Anmeldelse

Zenobia

En barsk nyklassiker

Smuk, grum, realistisk og sørgeligt aktuel roman om krig og flygtninge. Læs den med din klasse, selv om det gør ondt helt ind i sjælen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Pædagogisk LæringsCenterForenings Børnebogspris tilfaldt i år forfatteren Morten Dürr for hele det fornemme forfatterskab, der spænder over mere end 50 titler. I prismotiveringen hedder det, at ”… det ligger Morten Dürr på sinde, at vi tager børn alvorligt. Meget alvorligt. Vi skal både hjælpe dem med at sætte ord på det, der er svært at sætte ord på, og vise dem verdens mangfoldighed og andre børns til tider meget barske livsrammer med historier, som kan sætte eget liv og vilkår i perspektiv, men også sætte spørgsmålstegn ved, om vi kunne gøre noget anderledes og bedre …”.
Morten Dürr – og illustratoren Lars Horneman ikke at forglemme – er aktuelle og alvorlige med tegneserieromanen "Zenobia", der beretter om pigen Amina, som flygter fra krigen i Syrien. I bogen er vi vidne til Aminas skæbne og barske livsrammer som bådflygtning. Vi dykker ned i hverdagsoplevelser fra hendes liv i Syrien med en krig, som hele tiden rykker tættere og tættere på.

Fakta:

Titel: Zenobia

Forfatter: Morten Dürr og Lars Horneman

Illustrator: Lars Horneman

Pris: 250

Sider: 97

Forlag: Cobolt

Lars Horneman har tegnet formidable tegninger, smukke panoramaer i skarpe blå farver, nærbilleder, rørende familiebilleder i brune nuancer, hvor Amina leger gemme med sin mor, trøstesløse krigsbilleder og smukke havbilleder, hvor Amina kæmper for sit liv.

I "Zenobia" er det billederne, der fortæller historien. Morten Dürr er med på få, kloge og velvalgte ord. De to kunstnere præsenterer slutningen først: Amina er på vej over Middelhavet i en overfyldt båd med flygtninge, Amina bliver slynget over bord, og vi følger hendes vej og tanker mod havets bund. ”Her kan ingen finde mig”, tænker hun, og der klippes omgående til hendes hjem, hvor moderen og Amina leger gemme. Der er smalhals i hjemmet, og faderen og moderen må af sted – formodentlig for at skaffe mad – og efterlader Amina alene. De er væk længe, meget længe, synes Amina, og pludselig er krigen over Aminas by.

Amina flygter med sin onkel, og de går i mange dage gennem krigen. Da de kommer frem til havet, køber onklen en plads i en båd til Amina - der er ikke råd til to personer. Og resten af historien er allerede fortalt.

Det er en grum historie, men Horneman og Dürr er modige og tør fortælle, hvordan virkeligheden også kan være for mennesker, der ikke bor ret langt fra Danmark. Alle historier ender ikke godt - og slet ikke denne historie, der er hjerteskærende og smuk – og en æstetisk nydelse, hvor underligt det end kan lyde.

"Zenobia" er et hovedværk og vil få klassikerstatus. Den kan bruges som klassesæt fra 6. klasse. Det er barske og ubærlige sager, og der vil være uendelig meget at snakke om hvad angår både indhold og form, og der er mange gode grunde til at gøre det på en nænsom måde.