Jeg er ikke jurist, men jeg vover pelsen:

Juridisk set kan en forpligtelse opstå som en eksplicit aftalt eller pålagt pligt eller som kutyme. Før 2013 indeholdt såvel de centrale aftale som de lokale aftaler pligter (og rettigheder) for lærerne. Men det har aldrig været formuleret eksplicit i en overenskomst - central eller lokal - at lærerne var forpligtede til at lave egne undervisningsmaterialer.

Frem til og med OK05 opererede hovedaftalen med 175 timer om året af til forberedelse og faglig ajourføring - posten hed vistnok individuel tid. Men »forberedelse« var ikke produktion af materialer; den var at sætte struktur på arbejdet og være forberedt til at forestå undervisningen, der oftest baserede sig på et forlagsmateriale, som læreren kunne følge slavisk eller tillempet efter sit eget hoved. Med OK08 overgik individuel tid til faktortiden - men opgaven var den samme. Hvis læreren - for at forbedre elevernes udbytte af undervisningen - lavede egne materialer, der skulle supplere eller erstatte forlagenes materialer, var det ikke noget, han var forpligtet til, men noget han gjorde på eget initiativ, drevet af engagement og entusiame.

I spørgsmålet om ejendomsretten til de undervisningsmaterialer, læreren laver selv, kan KL således ikke påkalde sig noget historisk belæg for sit krav. Det, lærerne fik løn for, var den immaterielle undervisning: at de lærte børnene noget. Det materielle grundlag for denne undervisning var slet ikke inde i billedet.

Da jeg i sin tid tog kørekort, udfordrede kørelæreren en aften vores logiske sans i teoriundervisningen.

Spørgsmål: Kræver loven, at bilen har et reservehjul? Svar: Nej.

Spørgsmål 2: Hvis bilen har et reservehjul, skal det så være lovligt?

Det var der nogle, der mente, mens vi var andre, der mente nej - ud fra det ræsonnement, at når bilen ikke skal have et reservehjul, er spørgsmålet om lovlighed af et reservehjul, der alligevel forefindes, irrelevant.

På samme måde med spørgsmålet om lærernes egne undervisningsmaterialer: Når lærerne ikke skal lave egne materialer, er spørgsmålet om ejendomeretten til disse eventuelle materialer irrelevant.

Hvis KL alligevel kræver ejendomsret til lærernes materialer, kan det kun ske ud fra denne argumentation: »Du har ikke pligt til at lave dine egne materialer, men hvis du alligevel gør det, så kræver vi ejendomeretten til dem!«

Jamen, så laver jeg da ingen materialer!

Med afsæt i tidligere overenskomster har lærerne som sagt ikke en sådan pligt, da denne ikke er formuleret eksplicit noget sted. Og hvis KL derefter spiller kutyme-kortet, kan det kun falde ud til lærernes fordel, da spørgsmålet om ejendomeretten først er kommet på banen nu. Der er således kutyme for, at lærerne helt frem til i dag selv har bestemt over egne materialer.

Det er fint, at DLF nu tager en retssag på spørgsmålet om ejendomeretten til lærernes egne materialer. Men det ville være befriende, hvis foreningen også opfordrede lærerne til at nægte at lægge undervisningsmaterialer ind på disse elektroniske læringsplatforme, som vi - også! - har fået trukket ned over hovedet som alt andet i denne rædsel af en reform.

Kan man forestille sig, at kommunerne ville fyre alle landets folkeskolelærere, hvis de nægtede?