34-årige Anders Folke Larsen (i forgrunden) og Asger Wissing har selv gået på folkeskoler på Frederiksberg,

Lærerne er 
kendte musikere

Musik handler om meget andet end popidoler og »X Factor«, mener de to musikere i bandet The Minds of 99, der underviser i musik på Skolen ved Søerne. Det handler om fællesskab.

Publiceret

Fagligt netværk:
 Musik

Musiknetværket er for alle, der interesserer sig for og arbejdermed musikundervisningen og kulturens samspil med skolen. Tilmelddig folkeskolen.dk's netværk og få nyheder om musik i skolen,blogindlæg med inspiration til undervisningen og anmeldelser aflæremidler til faget. Deltag også gerne i debatten, eller skriv etindlæg om din musikundervisning.

Ved siden af sit arbejde i The Minds of 99 og på Skolen ved Søerne underviser Asger Wissing i sammenspil og musikalsk indskoling på Musikskolen ved N. Zahles Skole i København.
Sammenspil er den ultimative differentiering, siger Asger Wissing (i baggrunden). Nogle fanger det med det samme, mens andre kan have så svært ved for eksempel at spille trommer, at man må finde et andet instrument eller gøre rytmen simplere.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

To drenge kæmper om at sidde bag trommesættet, en tredje dreng svinger så meget med sin bas, at den rammer ham i øjet, mens en fjerde skråler ind i en slukket mikrofon: »Så' der sex i Dyrehaven / Alle dyrene lå på maven«.

Kaosset synes totalt, idet en guitarmelodi pludselig lægger en dæmper på de andre elever. En dreng har sat sin elguitar til forstærkeren, og med sit lange, lyse hår ned over øjnene lader han prøvende de indledende toner til Creams »Sunshine of Your Love« fylde musiklokalet. Indtil han går i stå.

»Kan du spille videre på den?« spørger Anders Folke Larsen og tager selv en guitar frem.

Vi er i kælderen på Skolen ved Søerne på Frederiksberg i København, hvor de to musiklærere Anders Folke Larsen og Asger Wissing har deres daglige gang. Når altså ikke de plejer deres sideløbende karriere som guitarist og bassist i bandet The Minds of 99, der i 2014 brød igennem med nummeret »Det er Knud som er død«.

»Børnene skal lære, at musik også er en social aktivitet. Noget, alle kan beskæftige sig med sammen, ligesom at gå ud og spille fodbold. Den sociale dimension, som er en modpol til 'X Factor' og idoldyrkelse«, siger Anders Folke Larsen.

Ifølge ham er de ugentlige 45 minutters undervisning, som »musikken er lukket inde i«, kun lige akkurat nok til, at børnene kan nå at stifte bekendtskab med musikken og give dem lyst til mere.

På plejehjemsturné

Siden The Minds of 99 i 2013 vandt DR's talentkonkurrence »Karrierekanonen«, har bandet modtaget anmelderroser og vundet flere musikpriser for sin energiske, dansksprogede rock. Både Asger Wissing, der kun har færdiggjort en del af sin læreruddannelse, og Anders Folke Larsen, der også underviser i matematik og geografi, arbejder kun deltid som folkeskolelærere.

Musikundervisningen handler ifølge de to musikere om meget andet end at banke musikviden ind i hovedet på eleverne. Det handler om at bevidstgøre dem om den musik, de lytter til dagligt. Justin Bieber på YouTube og klassisk musik i film som »Star Wars« og »Harry Potter«. Og det handler om at danne rammen om et fællesskab.

»I virkeligheden er folkeskolen jo det sidste sted, hvor man får lov til at være i samfundet, som det er. Det er et fællesskab, hvor der kommer elever henne fra blokken og henne fra de store huse derovre«, siger Anders Folke Larsen og peger i hver sin retning af Frederiksberg.

»Det er hele samfundet, som er sammen herinde og skal fungere og lære hinanden at kende. Lige så snart de går ud af skolen, bliver de spredt for alle vinde, og så kan de i princippet undgå at have med hinanden at gøre resten af deres liv. Der kan musikundervisning og sådan noget som morgensang danne ramme om et fællesskab, som gør, at man føler sig forbundet og har noget sammen«.

En stor del af Asger Wissings og Anders Folke Larsens musikalske opvækst er foregået på folkeskoler på Frederiksberg. Asger havde en musiklærer, som lod ham og to andre af de nuværende medlemmer af The Minds of 99 låne musiklokalet efter skole, og da han mødte Anders på Falkonergårdens Gymnasium, brugte de en weekend på at sætte et øvelokale i stand med æggebakker på væggene.

På Skolen ved Søerne underviser de to musiklærere sammen. De deler klassen op i to hold, hvor det ene har praktisk undervisning i for eksempel sammenspil, mens det andet hold får undervisning i musikhistorie eller andet teoretisk viden. Anders plejer blandt andet at lave et korforløb med sit 6.-klassehold, som ender med en plejehjemsturné.

»De går altid ind i det og foragter det virkelig, men det bunder i virkeligheden i, at de er bange, fordi det der med at stå og synge er en total udstilling af sig selv«' siger han.

»De kan ikke gemme sig bag noget, når de bruger deres stemme, fordi det er det mest personlige og mest afslørende, man overhovedet har. Men når de så kommer ind i et rum, hvor der ikke er nogen, der dømmer dem for noget som helst, så smider de hæmningerne og får lov til at opleve, hvad det kan, både for andre mennesker og for dem selv«.

Ikke rockstjerner blandt eleverne

Sidste år spillede The Minds of 99 på Orange Scene. En koncert, der af flere medier blev fremhævet som den bedste åbning af Roskilde Festival i flere år.

»Jeg elsker den der dobbelthed med at være ude og spille på et udsolgt Store Vega eller på Roskilde Festival, hvor man er på vej op i skyerne, og så møder man ind mandag morgen til geografi i 8.a og er lige pludselig inde i virkeligheden igen, som den rent faktisk er. Det der med at stå på en scene er på en måde en forstørret virkelighed. Man er hævet op og måske endda på en storskærm foran 20.000 mennesker, og ens musik bliver blæst ud af et grotesk stort anlæg«, siger Anders Folke Larsen.

Asger Wissing tilføjer:

»Det er jo et kæmpe fællesskab, men det er et superuforpligtende fællesskab, hvor folkeskolen er et megaforpligtende fællesskab. Det kan du ikke bare melde dig ud af, som du kan ved at gå fra en koncert«.

Nede i musiklokalet er larmen igen taget til ved siden af den gentagne guitarmelodi. Drengen bag trommesættet spiller for sig selv, og ovre i hjørnet er en gruppe børn begyndt at synge sammen. Om sex i Dyrehaven.

»Man har et ret vildt indblik i en stor musikbrugergruppe, når man arbejder i folkeskolen. De børn, der går i 6., 7., 8. og 9. klasse, er jo nogen af dem, der forbruger musik allermest«, siger Asger Wissing og fortsætter:

»Men det er jo så ikke rigtig vores målgruppe. Det er også ret befriende, at man kommer, og så er man bare endnu en lærer«.

»De er lidt opmærksomme på, at vi er 'rockstjerner', men de er også lidt ligeglade med det«, siger Anders, inden Asger bryder ind:

»De er superligeglade«.

Powered by Labrador CMS