Anmeldelse

Iqbal Farooq og julesvineriet

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Manu Sareen bruger sit eget København som kulisse for sin kalenderbog i 24 kapitler om den forrygende familie Farooq fra opgangen i Blågårdsgade på Nørrebro. "Iqbal Farooq og julesvineriet" er den fjerde i serien om Iqbal Farooq, og bogen er ganske velegnet som oplæsningsbog i december måned i en folkeskoleklasse.

Det er altid interessant for eleverne at få en god historie at hygge sig med i julemåneden, og bogen her ville være oplagt. Eleverne kan meget vel have stiftet bekendtskab med familien i forvejen, så de ikke behøver bruge kræfter på forforståelsen, og så er der tale om en nyudgivelse, som gør, at eleverne med stor sandsynlighed ikke får læst bogen, inden det bliver december. Bogen egner sig godt til oplæsning, fordi der er et væld af replikker. I hånden på den gode oplæser kan den give eleverne en fin oplevelse.

Plottet i kalenderbogen er ligetil og klassisk. I det gamle København er den gode julestemning forsvundet. Der er nogle mennesker, der bevidst fjerner al form for hygge og julepynt om natten inklusive det store juletræ på Rådhuspladsen. Scenen er sat, og selvfølgelig må Iqbal og Tariq i gang med at løse mysteriet, og så kan du jo selv gætte på, om det mysterium mon bliver løst inden juleaften!