Anmeldelse

Undervisningen mellan oss

Hjælp til at bevare nysgerrigheden

Ja, det er på svensk, men det er det værd. Læs denne her, og få et frisk pust østfra til din undervisning.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En gang imellem kan det være sundt at se skolehverdagen med friske øjne. Det kan ske ved at besøge naboklassen eller naboskolen, ved at få besøg at en kollega i nogle timer eller måske ved at have praktikanter. Men man kan også udfordre sig selv med en svensk pædagogikbog. I ”Undervisningen mellan oss”, med undertitlen ”Pedagogiska utmaningar” – pædagogiske udfordringer – siger den erfarne lærer Anne-Marie Körling mange spændende ting om skolehverdagen og om lærernes vedvarende udfordringer. Og hun taler vel at mærke ikke om, hvordan undervisningen burde være. Hun ser på – og får læseren til at se på - hverdagens undervisning, som den er. Og derfra gør hun sig så konkrete overvejelser om, hvordan man som lærer kan holde sig professionelt i gang.

Fakta:

Titel: Undervisningen mellan oss

Forfatter: Anne-Marie Körling

Pris: 200

Sider: 364

Forlag: Lärarförlaget

”Det er en vedvarende øvelse at blive og være lærer", siger Körling. Og demonstrerer så konkret, hvad hendes vedvarende lærertræning går ud på: Vi skal hele tiden øve os i det, der giver eleverne mulighed for at lære. ”Det kræver uendeligt meget af elever time efter time at skulle sidde stille og tavse”, skriver hun for eksempel. ”De orker det ikke. De kan ikke sidde stille. De formår det ikke. Men de vil, og de forsøger. Og der kommer endnu flere myrer i bagdelen, når der er fokus på at kunne sidde stille”, skriver hun i min oversættelse. Men, fortsætter hun, ”stilhed og orden er ikke det samme. Stilhed er én ting. At der er stille, betyder ikke, at der er orden. Vi har ingen anelse om, hvilken uorden der er i elevernes tanker, når de skal sidde stille”.

Orden, forstået som fokus på, at eleverne går i skole for at lære noget, kommer af lærerens vejledning og af de rutiner, der skabes gennem lærerens undervisning. Men hverken her eller andre steder i bogen nøjes Körling med den slags banale konstateringer. Hun går ind i praksis. Og der viser hun så, hvordan hun har udviklet snak i klassen som noget positivt og nødvendigt. Først om minutsnak, hvor eleverne skal tale sammen om et bestemt indholdsemne fra undervisningen, med overvejelser om – og erfaring med – at elever selvfølgelig skal have tid til at implementere den slags nye arbejdsmåder. Så om udvikling af regler for snak, beretninger, analyser, argumenter, spørgsmål – som handler om undervisningens indhold.  Derefter fortæller hun om oplevelser i New Zealand, hvor eleverne valgte en ”noise-controller” i gruppen, så de kunne snakke med hinanden uden at forstyrre andre. Eleverne blev uddannet til at tage ansvar og vise hensyn.

På samme måde går Körling ind i praksis, når det drejer sig om at blive skarpere til at stille gode spørgsmål i undervisningen og at lære eleverne at stille gode indholdsspørgsmål. ”Spørgsmål som kilder til deltagelse, medskaben og læring, men også spørgsmål, der rykker ved det, vi kan, og udfordrer med andre indfaldsvinkler og andet indhold”. Sådan er det jo som oftest ikke i skolen, hvor vi igen og igen stiller spørgsmål for at sikre, at eleverne følger med, er opmærksomme og kan svare rigtigt. Og hvor læremidlerne ofte stiller temmelig ligegyldige kontrolspørgsmål. Tænk for eksempel over, hvor mange formspørgsmål, eleverne stiller: ”Hvornår er der frikvarter?” ”Hvad står der på tavlen?” ”Hvad var det, vi skulle lave?” ”Er det her noget, vi skal kunne til eksamen?” I stedet kan eleverne lære at stille indholdsspørgsmål som: ”Der står i artiklen, at … kan man stole på det?” ”Behøver man altid en forsvarsadvokat?” ”Hvor lille er en vandmolekyle?”

Når der i den læringsmålstyrede opgave spørges, hvor lang blåhvalen kan blive, hvor meget den kan veje, hvor den lever, og hvad den lever af, kan god undervisning lære dem at undres – eller måske nærmere lære dem at holde fast ved deres nysgerrighed og undren – så de i stedet spørger: ”Hvordan måler man, hvor lang en blåhval er?” ”Hvordan vejer man den?” ”Hvordan kan den leve af sådan nogle små dyr?” Og ”hvorfor bliver dens lort regnbuefarvet?”

Anne-Marie Körling skriver som lærer til sine lærerkolleger og med fokus på undervisning: ”Undervisning handler om relationer. Men ikke kun om dem. Undervisning kræver relation. Men det er ikke nok. For så udviskes grænserne for, hvad skolen er, og hvad lærerprofessionen kan gøre muligt for eleverne (…) Relationerne skal skabes rundt om et indhold. Hvis indholdet er svagt, må læreren forsøge at udvikle indholdet”.

Læs Körlings bog, og se med friske øjne og gåpåmod på det, der foregår i egen undervisning. Og lad dig ikke afskrække af, at bogen er på svensk; de få ord, du ikke umiddelbart kan forstå, kan du sagtens finde og få oversat på nettet.

Powered by Labrador CMS