Nu kan du også tage ikke-obligatoriske test med eleverne om foråret.

Nu kan man også tage frivillige test om foråret

Hidtil har der været lukket for det nationale testsystem om foråret for alle andre end dem, der skulle tage obligatoriske test. Nu lukker ministeriet op, så både friskoler og folkeskoler kan tage frivillige test om foråret. Men der er fortsat loft over antallet af test per elev.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ideen for folkeskolernes vedkommende er, at en klasse kan tage for eksempel læsetesten én gang hvert forår - enten en obligatorisk eller en frivillig - så der er ét års mellemrum hver gang, og man dermed lettere kan følge progressionen. Men det giver ikke risiko for, at skolerne bruger den nye frivillige mulighed til at træne eleverne op til den obligatoriske test:

"Der vil være samme afstand mellem frivillig og obligatorisk test som hidtil. Det skyldes, at man ikke kan booke eleverne til i frivillig en test i det forår, hvor testen også skal afvikles obligatorisk. Så det vil være uændret. Det er stadig sådan, at det bedste man kan gøre for at få gode testresultater er at sørge for, at man har dygtige elever", forklarer kontorchef i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet Rasmus Vanggaard Knudsen.

Ministeriet åbner for forårstestning efter, at flere forskere og ministeriets egne undersøgelser har vist, at der kan være ganske store udsving i begge retninger, når elever tager testene med kort tids mellemrum. Folkeskolen.dk har derfor spurgt Rasmus Vanggaard, om ministeriet vurderer, at flere test med kort tids mellemrum giver et validt billede af elevernes progression. Han svarer:

"Helt generelt er det sjældent en god idé at lade elever tage den samme test med så kort tids mellemrum, at der ikke kan forventes nogen særlig progression hos eleverne mellem de to test. Dette gælder også for de nationale test. Vi synes skoler og kommuner skal have fleksibilitet til at gøre som det passer bedst i deres lokale løsninger", og understreger, at lærerne fortsat kun kan give en elev den samme test tre gange, hvoraf den obligatoriske test tæller som den ene gang.

I går offentliggjorde Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling, at lærerne fremover vil få at vide, hvor stor den statistiske usikkerhed er på de enkelte testresultater. Rasmus Vanggaard forklarer, at man endnu ikke har lagt sig fast på den endelige model for, hvordan den statistiske usikkerhed vil blive præsenteret.

Ministeriet: Lærerne skal kende usikkerheden ved elevernes testresultater