Holbæk Kommune bliver den første sjællandske kommune, som indfører digital logføring i sager om børn med særlige behov.

Digital logbog skal holde styr på oplysninger om børn med særlige behov i Holbæk

Løse papirer og håndskrevne noter i sager om børn med særlige behov skal være fortid i Holbæk Kommune, som nu indfører en digital logbog. Vi håber at gribe sager tidligere, end vi gør i dag, siger skoleleder.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Et barn, som begynder at stamme eller over en længere periode ikke får madpakke med i skole, kan blive begyndelsen på et sagsforløb om et barn med særlige behov. I de tilfælde bliver mange aktører indblandet: Sagsbehandlere, skoleledere, lærere og eventuelt psykologer. Men mange aktører er også lig med mange oplysninger, aftaler og beslutninger, som kan havne mellem to stole.

I Holbæk Kommune har man derfor valgt at udskifte den manuelle logføring med en digital logbog, som skal sikre, at oplysninger ikke går tabt - for eksempel hvis en lærer skulle skifte job eller gå på pension. Til at starte med indføres loggen på skoler og daginstitutioner i området Skovvejen i Holbæk. Område- og skoleleder på Skovvejen Skole Bo Pedersen håber på, at man i kommunen bliver bedre til det forebyggende arbejde.

"Vi håber, at vi kan gribe ind i nogle sager tidligere, end vi gør i dag. Overgangen fra sundhedsplejersken ind i daginstitutionerne og senere over i skolen skal foregå på så oplyst et grundlag som muligt. Det drejer sig også om det gode forældresamarbejde, så vi får trygheden med, og relationerne bliver fastholdt", siger Bo Pedersen og fortsætter:

"Det behøver ikke at være svaret på alle mulige dårligdomme, men det kan være, at det kan give noget mere effekt".

DLF: Lærere er ikke klædt på til at opdage børn med særlige behov

Digital sikring

Alle oplysninger i barnets sag vil altså komme til at ligge på nettet. Det kan for eksempel være mødereferater, aftaler mellem aktører og hvem, der skal huske hvad, til næste gang de mødes.

Der er dog ikke fri adgang til oplysningerne. Forældrene kan logge på med deres Nem-ID og lærerne logger på med deres unilogin. Hver enkelt aktør skal inviteres til at se oplysningerne, og forældrene til barnet skal give samtykke til det, før andre får adgang.

"Vi har haft et ønske om at have en fælles platform også til familien, så de altid har mulighed for at tjekke op på oplysninger om deres børn. Og så er det også blevet nemmere for familien at invitere andre ind - for eksempel en bedsteforældre", siger Bo Pedersen.

Mindre arbejde til lærerne

Holbæk Kommune bliver den første kommune på Sjælland, som indfører digital logføring. Man gør det allerede i Kerteminde, Skive, Fanø og Hjørring Kommuner med gode erfaringer. Bo Pedersen tror på, at det kan gøre arbejdet lettere for lærerne.

"Lærerne vil jo gerne bidrage til, at børnene har en god trivsel, så de har haft samme ønske som i resten af kommunen om at lave en fælles platform. De har nogle gange været i en situation, hvor de ikke ved, hvor sagen er henne. Det kan føles frustrerende for en medarbejder ikke at vide, hvem der tager sig af en opgave", siger Bo Pedersen.

Han håber også, at den nye digitale logføring kan spare lærerne for dobbeltarbejde.

"Så snart lærerne er inviteret ind i systemet, kan de se, hvad der er lavet af aftaler, og hvem der skal gøre det. De kan se, hvem der mødes og hvor. Så det er jo også en handleplan, og det er ret afgørende for, at man ikke skal lave arbejdet to gange", siger han.