Det skal være ok at være fagligt dygtig i skolen, mener formand for Danske Skoleelever Jens Vase Poulsen.

DM i fagene: Nu kan dine elever blive Danmarksmestre i dansk

Det skal være legitimt at være dygtig i skolen, mener Danske Skoleelever. Foreningen har derfor etableret et Danmarksmesterskab i skemafagene. Mesterskaberne går i gang efter efterårsferien. Du kan stadig nå at tilmelde dig.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Danmarksmester i matematik. Eller i dansk. Eller i idræt. Det kan du nu blive sammen med din klasse. Danske Skoleelever har nemlig oprettet et Danmarksmesterskab i grundskolens fag - i år i idræt, dansk og matematik; senere følger de øvrige skolefag efter.

Hvorfor et Danmarksmesterskab i skolefag?

"Grundtanken er et ønske fra vores side om at give de fagligt stærke elever noget at være stolte af. Med et DM i fagene vil det ikke længere være pinligt og tabubelagt at være fagligt dygtig", forklarer formand for Danske Skoleelever Jens Vase Poulsen.

Er faglig dygtighed et problem i skolen?

"Ja, der er mange fagligt dygtige elever, der ikke tør være så dygtige, som de egentlig kunne være. Det er pinligt at være dygtig i skolen, og den stigmatisering vil vi gerne gøre op", siger Jens Vase.

"Vi vil vise eleverne, at man ikke skal være pinligt berørt over at være dygtig i skolen. Vise, at man ikke skal være bange for at være dygtig. Derfor laver vi landsmesterskaber i fagene", tilføjer han.

I år er det 8. og 9. klasser, der kan deltage - og altså i matematik, idræt og dansk.

Du kan tilmelde dig og dine elever Danske Skoleelevers hjemmeside (klik på linket neden under artiklen her).

Hvem vil arrangere DM i skolens fag?

Online kvalifikationsturnering i uge 43-46

Som ved EM og VM i fodbold og håndbold skal I først igennem en kvalifikationsturnering. Den ligger i ugerne 43, 44, 45 og 46 og foregår på en online platform.

Hvis I kvalificer jer, går I videre til har en regional mesterskabsturnering, der afvikles i begyndelsen af januar. Til den tid skal I mødes fysisk med jeres konkurrenter ved et heldags arrangement.

Og den 4. februar afholdes så selve landsmesterskabet, hvor Danmarksmestrene bliver fundet.

Dato klar for første DM i skolefag

'De stolte nørder'

På Danske Skoleelevers hjemmeside bliver DM-projektet præsenteret således:

"Formålet med DM i Fagene er at sætte fokus på fagligheden og den faglige udvikling hos eleverne under overskriften "De stolte nørder". Centralt for konkurrencerne til DM i Fagene er den casebasserede tilgang, hvor anvendelsesorientering er i fokus. Sigtet er at DM i Fagene skal være med til at styrke deltagernes evne til at koble skoles fag med omverden og videreuddannelse samt det fremtidige arbejdsmarked".

"Dermed understøtter projektet ambitionen fra folkeskolereformen om åben skole, og derfor spiller begreber som karrierelæring og uddannelsesparathed en stor rolle i DM i Fagene".

"De kreative problemløsninger og innovationsevnen er også i fokus, da et af projektets formål ligeledes er at understøtte nytænkningen af måder at lære på. Derfor er fokus heller ikke udelukkende på de faglig stærkeste, men også på den faglige udvikling hos den enkelte. Sagt på en anden måde, så er det lige så godt at udvikle sig fra et 2 tal til et 4 tal, som at være den bedste i klassen".

Rekordmange klasser med i DM i Skills

Mand mod mand, klasse mod klasse, hold mod hold

Dine elever kan deltage i individuelle konkurrencer i dansk eller idræt eller matematik. Eller de kan deltage i klassemesterskaber, hvor klasser - eller hold, hvor man selv bestemmer sammensætningen - dyster mod hinanden i tværfaglige opgaver.

'DM i fagene', der er inspireret af 'DM i Skills' på erhvervsskolerne, drives af Danske Skoleelever sammen med et konsortium bestående af blandt andet Undervisningsministeriet, LO, Dansk Erhverv, Professionshøjskolen Metropol, Alinea, DI, Danmarks Matematiklærerforening og Aalborg Kommune.

Ideen om i et DM i folkeskolefagene er født af undervisningsminister Ellen Trane Nørby, og ministeriet har doneret 10 millioner kroner til projektet.