Anmeldelse

Fagportal for håndværk og design er et lunkent bekendtskab

Det var med en indre voksende spændingskurve og ærbødighed over for forlaget, at jeg gik i gang med at nærstudere Alineas nye fagportal for håndværk og design. Desværre faldt spændingskurven for mit vedkommende ret hurtigt og endte med at blive et noget lunkent bekendtskab.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er til faget håndværk og design udkommet adskillige lærerbøger og inspirationsmateriale. På internettet findes der et væld af undervisningsforløb, som lærere udveksler indbyrdes. Sidste skoleår kom så også digitale fagportaler til inspiration og hjælp i den enkelte faglærers undervisning.

Fakta:

Titel: Håndværk og design

Forfatter: Sabine Lemire, Iben Jensen, Lene Refsgaard, Rikke Hyldahl Homann, Charlotte Bubandt

Forlag: Alinea

Med Alineas portal får du en flot introduktion til faget. Den er tænkt som en resurseportal, hvor faglærere fra de nu sammenlagte fag sløjd og håndarbejde vil kunne genkende sig selv og deres fag, samtidig med at der gives en fremadrettet forståelse af det nye.

Der bliver gået grundigt til værks i forhold til begrebsafklaringer af materiel kultur, miljø og bæredygtig udvikling, innovation og entreprenørskab og tværgående emner som it og medier samt sproglig udvikling som en vigtig del af håndværk og design. Med Alineas egen beskrivelse af portalen får du ”et spændende og inspirerende univers til undervisning i håndværk og design, og jeg må indrømme, at jeg i mine noter til denne anmeldelse havde skrevet ”Er læreren nu blevet overflødig?” Dette skrev jeg dog, inden jeg var nået til selve undervisningsmaterialet.

Undervisningsmaterialet på portalen findes under ”Årsplaner”, og herunder vælges de forskellige klassetrin. Den er inddelt i en lærer- og en elevversion, hvilket betyder, at eleverne selv kan navigere rundt i forløbet, lære om de forskellige håndværksmæssige færdigheder, der knytter sig til dette forløb, læse de forskellige læringsmål og finde inspiration til arbejdet. Da jeg havde læst det første forløb for 4. klasse omhandlende ”Stringart”, tænkte jeg, at der var potentiale i denne portal. Desværre efterfulgtes dette forløb af ”Sav dine initialer i træ” og et nisseforløb af rundstokke, hvilket efter min mening er for simple opgaver. Der fulgte dog et meget gennemført forløb omhandlende papirbroderi. Dette forløb er imidlertid, til min forbløffelse, kopieret ind i årsplanerne for 5., 6. og 7. klasse også.

I materialet til 4. klasse fandt jeg ingen gennemgang af designprocesteorien. Denne fandt jeg dog for 5. klasse, men da jeg forsøgte at åbne den, var applikationen udgået. Først i 6. klasse kunne jeg finde portalens bud på undervisning i designprocessen som teori. Dette kaldes af Alinea ”Designruten”. Denne kunne dog heller ikke åbnes, selv om den ifølge forlaget skulle udkomme i september 2016 - anmeldelsen er skrevet ultimo oktober, og ”Designruten” er stadig ikke udkommet.

Alt i alt fremstår Alineas fagportal som en noget rodet affære. Der findes lødige undervisningsforløb om navneklude, smykkedesign og tryk som popkunst (disse er også kopieret ind på flere årgange), men det er på ingen måder muligt at bruge denne portal som den bærende kilde til håndværk og design-undervisningen. Den kan bruges som et lille leksikon til de forskellige fagbegreber, vi arbejder med i dette fag, og som et idékatalog til udvalgte undervisningsforløb. Men der er alt for mange gengangere i de forskellige årsplaner, for mangelfulde håndværksmæssige udfordringer (på ingen af de fire årgange findes der eksempelvis et forløb med høvlen), for lidt designprocesteori og, for nogle af forløbenes vedkommende, for lidt udfordring.

Der er dog fremadrettede muligheder i denne portal. De enkeltstående eksemplariske forløb og fagbeskrivelsen er virkelig godt. Men portalen trænger til at have en rød tråd. Hvorfor er det de samme forløb, der går igen på de forskellige årgange, og ikke en overbygning på forløbene, man finder? Hvorfor er der så lidt designprocesteori? Hvorfor er de forskellige basale værktøjer ikke tænkt ind i progressive forløb? Dette skal afklares, før jeg kan give min anbefaling.

Slutteligt vil jeg derfor besvare mit eget tidligere spørgsmål, ”Er læreren nu blevet overflødig?” med et klart ”nej”. Denne portal kan endnu ikke bære årsplanlægningen alene, men kan dog bruges som inspiration til forskellige forløb, hvis skolen eller kommunen har købt adgang til Alinea i forvejen.