Debat
2   15

Ret og vrang på Teach First

Nu har vi igen oplevet, hvordan pressen og udtalelser fra Danmarks Lærerforening skaber grundlaget for kløfter mellem medlemmerne af samme fagforening. Danmarks Lærerforening bliver nødt til at være helt tydelige og melde klart ud – hvad er ret og hvad er vrang i forhold til Teach First, for medlemmerne må aldrig være i tvivl om, at vi er på samme side.

Der findes ikke A og B medlemmer

Det er min forståelse af Danmarks Lærerforening, at de af vores kollegaer og medlemmer, der er ansat i folkeskolen og som samtidig har valgt at læse til meritlærer via Teach First-konceptet, har præcis samme krav og ret til vores faglige fællesskab i Danmarks Lærerforening som alle andre medlemsberettigede. Jeg ved udmærket godt, at der også er et ledelsesmodul i Teach First-konceptet, men det er næppe noget, vi skal afvise for vores medlemmer. Problemet er nærmere, at der er alt for få kommuner, hvor læreruddannede bliver tilbudt gode muligheder for reel kompetencegivende efter- og videreuddannelse som fx lederuddannelse. Ydermere skaber Teach First-konceptet desværre et billede af, at de ledere, der bestemt også er brug for i folkeskolen, helst ikke skal komme fra lærernes ”egne rækker”.  Kombineret med Danmarks Lærerforenings og Skolelederforeningens princip om, at skoleledelse bedrives bedst af folk med en læreruddannelse og med grundig erfaring fra praksis, er det virkelig mærkværdigt, at der ikke er et samarbejde mellem os og de professionshøjskoler, der aflønner Teach First konsulenterne og til dagligt lever af at efteruddanne lærere og børnehaveklasseledere om at forbedre mulighederne og rammerne.

Artiklen fortsætter under banneret

Problemet i en nøddeskal

Problemet med Teach First-konceptet og de store uddannelsesinstitutioner, der står bag det, er, at det udelukkende er Danmarks Lærerforening, der påpeger og kritiserer de strukturelle problemer, der skal løses i forhold til efter- og videreuddannelse. Det er ikke nok med fine ambitioner og flotte ord om 95 % linjefagsdækning i 2020 og rekruttering af kvalificerede lærere og skoleledere. Så længe der ikke er overenskomstmæssige aftaler og en realistisk økonomi på nationalt- som på kommunalt plan, der sikrer gode vilkår for efter-/videreuddannelse, vil hverken kommuner eller den enkelte skole kunne sikre grundlaget for kvaliteten i kompetencegivende efter- og videreuddannelse og imødegå de arbejdsmiljømæssige problemer, når for mange opgaver skal løses med for få resurser.

DLF taler alle medlemmers sag

I Rødovre har jeg som formand netop budt en masse nye medlemmer velkommen til Rødovre Lærerforening ved vores årlige ”Introdag for nye medlemmer” og såvel i år som sidste år, var der også nye medlemmer, som samtidig uddanner sig til lærere via Teach First.

Vores nye medlemmer, der også læser meritlærer ved siden af, er ansat på præcis samme vilkår som alle andre – der er således ingen særlige lønfordele eller særlige arbejdstidsaftaler. Det er nye medlemmer, der er præcis lige så mangfoldige i forhold til baggrunde og bevæggrunde som alle andre.

For det første er der – efter min bedste overbevisning – intet modsætningsforhold mellem Danmarks Lærerforening og de medlemmer, der nu ansættes via Teach First- konceptet. Der har i årevis været kollegaer med andre uddannelsesbaggrunde, som eksempelvis har taget en meritlæreruddannelse. For det andet vil det være helt og aldeles utænkeligt, at jeg – eller nogen anden i Danmarks Lærerforening – vil undlade at rejse en voldsom kritik af de rammer, vores Teach First-kollegaer arbejder under. Når man både læser til lærer og samtidig har et fuldtidsarbejde er man under et enormt pres, uanset hvor meget du brænder for sagen og gerne vil det. Jeg har via netværket på skolerne i Rødovre allerede hørt om det første medlem fra Teach First, der brød sammen på lærerværelset fordi vedkommende ikke kunne få sammenhæng mellem arbejds- og familieliv og ikke brød sig om, at måtte aflyse ferien sammen med familien de næste to år, for at blive lærer.

Skrækscenariet er naturligvis, at Teach First vil blive brugt som ”bevis” på at alle kan uddanne sig uden at skulle have tid og aftalte vilkår. Bare kom i gang kammerater – I må være mere robuste.

Hvilken tillidsvalgt ville jeg være og hvilken fagforening ville Danmarks Lærerforening være, hvis ikke vi reagerede på den slags, kritiserede vilkårene og tog problemet alvorligt?

Fællesskab frem for alt

Til kongressen har vi netop besluttet at ville arbejde for at styrke fællesskabet på alle arbejdspladser med særligt henblik på at styrke arbejdsmiljøet og sikre det enkelte medlem og den enkelte arbejdsplads mod individualiseringen af de problemer, der er. Et stærkt fællesskab mellem medlemmerne, og mellem medarbejdere og lederne på den enkelte arbejdsplads er den bedste forudsætning for at løfte eventuel kritik til et niveau, der kan handle og ændre på de rammer, der er udstukket oven fra. Vi må derfor i DLF være meget bevidste om, hvordan vi udtaler os, så vi undgår de misforståelser, der sætter kunstige kiler mellem os medlemmerne. Og så vil jeg komme med en direkte henvendelse til de medlemmer, der måtte føle sig ramt af udtalelser i medierne, for medierne har en særlig evne til at klippe og fremstille ting, så det fremstår som en konflikt – husk, I er medlemmer, og vi kæmper en fælles kamp for ordentlige vilkår.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ