Hans-Peter Knudsen har smedet i 25 år, men det var første gang, han var med til DM i kunstsmedning. Her står han med blomsten, som gav ham førstepræmien.

Sløjdlærer vinder DM i Kunstsmedning

Hans-Peter Knudsen fra Samsø Skole vandt DM i kunstsmedning i Randers med en smuk blomst. Han mener, at metalsløjd er meget vigtigt at bibeholde i håndværk og design i skolen.

Publiceret
Der var sat 4 timer af til opgaven, men Hans-Peter Knudsen bruge kun 3½ på sin blomst.
Der kommer folk fra mange brancher på Det Sorte Samfunds arrangement DM i Kunstsmedning.
Næstformand i foreningen for Håndværk og Design Wisti Pedersen var selv med på dagen og i fuld gang med hammeren.
Tredjeprisen gik også til en lærer - Morten Vildtrup Jensen, som arbejder på Langsøskolen i Silkeborg.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hans-Peter Knudsen slår gerne på tromme for metalsløjd. Han mener, det er en stor fejl, at metalværkstederne er blevet nedlagt på mange skoler.

"Eleverne vokser utroligt meget af det. Først er de ofte lidt bange, fordi det er åben ild, men så får den en kæmpe oplevelse ud af at gøre noget, der er så grænseoverskridende. Og når de oplever hvor megafedt, det er at kunne arbejde med et så hårdt materiale, som om det var modellervoks, bliver de vilde med det", fortæller han.

Vinder af DM i smedning: Vi må ikke udvande håndværket i skolen

Hans-Peter Knudsen har undervist i træ og metalsløjd på Samsø Skole i Tranebjerg i 16 år, og inden var han tømrer i 20 år. Han er vild med alle slags håndværk, så smedehammeren har han haft i hænderne i 25 år, og han har sit eget kunstsmedefirma ved siden af jobbet som lærer.

Det var dog første gang, han var med til DM i smedning i år. Eventen bliver arrangeret af Det Sorte Samfund og kursusområdet Materia ved Randers, og der kommer folk fra alle brancher - studerende, museumsfolk, håndværkere og undervisere.

Opgaven i år gik på at fortolke naturen, og der var fire timer sat af. Hans-Peter Knudsen brugte tre en halv og vandt førsteprisen.

"Det var en rigtig skoleopgave. Man kunne sagtens have arbejdet med den i håndværk og design. Men arrangøren Peter Knøss har jo også skolebaggrund", fortæller han.

Dejligt at lærerne prioriterer håndværket

Næstformanden i Den faglige forening Håndværk og Design Wisti Pedersen var også med til eventen og er meget stolt over, at det var en sløjdlærer, der vandt.

"Det er bare fantastisk, når H&D-lærere frivilligt prioriterer og søger at mødes med andre håndværksfagnørder til snittefestivaller, spindetræf, nålefiltsymposium eller som her til smedetræf med DM i kunstsmedning. Alle på sådanne træf har fokus på håndværket, men med vidt forskelligt afset i hverdagen, hvilket bidrager til ny faglig inspiration, indsigt og perspektivering, som kun kan højne egen arbejdsvirke og arbejdsglæde", siger han til folkeskolen.dk/h&d og fortsætter:

"Derfor er det også glædeligt, at en rigtig stor del af smedetræffets deltagere var aktive H&D-lærere, som kunne inspirere og inspireres af fagfolk, studerende og forskere fra universitets- og museumsverdenen. At de så samtidig også havde en god repræsentation i mesterskabets finale og tilmed indtog vinderpladsen, er jo kun glædeligt for håndværk og designfaget".

Wisti Pedersen har benyttet lejligheden til at sætte fokus på smedning i næste nummer H&D-bladet. Indholdet vil være nyheder, kalender og en kronik-stafet skrevet af og til metalnørder og andre nysgerrige.

"Metalarbejdet får i disse år et comeback i grundskolen med H&D-faget, og så er det jo bare lækkert, at det sorte samfunds smedefestival indirekte er med til at højne H&D-lærernes interesse og kompetencer for smedning", siger han.

Tredjeprisen gik også til en lærer - Morten Vildtrup Jensen - som arbejder på Langsøskolen i Silkeborg.