Evaluering: Rygeforebyggelse i udskolingen virker

Kun få skoler bruger Kræftens Bekæmpelses rygeforebyggende koncept X:IT. Men en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at konceptet kan halvere antallet af rygere i de ældste klasser.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skolebørnsundersøgelsen fra 2014 viser, at fem procent af de femtenårige elever ryger dagligt. Næsten hver femte ryger jævnligt, mens hver tredje har prøvet at ryge. Statens Institut for Folkesundhed har set på, hvordan systematisk forebyggelse kan nedbringe antallet af unge rygere. Forskere har evalueret Kræftens Bekæmpelses rygeforebyggende koncept til skoler X:IT, og undersøgelsen viser, at skoler ved systematisk forebyggelse kan halvere antallet af rygere.

Lotus Sofie Bast er en af forskerne bag undersøgelsen. Hun mener, at resultaterne viser, at oplysning ikke er nok til at holde unge røgfri.

"Det er kombinationen af rammer, forældresamarbejde og undervisning, der kan ændre den sociale rygekultur på skolen", siger hun til Kræftens Bekæmpelses hjemmeside.

Rygeforebyggelse med stort potentiale

Og netop de elementer er den måde, som konceptet X:IT er bygget op omkring.  Indsatsen er nemlig bygget op om tre elementer. Det første er røgfri skole - eller som minimum ingen synlig rygning på eller omkring skolen. Det næste er undervisning i 7. - 9. klasse om blandt andet socialt pres, lovgivning og markedsføring i forbindelse med rygning. Det sidste element er, at eleverne får mulighed for at indgå røgfri aftaler med forældrene.

Louise Wohllebe er projektleder for X:IT hos Kræftens Bekæmpelse. Hun fortæller, at kun cirka 40 af landets skoler arbejder med konceptet.

"Vi så rigtig gerne, at flere skoler brugte det, for nu kan vi se, hvor stort potentiale det har. I løbet af næste år vil vi gerne have dobbelt så mange med", siger Louise Wohllebe.

Totalt røgfri skoler fra 15. august

Svært at indføre røgfrie skoledage

Det har været forbudt at ryge på skolers matrikel både indendørs og udendørs siden 2012. Det har betydet, at personale og ældre elever, som ryger, er henvist til at ryge uden for skolens område. Venstre har foreslået, at skoler med unge under 18 skal være helt røgfri i skoletiden, og det håber Kræftens Bekæmpelse bliver en realitet, fortæller Louise Wohllbe.

"På den lange bane ser vi selvfølgelig gerne, at rigtig mange skoler vil arbejde med rygeforebyggelse og ser, at de spiller en stor rolle for, om eleverne begynder at ryge. Vi håber også, at regeringen får flertal til sit forslag om røgfri skoletid for elever under 18. Det vil betyde, at alle skoler uden videre kan 'sætte hak' i den ene del af X:IT. Samtidig er det den del, som skoleledere har sværest ved at indføre alene og som tit gør, at de siger 'nej, tak' til X:IT".

Læs mere

Institut for Folkesundheds undersøgelse af X:IT

 

Læs mere om X:IT