Det er anden gang, lærer Karsten Bräuner møder undervisningsministeren. For år tilbage mødte han undervisningsminister Bertel Haarder for at overlevere en samling underskrifter mod elevplaner.

Lærer møder modstander-ministeren

’Det virkede som om, hun havde hørt det 1000 gange før’. Sådan oplevede lærer Karsten Bräuners sit møde i dag med den nye undervisningsminister om lærernes udfordringer.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Da den nyvalgte undervisningsminister Merete Riisager på Facebook bad om lærernes bud på udfordringer i hverdagen, fik hun omkring 500 kommentarer og et utal af personlige henvendelser.

En af henvendelserne kom fra lærer og debattør Karsten Bräuner, Aalborg. Han foreslog at tale med ministeren om udfordringerne, da hans oplevelser var, at det ikke har nyttet noget at henvende sig på skrift. Det sagde Merete Riisager ja tak til, og de arrangerede så en halv times møde i dag klokken 11.

"Jeg skrev, fordi jeg føler, jeg må blive ved med at gøre politikerne opmærksomme på, at der både er elementer i reformen og arbejdstidsloven, som ikke fungerer. Man kunne mærke på hende, at hun har hørt det en masse gange før, så man må jo håbe, at gentagelse fremmer forståelsen", sagde Karsten Bräuner, da folkeskolen.dk mødte ham på en café efter mødet.

Lærerne hepper på, at Riisager reducerer reformen 

Taler forskellige sprog

Med sig til ministermødet, som blev afbrudt efter cirka 20 minutter, havde Karsten Bräuner en seks siders disposition med nøje beskrivelser af de udfordringer, som han oplever i sin hverdag på Klarup Skole ved Aalborg. Mødet tog således udgangspunkt i, hvordan forberedelsestiden er hurtigt overståede lommer spredt sporadisk udover ugen, og som ofte opsluges af akutte vikartjanser, prøveretning og andre gøremål, der sniger sig ind i hverdagen. Ifølge Karsten Bräuner resulterer det i dårligere undervisning.

Ny minister vil gøre op med centralisering af skolen 

Karsten Bräuner lagde også vægt på, at skolereformen trods gode intentioner har elementer, der ikke kan implementeres i skolen. Reformen skal for eksempel føre til "en mere spændende og varieret undervisning". Hvilket ifølge Bräuner er en rigtig god ide. 

"Hvis reformen havde fastholdt eller øget omfanget af lærernes forberedelsestid og havde givet lærerne mere tid til teamsamarbejde - men den gør det modsatte!", som han skriver i sin mødedisposition, som han også havde sendt til ministeren på forhånd.

Debat: Lærere på deltid rammes hårdt på forberedelsen 

På den måde mener han, at politikerne både på Christiansborg og i KL bruger en retorik, der er langt fra lærernes oplevelse. For eksempel oplever han politikere, der igen og igen italesætter reformen og lov 409 som vellykkede uden at anerkende problemerne med forberedelsestiden.

"Politikerne, som udstikker rammerne for lærerne, ser en helt anden verden, end vi gør. Og det er simpelthen så uhyggeligt. Det gør det i hvert fald meget svært at have tillid til, at de har styr på de beslutninger, de tager", siger Karsten Bräuner.

Reformtoget, der kører af sporet

Indsættelsen af Liberal Alliances super-reformkritiker Merete Riisager som undervisningsminister kunne være anledning til håb for Karsten Bräuner. Og han er da også glad for, at hun har sørget for en renæssance for begrebet 'undervisning', som med reformen i høj grad blev udskiftet med 'læring'. Han er også glad for, at ministeren virker optaget af atgøre noget ved de lange skoledage, der er finansieret af lærernes forberedelsestid. Men her stopper rosen for så vidt.

Folkeskolens kerneopgave er god undervisning 

"Man skal ikke forestille sig, at Merete Riisager vil kunne vende udviklingen, som reformen og arbejdstidsloven har sat gang i, og som langsomt udhuler folkeskolen fagligt, dannelses- og trivselsmæssigt. Hun var en markant kritiker ude for regeringen, og nu, hvor hun er lederen af det hele, hvem skal så være den kritiske røst og påvirke beslutningstagerne?", spørger Karsten Bräuner, der er skeptisk over for graden af Riisagers indflydelse:

"Hun er stået på et tog, som hun hverken kender farten eller retningen på".

Og det er måske i lyset af det, at Karsten Bräuner til mødet oplevede en minister, der havde hørt den samme kritik om og om igen. Og at hun, efter at være blevet minister, ikke er enig med Karsten Bräuner i, hvor hurtigt toget kører, og hvor det skal hen.

"Det var i hvert fald ikke i dag, jeg fik stoppet reformen", slutter Karsten Bräuner.