I de planlagte frikvarter afveksler de mellem det rolige og aktive.

Skole og idrætsforening samarbejder om aktive frikvarter

På en lille skole er der ikke langt fra tanke til handling - det har de udnyttet på Asferg Skole i Randers Kommune, hvor de holder frikvarter i samarbejde med den lokale idrætsforening.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Asferg Skole er med sine 115 elever den mindste i Randers Kommune. Og skoleleder Naja Kilden fortæller, at det har sine store fordele at være lille. Der er nemlig ikke langt fra tanke til handling med en skole af den størrelse. Det gælder for eksempel frikvartererne, hvor skolen to gange sørger for aktivitet sammen med den lokale idrætsforening.

Eleverne på mellemtrinet kan to gange om ugen holde frikvarter i "Træningshuset" - her bliver de modtaget af Udviklingskoordinator Nikoline Elling fra Purhus Idrætsforening. Hun har fra gang til gang planlagt forskellige aktiviteter, som lege, yoga, dans eller konditionstræning. Der kan også være præsentation af forskellige idrætsgrene. For eksempel har den lokale bordtennisklub været på besøg, og det besøg resulterede i, at en dreng, der ellers ikke var så meget til sport, opdagede, at han havde evner indenfor bordtennis.

Skolen, der kun går til og med 6. klasse, har udeordning i frikvarterne, og det ansporede til at give eleverne mulighed for at vælge organiserede aktiviteter i løbet af dagen.

"Som skolefolk kan man have en idé om, at eleverne bevæger sig i skolegården, men det kunne vi se, at de ikke nødvendigvis gjorde. Og nogen syntes måske, at frikvarterene var lidt lange. Så vi lokkede dem med, at de måtte være inde, de skulle bare være i træningshuset, og de skulle være med til aktiviteterne for at være der", siger Naja Kilden til Folkeskolen.dk.

Høring: Åben skole kræver systematik

Justerer ordningen

Rammen om de aktive frikvarter er "Åben Skole"; skolen valgte i forbindelse med skolereformen at lave et forpligtende samarbejde med den lokale idrætsforening Purhus IF. Ideen om de aktive frikvarter opstod på et fælles møde om, hvordan samarbejdet skal udmøntes.

"Jeg spurgte, om man kunne forestille sig noget med frikvarterne? Og vupti, vupti - så havde vi skabt det her frikvartersprojekt. Og herude er det sådan, at vi handler: Vi får en god idé og prøver den af - hvis det er dårligt holder vi op igen, og hvis det er godt, bliver vi ved", siger Naja Kilden.

Lige nu prøver de at justere ordningen, og derfor vil de prøve forskellige aktiviteter af i længere perioder: For eksempel dans hver onsdag i en otte ugers periode.

"Så kan man nå at lave en danseforestilling, der kan vises på vores morgensamling", siger Naja Kilden, der også kunne forestille sig et forløb med konditionstræning og kondimålinger før og efter.

Hvert modul er på cirka 30 minutter.

Elever uimponerede over omfanget af "Åben Skole"

Noget for begge parter

Skolen får et bedre frikvarterstilbud for eleverne, og idrætsforeningen får en stærkere forankring lokalt, fordi flere af områdets borgere kommer i foreningen.

"Vi bruger træningshuset til skolekomedier ved vores skolefest. Vi har givet hånd på gensidig forpligtigelse - så når jeg til maj siger velkommen til alle forældrene, så er det i træningshuset, jeg gør det. På den måde er jeg med til at give alle forældrene en oplevelse af træningshuset indefra - og det er jo godt for idrætsforeningen", siger Naja Kilden.

Ud over skolekomedier har skolen også et gymnastikhold, der deltager i den årlige gymnastikopvisning, så eleverne bliver en del af det fællesskab, selvom de ikke af sig selv er begyndt til gymnastik.

Samarbejdet mellem skole og idrætsforening har været med til at skaffe Purhus IF en titel som dansk mester i foreningsudvikling 2016 fra DGI.

"Vi var overraskede over, at DGI fremhævede det her projekt som unikt, enestående og kreativt, vi så på hinanden og sagde: 'Hvad? Vi gør det jo bare'. Men det er også derfor, det er sjovt at være på en lille skole - alt kan lade sig gøre'", fortæller Naja Kilden.

Læs mere

Via dette link kan du se DGIs begrundelse for at vælge Purhus IFsom en af årets Danmarksmestre i foreningsudvikling.