1

Nan Glerup

Publiceret Senest opdateret
2
3
4
5
6
7
8
9

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nan Glerup er 39 år og lærer på Magleblikskolen i Frederiksværk.

Uddannelse:

Agronom fra Landbohøjskolen. Ingen læreruddannelse, men efterhånden 11 års erfaring som lærer.

Arbejdsplads:

Bruger sin naturvidenskabelige baggrund som input til skolearbejdet. Underviser i biologi, matematik, idræt og valgfaget hjemkundskab, som her kaldes »Mad du smager«. Desuden er hun klasselærer i 7.a.

Familie:

Bor i Havnebyen på Sjællands Odde sammen med sin kæreste Jesper Jessen, der er bygningstaksator, og som hovedsagelig arbejder i Århus. Så parret fordeler pendlingens besværligheder imellem sig.

Underviste nogle år på en landbrugsskole. Men her var de faste job få, så hun fik arbejde i folkeskolen.

Mit arbejde lige nu:

I dette skoleår er jeg flyttet med min klasse fra mellemtrinet til udskolingen. Det er helt anderledes, også med hensyn til de fysiske rammer. Skolen er afsnitopdelt, så det føles næsten som at starte på en helt ny skole

Mit arbejde om fem år:

Stadigvæk matematiklærer og helt almindelig lærer. Har ikke tænkt mig et eller andet fancy avancementsjob. Det er i klasserne, der er en forskel at gøre.

Efteruddannelse:

Jeg var på et kursus i klasserumsledelse sidste år. Lærte også om cooperative learning, der er spændende. Har taget det meste af diplomuddannelsen i matematik på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, men det er ved at være længe siden.

Ting, som er vigtige for mig:

1. Espressokaffe, strikketøj og chokolade. Giver fred og ro derhjemme.

2. Samspillet med mine elever i 7. klasse er en gave! Bruger mig selv meget i mit arbejde.

3. Når jeg er træt, så går jeg i køkkenet. Forbereder noget mad eller lægger en dej.

4. På mit arbejde er det umuligt at undvære V6-tyggegummi - det giver frisk mund og er min helt store last. Ellers drikker jeg mængder af grøn Kusmi-te, som indeholder masser af antioxidanter. Har også tit en økologisk rødbede med, som jeg river til frokost.

5. Huskebogen og USB-nøglen hjælper med at holde styr på mit arbejdsliv. Planlægning, elevopgaver, forældrekontakt og den slags ting.

6. Er rigtig glad for at læse, ikke mindst krimier. Sissel-Jo Gazans »Dinosaurens fjer« appellerer til biologen i mig. Desuden mængder af kogebøger om almindelig mad på spændende måder.

7. Jeg løber en del og er desuden aerobic-instruktør.

8. Stiller bilen på havnen i Rørvig og tager den lille færge over til Hundested. Derfra cykler jeg hver dag de 15 kilometer ned til skolen - og tilbage igen om eftermiddagen. Så min cykel er absolut min yndlingsting.

9. »Mad du smager«. Navnet på det valgfag, jeg underviser i, er ikke bare et billigt salgstrick. Eleverne skal lære, at man godt kan lave sund mad, der smager godt, for billige penge. Og de ved godt, at de bliver sat til at lave utraditionelle retter, men de elsker at komme herop.