tager imod lærere og pædagoger. Hun beder de ansatte, der står til fyring, om at gå til skolens mødelokale i stedet for deres klasser. Og når de ansatte får den besked, er de godt klar over, at de om lidt vil sidde med en fyreseddel i hånden. For 10 af skolens 40 ansatte startede onsdag den 2. juni i år på denne måde.

"Der var nogle kiksede episoder", fortæller lærernes tillidsrepræsentant på skolen Morten Birck. "Blandt andet var der en pædagog, der var syg, som så fik det at vide i en SMS-besked af en kollega, og en ansat der simpelthen vendte om, da han blev kaldt til samtale. Han kunne slet ikke rumme det".

Uenighed mellem skole og kommune

I foråret 2010 får Egebækskolen i Nærum en kedelig besked. Rudersdal Kommune beder skolen indhente sit økonomiske underskud, og det betyder, at der skal spares 3,5 millioner kroner. Skolens leder Tine Theker Stryhn ser ingen anden udvej end at afskedige ansatte. Fire lærere og seks pædagoger helt nøjagtigt.

Så midt i maj måned bliver tillidsfolkene på Egebækskolen kaldt sammen af skolelederen. De bliver informeret om kommende fyringer, og to dage senere holder MED-udvalget et ekstraordinært møde. Resten af skolens personale modtager også den dårlige nyhed denne dag, da ledelsen ikke ønsker at holde noget skjult for de ansatte. Derfor får personalet også at vide, hvordan de vil modtage beskeden. Måden, fyringerne skal afleveres på, er der ingen, der modsætter sig, fortæller lærernes tillidsrepræsentant Morten Birck. Tværtimod.

Morten Birck var kommet med forslaget om at aflevere det triste budskab på email, fordi en af hans bekendte havde gode erfaringer med den måde at gøre det på.

"Egebækskolen er en specialskole, så det vil være svært at stå blandt eleverne, når lederen kommer op i klassen og siger, jeg vil gerne tale med dig, for så ved eleverne jo godt, hvad der skal ske", siger Morten Birck. Derfor mente han, at skolens måtte ud og lede efter et alternativ.

Det endte med en lappeløsning

Skolens MED-udvalg besluttede enstemmigt, at skolelederen skulle informere de lærere, som stod til fyring, i en email, som så ville blive sendt ud aftenen før fyringssamtalerne skulle finde sted.

Men sidst i maj kommer løsningsmodellen så personalechefen i Rudersdal Kommune Jan Weidekamp for øre. Og han er bestemt ikke begejstret.

"Når vores medarbejdere skal fyres, skal de have besked ansigt til ansigt", siger Jan Weidekamp. Han tænkte derfor straks, at fyringsrunden måtte udsættes. Men den idé blev hurtigt skudt ned, da personalet ikke kunne klare mere og ville have svar hurtigst muligt. Derfor fik skolelederen besked på i fællesskab med tillidsrepræsentanterne at nå til enighed om en anden løsning inden skæringsdatoen onsdag den 2. juni. Men dette lykkedes aldrig. Derfor valgte Egebækskolen en lappeløsning, og skolelederen meddelte om mandagen, at prikkerunden ville foregå på parkeringspladsen. Her ville hun kontakte de lærere, der skulle fyres, når de mødte ind, og bede dem komme til samtale. En samtale om at de var fyret.

"Alle bærer en del af skylden"

"Det burde aldrig være kommet så vidt", siger personalechef Jan Weidekamp. Han mener, at det kunne være gået endnu værre, hvis lærerne havde modtaget beskeden om fyring per email og havde været alene.

Morten Birck kan godt forstå bekymringen.

"Jeg synes også, det havde været noget skidt, hvis der var nogen, der sad alene, når de modtog emailen. Men jeg tror stadig den dag i dag, at det ville have været en bedre løsning, end den vi endte op med. Så havde de haft en chance for at vænne sig til tanken, før de mødte op om morgenen".

I kommunens personaleafdeling arbejder de på en fyringsprocedure. Men den er først klar i 2011. Skoleleder Tine Theker Stryhn efterlyser derfor nogle klare retningslinjer til, hvordan de næste gang kommer bedre gennem en så omfattede sparerunde.

"Ingen var klædt på til det her, så vi bærer alle sammen en del af skylden", siger hun. "Men vi er også blevet klogere".