Lærer Dea Jespersen fra Syvstjerneskolen og hendes elever, som vandt en tredjeplads for deres franskkundskaber.

Elever nørdede igennem til DM i sprog

I går løb finalen i DM i sprog af stablen, og eleverne var fokuserede, da de under tidspres dystede på deres ordforråd i fransk og tysk.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Black M's Sur Ma Route dundrer ud af højttalerne, mens musikvideoen spiller på det hvide lærred. Musikken har hurtige beats og fremtrædende bas, men eleverne på scenen sidder stille uden så meget som at vippe med en fod eller nikke med hovederne. Det er nemlig finalen i DM i sprog, og grundskolernes skarpeste elever i fransk sidder lige nu og prøver at score sig en førsteplads.

Tre elever fra to skoler sidder ved borde overfor hinanden og er dybt koncentrerede om de ark, der ligger foran dem. Arket indeholder ord fra sangen og ord, der ikke er i sangen. Vinderen er de elever, der markerer flest af de ord, som er med.

I går var der for andet år i træk finale i DM i sprog. En konkurrence, hvor skoler fra hele landet dyster i tysk og franskkundskaber, og som blandt andet Goethe Institut Dänemark og Institut Francais Danemark står bag. Konkurrencen har en kategori for gymnasier og for grundskoler, og 43 grundskoler har deltaget i de indledende runder, som var en online test. To eller tre elever fra de bedste 14 skoler i tysk og fransk gik videre til semifinalen og finalen i går, hvor de bedste skulle kåres.

"Qui veut gagner DM i Sprog?"

Internationale skoler til finalen

Både folkeskoler og privatskoler var med i semifinalerne, som foregår samme dag som finalerne. Ingen af folkeskolerne gik videre til finalen for grundskoler i tysk og fransk, og i tysk endte finaleopgøret mellem Gudenåens Efterskole og privatskolen Ida Holst Skole, og i fransk var det den internationale privatskole Rygaard Skole, der dystede mod elever fra Copenhagen International School. I finalen skulle to eller tre elever fra hver skole op på scenen ved hver deres pult, hvor der blev spillet en tysk eller fransk popsang. De fik udleveret et ark med ord på det sprog, og opgaven var at strege de ord ud, som blev sunget i sangen. Det hold med flest korrekte, vandt.

Selvom det ikke blev til en finaleplads, var tre elever fra folkeskolen Syvstjerneskolen i Værløse glade for deres tredjeplads for deres franskkundskaber. Johan, Clara og Louise har op til finalen arbejdet lidt ekstra med at terpe ordforråd og hurtighed, og de synes, det er ret sejt, at alt det ekstra arbejde har betalt sig.

"Det er fedt, når man arbejder så meget med en ting, at der så kommer en quiz, hvor man rent faktisk kan svare rigtigt!", siger Clara, der går på franskholdet på Syvstjerneskolen.

Ellen Trane om DM i fagene: "Vi hylder den elev, der er dygtig"

Dea Jespersen er fransklærer på Syvstjerneskolen og fortæller, at eleverne har foreslået at bringe lidt mere af konkurrence-verdenen ind i franskundervisningen.

"Det har været nogle sjove opgaver, som jeg sagtens tror, vi kan bruge. For eksempel opgaven fra finalen, kan være god øvelse i at lytte godt efter, når det går hurtigt", siger Dea Jespersen.

Bedre kulturforståelse

Det var Rygaard Skole, der vandt i franskkategorien og Gudenåens Efterskole, som var vinderen i tysk. Angelika Theis fra Goethe Instituttet er vært til konkurrencen, og hun er glad for den store interesse, der er for DM i sprog.

"Det er vigtigt at øve sig i fremmedsprog, for når eleverne bliver voksne og skal arbejde med andre nationaliteter, forstår man hinanden meget bedre, hvis man har en forståelse for deres sprog. Man kan både snakke bedre sammen og sætte sig ind i hinandens kultur. Engelsk er ok, men det lægger ligesom en mur imellem mennesker. At tale hinandens sprog giver så mange flere facetter af mennesker", siger Angelika Theis.