IDRÆT er et fagligt netværk for idrætslærere og andre, der arbejder med eller underviser i idræt i folkeskolen.

(4.964 følger) Se alle medlemmer
Debat
6   9

Når den faglige stolthed må vige

For mig som idrætslærer er det naturligt, at elever møder op omklædt til min undervisning. Jeg ser blot gennem medier og hører via overleveringer, at udfordringen omkring dette er ganske stor flere steder. Jeg arbejder selv på sagen i mine klasser, og her lykkes heller ikke alt. I min ferie stødte jeg ind i en gammel veninde, der gennem hendes kampe omkring omklædningen har været nødt til at udvikle en ny strategi.

Jeg arbejder på Virupskolen i Hjortshøj. Det er en skole med ca. 630 elever. Hjortshøj ligger i en forstad til Aarhus i et kvarter med ressourcestærke og engagerede forældre. Her er der en forståelse og en opbakning fra både elever og forældre til rimelige krav om at deltage aktivt i idrætstimerne. Det betyder, at der medbringes en taske mere end blot skoletasken, og at taske nr. 2 rummer både ekstra tøj og et håndklæde. Trods dette er udfordringerne også til stede hos mig.

Nogle lærere arbejder med børn med helt andre kulturelle idrætsforståelser end den gængse samt med grupper af elever, hvis indstilling og forståelse af idræt er rodfæstet i dårlige oplevelser samt nederlag.

Artiklen fortsætter under banneret

Hvordan forholder vi os til denne elevprofil? Hvornår går jeg som lærer på kompromis, når det gælder mine elevers aktive deltagelse vs. skolens retningslinjer for deltagelse, omklædning, indstilling mv.?

Min ”gamle” seminarieveninde, som jeg talte med i ferien, arbejder på en skole med udfordrede elever. Elever for hvem det er en kamp at komme ud af sengen,  finde i skole, mønstre energi til at entre klasserummet og blive der lektionen ud.

Hendes idrætstimer handler ofte om ”bare” at få eleverne i gymnastiksalen. Omklædning er en by i Rusland, og eleverne er ret styrende i forhold til aktiviteter. Hvis ikke de som gruppe føler sig mødt, kan de fleste dage i udvandring og dermed ingen idræt. Få dage kan det lykkes at introducere nyt i bevægelsesfeltet.

 

Kan det være rigtigt?

De første tanker, der rammer mig, da hun har fortalt, er: Det kan da ikke være rigtigt! Skal jeg virkelig gå så meget på kompromis, at jeg nærmest frigiver min styring i min jagt på at få bevægelsen ind i undervisningen?

Jeg kender flere, der arbejder i disse højt udfordrede felter. Jeg ved også, at der er masser af klasser i de danske folkeskoler, hvor det er svært at få grupperinger i spil i idrætsundervisningen.

Hvornår bliver jeg som lærer for firkantet og hvornår bliver jeg for eftergivende?

Firkanten taber rigtig ofte i kampen om magten. Elevernes tillid ryger, og jeg står tilbage som den, der ville presse de firkantede klodser gennem de runde huller. Det går ikke! Det er en kamp, lærerne for det meste vil tabe – og vi taber også relationen på gulvet. Især med disse grupper af unge, hvor udfordringen er stor.

Men kan jeg ikke også lidt tabe mig selv, når jeg gang på gang viger fra den tilsigtede plan og møder eleverne? Eller er det blot et vilkår, når man arbejder med udfordrede børn og unge?

Min påstand er, at de udfordrede unge skal mødes. Samtidig skal jeg punktpresse for at få mine pædagogiske og didaktiske planer listet ind. Det kræver tålmodighed, men jeg er overbevist om, at jeg høster frugten på den lange bane. De idrætsudfordrede børn og unge kan ikke mere, end de viser. Hvis jeg ser dem som genstridige sabotører af idrætsfællesskabet, så har jeg allerede opgivet dem.

I stedet må jeg lave det seje tålmodighedstræk og i en vekselvirkning møde dem og stille gradvist større krav. De skal mærke, at selv om de til tider ikke lever op til mine krav, så vil jeg dem fortsat.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ