"Man kan ikke fungere med et arbejde eller i relationer, hvis man ikke kan give folk et tilsagn om, hvornår man eksempelvis kan arbejde”, siger lærerstuderende Jenny Maria Jørgensen.

Tusindvis af lærerstuderende er fanget i skemarod

På professionshøjskolen UCC's nye Campus Carlsberg får 2500 lærerstuderende nye skemaer hver uge. Et nyt skemasystem volder store problemer, og de kan i værste fald ikke løses i dette semester, beklager uddannelsesdirektør.

Publiceret
Jenny Maria Jørgensens skema fra den 5/9 til den 11/9 - 2016 - se nogle af hendes andre skemaer på de næste billeder
Jenny Maria Jørgensens skema 12/9 - 18/9 2016
Jenny Maria Jørgensens skema 19/9 - 25/9 2016
Jenny Maria Jørgensens skema fra den 26/9 - 2/10 2016

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Praktikplanlægning, studiejob, fritidsinteresser og familieliv. For studerende på Campus Carlsberg er livet påvirket af, at en udbygning af skemasystemet på det nye campus ikke kan håndtere, at flere uddannelser er blevet lagt sammen (Rettet 20/9, red). De studerende skulle have haft skemaer for et helt semester, men har siden studiestart i begyndelsen af september kun fået skemaer, som gælder en uge ad gangen.

"Det betyder, at vi i meget dårlig tid har fået vores skemaer at vide og stadig endnu ikke kender vores skema hele semestret, men kun kender dele af vores skema", siger Jenny Maria Jørgensen som er lærerstuderende på Campus Carlsberg og medlem af Lærerstuderendes Landskreds bestyrelse.

"Indtil nu har vi kun haft vores skemaer en uge af gangen. Men lige nu har vi fået en ekstra uge at vide, så jeg kender mit skema indtil uge 38, og så bagefter har vi så datoerne for, hvornår vi kan se nye skemaer", siger Jenny Maria Jørgensen og fortæller, at det skaber meget store frustrationer, fordi de studerende ikke har mulighed for at planlægge noget som helst uden for studiet.  

"De mennesker som engagerer sig og også gerne vil lave noget ved siden af studiet bliver jo nødt til at lave nogle aftaler. Man kan ikke fungere med et arbejde eller i relationer, hvis man ikke kan give folk et tilsagn om, hvornår man eksempelvis kan arbejde".

Skemarodet påvirker også mange skoler, da eksempelvis praktikforløb bliver sværere at planlægge. Skolerne bliver også ramt, hvis de har lærere, der er på efteruddannelse på grunduddannelsen, eller hvis studerende arbejder på skoler ved siden af studiet.

Uddannelsesdirektør: "Det er forfærdeligt"

Uddannelsesdirektør på læreruddannelsen Tove Hvid Persson beklager situationen.

"Det er forfærdeligt. Vi har simpelthen ikke noget ønske om at få et dårligt studiemiljø ", siger Tove Hvid og forklarer, hvad der udløser problemerne.

"Vi kommer fra mange forskellige uddannelser, som har haft forskellige skemalægningssystemer, som har fungeret fint. Men det har også været simple programmer. Når vi så rykker i et stort hus med rigtig mange studerende, så rækker de systemer ikke, så der skal bygges optimeringsmaskiner ovenpå. Og det er gået galt".

Hun fortæller, at ledelsen modtager mange mails og henvendelser og helt klart kan mærke frustrationen på uddannelsen. Desværre kan det tage lang tid, før it-systemerne kan løse opgaven.

"Der er risiko for, at det fortsætter frem til jul. Hyppigheden af skemaerne bliver længere og længere, men i worst case så er det først fra næste semester, at det fungerer fuldstændig optimalt", siger Tove Hvid.

Også underviserne på Campus Carlsberg kender kun skemaerne kort tid frem, hvilket udfordrer planlægningen af undervisningen.  Men Tove Hvid tror ikke, at det kommer til at gå ud over kvaliteten af undervisningen.

"Jeg får rigtig mange vrede mails fra studerende, men de skriver også, at de alt andet lige er imponerede over, at underviserne leverer topkvalitet. Vi har simpelthen megadygtige underviserere", siger Tove Hvid.  

Powered by Labrador CMS