Lenin og Kennedy stirrer ud fra storskærmen i auditoriet på læreruddannelsen i Jelling. Under de to afdøde statsoverhovedet byder hipsterskaldede historiker Rasmus Dahlberg velkommen til de forsamlede lærere og lærerstuderende iført en grå langærmet t-shirt med ærmerne skubbet op til over albuerne. Hans mission er at overbevise tilhørerne om, at deres historieundervisning bliver bedre, hvis de lyver for eleverne. Bare de gør det på den rigtige måde.

Romantisk komedie som intellektuel inspiration Da Rasmus Dahlberg læste historie på universitetet, oplevede han et teoretisk gennembrud, mens han så den romantiske komedie 'Sliding Doors'. Filmen fortæller en historie om en kvinde, hvis kæreste er utro, men den bruger den usædvanlige fortælleteknik, at handlingen er delt i to: I en version opdager kvinden sin utro partner tidligt i historien og forlader ham derfor. I den anden når hun ikke sit tog, og så så når kæresten at få elskerinden ud af døren, så hovedpersonen ikke opdager utroskaben og bliver i forholdet. Filmen igennem løber de to versioner parallelt, indtil de til sidst flettes sammen. Rasmus Dalberg beskriver selv filmen som en sød bagatel, men den satte alligevel nogle tanker i gang: "På det tidspunkt havde jeg om 1. verdenskrig og alle bøger, jeg kom i nærheden af, startede med at fortælle om skuddene i Sarajevo - for derfor at fortælle at skuddene slet ikke var vigtige", fortæller han de forsamlede lærere og lærerstuderende. "Det var helt andre ting, der drev historien, mente alle seriøse historikere. Men jeg kom alligevel i tvivl, og jeg tænkte, at jeg ville finde en historieteori, der tog højde for tilfældigheder".

Dåseåbner Af forskellige omveje sendte det ham på sporet af den kontrafaktiske historie, og han mener helt klart, at de historiske løgne og digtninger har en plads i undervisningen: "Først og fremmest er den kontrafaktiske tankegang en modgift mod en deterministisk forståelse af historiens gang - ideen om, at det gik som det gik, fordi det ikke kunne gå anderledes", siger han. "Det er en opfattelse, mange elever kan få, når de læser lærebøgerne, og her kan et kontrafaktisk forløb fungere som en dåseåbner til historien".

Løgn kræver viden Rasmus Dahlberg har udgivet bøger om kontrafaktisk historie siden begyndelsen af 00'erne, og han er den første til at indrømme, at det ikke er helt let at arbejde med. Det kræver for eksempel ret meget viden om, hvad der virkelig foregik, hvis man skal konstruere et nogenlunde troværdigt scenarie om, hvad der kunne være foregået. "Så i skolen virker det som regel bedst at bruge det som 'leg' i forbindelse med at man afslutter et undervisningsforløb", siger han. "Der kan det sætte tanker i gang hos eleverne", men han understreger også, at det interessante ikke er fantasifulde forestillinger om mulige udfald af krige og katastrofer: "Diskussionen om, hvad der kunne være sket, skal spejle det, der faktisk skete."

Find de afgørende begiveheder Men at kunne konstruere kontrafaktiske scenarier er, efter Rasmus Dahlbergs mening, mindre vigtigt end diskussionerne om, hvornår i historien, der har været en mulighed for at en mindre tilfældighed eller afvigelse ville have gjort en stor forskel. "Det er en god øvelse at kunne finde de øjeblikke i historien, hvor den er åben - hvor der var mulighed for et helt andet udfald. Hvis Danmark havde stemt nej til at være i EF, for eksempel, eller hvis D-dag var mislykkedes. Det er her, men kan udvikle elevernes historiebevidsthed", siger han.