"Projekterne er en guldgrube for en ny lærer", siger Marie Rytter Møller, der sidste år løb med prisen for årets bachelorprojekt og i år har siddet i dommerkomiteen.

Her er de syv bedste

Årets bedste bachelor- og diplomprojekter fra lærerverdenen er fundet. Lærerprofession.dk's dommerkomiteer af forskere, lærere, skoleledere, skolechefer og undervisere fra læreruddannelsen har voteret, og mellem de 23 nominerede projekter har de valgt de syv opgaver, som belønnes ved en prisfest 11. november.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Emnerne spreder sig over fagene matematik og dansk, pædagogik, psykologi og understøttende undervisning. 

Lærer Marie Rytter Møller modtog førsteprisen for sit bachelorprojekt i 2015, og hun har i år været med til at indstille de 10 bedste og udvælge de tre nominerede bachelorprojekter, der kommer helt i top:

"De 59 projekter, som blev indstillet, er meget forskellige både med hensyn til emnevalg og opbygning, men det er karakteristisk, at de fleste er rigtigt gode. Som ny lærer har jeg personligt kunnet bruge flere af dem", siger Marie Rytter Møller.

På grund af barselsorlov er hun først begyndt at undervise i august i år, og Marie Rytter Møller har blandt andet kunnet hente inspiration til sine første skole-hjemsamtaler, til digitalisering af undervisningen og til konstruktiv brug af understøttende undervisning.

"Projekterne er en guldgrube for en ny lærer", siger vinderen fra sidste år. "De fleste indeholder både personlige betragtninger og professionelle tilgange til emnet. Det gør dem på en gang vedkommende og relevante, når man selv beskæftiger sig med undervisning".

Det har ikke været nemt at optræde som dommer.

"Både nomineringen og udvælgelsen af de tre vindere har taget lang tid og været vanskelige processer, fordi der er så mange fine projekter at vælge imellem. Der er blevet brugt mange timer hver gang, og lige til det sidste er det blevet diskuteret, hvilke projekter der skulle gå videre. Vi har alle haft vores præferencer. Heldigvis passede mine godt med de tre, der får tildelt priser", siger Marie Rytter Møller.

Særpris

Udover priserne for de bedste pædagogiske bachelor- og diplomprojekter bliver der i år uddelt en særpris for det bedste projekt, der omhandler drenge og piger i skolen.

Forfatterne, der har skrevet det bedste bachelorprojekt og det bedste diplomprojekt, får hver 10.000 kroner, et boggavekort på 3.000 kroner og en smuk kande. Priserne betales af Fagbladet Folkeskolen og professionshøjskolerne.

Særprisen er også på 10.000 kroner og et boggavekort. Prisen sponsoreres af forlagene Alinea, ConDidact, Dafolo Gyldendal og Hans Reitzels Forlag.

De vindende bachelorprojekter: 

Agnethe Sehested Olsen: Unges motivation i udskolingen - forbedring af elevernes skriftsproglige kompetencer i danskfaget, Aalborg, professionshøjskolen UC Nordjylland. 

Drenge kan motiveres til at skrive bedre

Heidi Højen Andersen: Selvregulering, læringsstrategi og it, Aalborg, professionshøjskolen UC Nordjylland.

At lære elever selvregulering og at arbejde med it kræver meget af lærerne

Rebecca Delfs: Kreativitetsfremmende undervisning - også i den understøttende undervisning? Odense, professionshøjskolen UC Lillebælt.

Understøttende undervisning kan bruges til faglig fordybelse og kreativitet

De vindende diplomprojekter:

Ditte Matthiesen: Unge i udsatte positioner - i et resiliensperspektiv, professionshøjskolen Via UC.

PD: Gode relationer mellem elev og lærer er afgørende

Erica Price Stjernø:  : Skrivning - en vej til øget læring i fagene, professionshøjskolen UCC.

PD: Elever skal skrive sig klogere

Mette Thompson: Matematiske kompetencer som fundament i en evalueringskultur, professionshøjskolen UC Metropol.

Mundtlighed og åbne opgaver fremmer elevers forståelse

Lærerprofession.dk´s særpris 2016:

Emilie Lundsgaard: Køn og identitet, professionshøjskolen UCC.

Bachelor: Lærere og elever er fanget i kønsopfattelser

Powered by Labrador CMS