Anmeldelse

Ord går nemt galt i halsen på en andetsprogslæser

Skal vi læse om regnorme og solsystemet i dansk? / Jai kan eke huske nåd / Ord går nemt galt i halsen på en andetsprogslæser

Tre hæfter udgivet af Nationalt Videncenter for Læsning går i dybden med begrebet Literacy. Det er en endnu ikke oversat fagterm for det at kunne læse og skrive i forskellige situationer og med forskellige formål.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Interessen for faglig læsning bruser ind over landet. "LUP"-serien formidler den nyeste viden om læsning, skriftlighed og sprog ud fra både lokale projekter og forskningsresultater her i landet og internationale forskningsresultater. Den anviser også veje til en pædagogisk praksis.

Fakta:

Titel: Skal vi læse om regnorme og solsystemet i dansk?

Forfatter: Dorte Kamstrup, Ane Panfil

Pris: 137,50 kroner

Sider: 24 sider

Serie: LUP-serien

Type: Bog

Forlag: Dafolo

Titel: Jai kan eke huske nåd

Pris: 137,50 kroner

Sider: 31 sider

Serie: LUP-serien

Type: Bog

Forlag: Dafolo

Titel: Ord går nemt galt i halsen på en andetsprogslæser

Forfatter: Mette-Maria Rydén

Pris: 137,50 kroner

Sider: 39 sider

Serie: LUP-serien

Type: Bog

Forlag: Dafolo

I første hæfte understreges det, at læsning og forståelse af faglige tekster ikke bare kommer af sig selv. Det kræver systematisk undervisning i læsestrategier og i de enkelte fags terminologi og struktur. Danskfaget skal give en basis af kompetencer, så faglærerne i andre fag kan bygge videre med undervisning i fagsprog i deres fag. Faget dansk har også sine egne fagtekster, for eksempel om sprog og litteratur, som eleverne også skal kunne klare.

Lærerens grundige introduktion via en fælles basisviden, arbejde med tekster som modeller og fælles tekstkonstruktion fører eleverne frem til at magte en selvstændig tekstkonstruktion. De skal tilegne sig læsestrategisk og genremæssig bevidsthed og således kunne agere på et metaplan. Begreberne skal læres i forbindelse med læsning af tekster, som er en del af elevernes læring - ikke ved isolerede kursusforløb.

I andet hæfte beskriver forfatteren problemer i forbindelse med at skrive logbog. Det er en genre, der systematisk skal læres, og samtidig skal eleverne være bevidste om, hvilken form for logbog de skal anvende og med hvilket formål. Lærerne må også være bevidste om deres læringssyn ved brugen af logbog. Er formålet kontrol og overvågning, eller er det primært elevens refleksioner over egen læring?

Tredje hæfte handler om andetsprogslæseres vanskeligheder ved møde med fagtekster i overbygningen. Hæftet gennemgår med basis i erfaringer fra et udviklingsprojekt de sproglige vanskeligheder, andetsprogslæsere støder på ved tilegnelse af almindelige fagtekster. Hæftets meget dybdeborende analyser og forslag til undervisningsforløb kan i høj grad bruges til alle elever i folkeskolen.

Det har været en spændende oplevelse at læse disse hæfter, som kan være en glimrende inspiration til folkeskolens lærere til bevidst og systematisk arbejde med den faglige læsning. Det har været en nydelse at læse de grundige teoretiske analyser, og forslagene til en faglig-pædagogisk praksis er meget velgennemarbejdede.

Lærerne spiller en stærkt styrende rolle i undervisningseksemplerne. Det er i nogle tilfælde svært at forestille sig, at elevernes interesse kan holdes fanget ved de meget systematiske faglige undervisningsforslag, men lærerne kan omforme forslagene, så de passer til deres elever. Lærerens centrale rolle som underviser og model er afgørende, og der er med baggrund i disse hæfter næppe belæg for at reducere læreren til en tilbagetrukken coach.

Den faglige læsnings gennembrud er et stort fremskridt. Jeg håber også, at analyse, fortolkning og perspektivering af sagtekster kan få mere plads, da disse tekster er lige så spændende og væsentlige i elevernes dannelsesproces som de skønlitterære.

Powered by Labrador CMS