Debat
0   46

Kongres 2016: Fælleskraft

Kongresindlæg til punkt 5: "Medlemmernes arbejdsliv"

Kære Kongres

Som nytiltrådt Hovedstyrelse fik vi på vores opstartsseminarium blandt andet den opgave at finde frem til de værdier, som skulle tegne Hovedstyrelsens arbejde. Undervejs i disse interne Hovedstyrelsesforhandlinger kredsede vi om et ord, der ikke rigtig findes, men som forenede to for os væsentlige værdier, nemlig fællesskab og handlekraft. Ordet er ’fælleskraft’ og indeholder i al væsentlighed, hvad der er det gennemgående tema i mit indlæg: Fællesskab, handlekraft, solidaritet, involvering og håb.

Artiklen fortsætter under banneret

Én for alle - alle for én. Splittede og dog forenede. Sammen og hver for sig.

Vel er vi forskellige – fra Århus til København, fra Gedser til Skagen - men vi er først og fremmest lærere af hjerte og medlemmer af den samme fagforening. Vi skal anerkende forskelle i temperament, sindelag, politisk overbevisning og kommunaløkonomiske betingelser - men vi skal afholde os fra at dyrke forskellene og gøre en dyd ud af dem. For der er langt mere som samler, end adskiller os. 

Vi har som arbejdstagere kun én mulighed for at opnå kollektive aftaler og rettigheder. Og det er, at vi står urokkeligt sammen, hvilket slet, slet ikke er let. Vi skal nemlig forsøge at favne alle medlemmer; fra de, som på det nærmeste er klar til at gå i krig for vores idealer og arbejdsvilkår, til de, som synes, at selv den mindste forbedring er bedre end ingenting.

Langt ind i Finansministeriet findes en harmdirrende vrede og fortvivlelse over, at vi lærere fortsat ikke for alvor er kommet videre oven på lockouten i 2013. At vi bliver ved med at sprælle i nettet. Jeg tror oprigtigt, at det er kommet bag på dem, at sårene er så dybe, og vreden så bitter. Udover at de glemmer den oplagte kendsgerning, at overgrebet kompromitterede vores faglighed, selvforståelse og anseelse, glemmer de, hvad der måske er endnu værre; at resultatet af konflikten blev Lov 409, som lever i bedste velgående over det ganske land. Den er vel nok den største synder i den igangværende nedbrydning af folkeskolen og kaster såmænd også skygger dér, hvor den på papiret stort set er udrenset.  

Jeg hører fra tid til anden udtalt, at det ikke i sig selv er Lov 409, som er problemet. Det sker ud fra den antagelse, at hvis der var uanede penge i systemet, kunne Lov 409 sagtens fungere. Jeg beder inderligt om, at vi erindrer, hvad der er det bagvedliggende ledelsessyn i Lov 409. Og det ligger altså uendeligt langt fra de idealer om demokratiske processer, forpligtende, kollektive aftaler og fælles partsansvar, som er indlejret i vores forenings-DNA.

Så Lov 409 skal bekæmpes med alle forhåndenværende midler - selv den velsignede dag, hvor pengene måtte drysse ned over vort land som manna fra himlen. 

Kunne vi tydeligere - og i alle foreningens led - markere, at det for os handler om retten til medbestemmelse på arbejdets indhold og tilrettelæggelse - lig med kampen for demokrati og mod ledelsesstatens umyndiggørelse af borgere og professioner? Det er ikke alene en kamp for vores arbejdsvilkår, men for et samfund, som hylder nogle ganske andre værdier end dem, som udspringer fra centraladministrationen.

I 2013 misbrugte man sin magt til at tage aftaleretten fra os, når det kommer til arbejdstid. Det skal vi hverken glemme eller tilgive, men det er nok klogt at komme videre. Række hånden ud, selvom tanken giver os myrekryb. Gode aftaler bygger på stærke og tillidsfulde relationer. Jeg ser derfor ikke for mig, at vi kommer igennem med noget som helst frydefuldt ved OK18 eller fremover, hvis ikke det lykkes for os at etablere et mere velfungerende samarbejde med KL. Og det haster faktisk, da tilliden på nuværende tidspunkt er under nulpunktet. At tænke sig, om KL kunne stå som vores alliancepartner over for Finansministeriet?

Den første, vigtigste og måske mest principielle overvejelse, vi skal gøre os, er, om vi reelt har affundet os med, at den centrale aftaleret er faldet bort? Har vi mistet troen på, at vi kan vende tilbage til centralt aftalte og dermed landsdækkende arbejdstidsvilkår? I så fald må vi drage konsekvensen og anlægge vores strategier ud fra den kendsgerning. Arbejde for yderligere decentralisering, delegere større kompetence til kredsene og tillidsrepræsentanterne - omorganisere vores foreningsdemokrati.

Forfølger vi derimod ambitionen om en tilbagevenden til centralt aftalt arbejdstid - hvad det ellers må blive for en størrelse - må vi indstille os på, at det næppe sker uden sværdslag, mulige privatøkonomiske efterveer og et enormt pres på vores organisation, fællesskab og solidaritetsfølelse. Og vi får brug for al den fælleskraft, foreningen kan mobilisere.

I Astrid Lindgrens ’Brødrene Løvehjerte’ drager Jonatan i første omgang alene ud for at redde Orvar. Da han rider af sted, siger han til Karl, at der er ting, man er nødt til at gøre, selvom det er farligt. Karl spørger hvorfor, og Jonatan svarer med det berømte citat: “Ellers er man ikke noget menneske, men bare en lille lort.”  

Hvis vi som organisation frygter konflikt, kan vi fuldstændig forkaste tanken om at opstille krav om centrale ressourcebindende arbejdstidsbestemmelser, for vores forhandlere er aldrig stærkere end den opbakning, de har i ryggen.

Man kan finde masser af inspiration og vidtløftighed i litteraturen, men jeg taler hverken for naivitet, hovedløshed eller idealisme uden realisme. Frygt og afmagt er imidlertid nedbrydende følelser, og vi husker vel alle, hvordan det faktisk - mod alle odds - lykkes for Rosendalen at vriste sig fri af Tengils jerngreb og overvinde overmagten.

På vores kongresforberedende kursus i Hovedstaden Øst og Vest havde vi i sidste uge besøg af selveste Sine Sunesen, som gav et interessant oplæg om hendes perspektiver på OK18. Hun er nu direktør i AC, og jeg ved, at jeg ikke var den eneste, som mellem linjerne hørte hende sige, at tiden måske er ved at være inde til et ordentligt rabalderslag på det offentlige område. En storkonflikt - måske udløst af forhandlinger om reguleringsordningen - som kunne bringe arbejdsgiverne - og ikke mindst centraladministrationen – til fornyet erkendelse af styrken i den danske model: Samfundet står stærkere og mere stabilt, når arbejdsmarkedets parter gennemfører en ligeværdig armlægning i et forhandlingslokale og efterfølgende tager et fælles ansvar for resultatet.   

Frem mod OK18 har vi så sandelig brug for en fælles strategi i Danmarks Lærerforening, som også indeholder en afstemt og forpligtende kommunikation. Og vi er ikke en dag for tidligt ude. Lige om lidt er vi i gang med kravopstillingen. KL gjorde deres forarbejde forbilledligt op til 2013. Jeg anbefaler ikke, at vi kører samme indholdskommunikation, men der er måske noget at lære, når det kommer til form og timing – på nudansk kaldet ’framing’.

Jeg er selv kredsformand og kender til den irritation, det kan være, når der udløber en mere eller mindre god idé fra Vandkunsten, som jeg forventes at bakke op om lokalt. Selvom det ikke lige passer ind i de lokale processer. Men det er nok nødvendigt, at vi finder nogle mærkesager, centrale pointer og klare krav, som vi forpligter os på at kommunikere letforståeligt og vedholdende i alle foreningens led.

Jeg har lovet mig selv, at jeg ikke kommer til at bakke op om, at vi går til overenskomstforhandlinger i 2018 med så ukonkrete arbejdstidskrav som ved OK15. Vi har brug for at kunne tage stilling til et resultat på baggrund af en klarere kravopstilling - hvad var vores krav, og hvad kom vi igennem med? Vi skal ikke have endnu en urafstemning, som mest handler om, hvorvidt man har tillid til den ene eller anden part. Der har vi været, og det har givet mange ærgerlige rystelser i foreningen. Men det bliver alt andet end let, og medlemmerne har brug for fagforeningsledelse, som involverer, indgyder mod og håb, opstiller sandsynlige scenarier og anviser handlemuligheder.

I Hovedstyrelsen drømmer vi om en fagforening, som er endnu bedre til at udnytte vores enorme medlemsressourcer. En fagforening, som har høje forventninger til medlemmernes engagement, aktive deltagelse og lyst til at bidrage. En fagforening, som i højere grad løser problemerne sammen med medlemmerne end for dem. Den involverende fagforening skaber fælleskab og handlekraft i alle foreningens led. Vi kan ikke alle tage lederskabet på os, men alle kan tage ansvar for at deltage og føle en stærk kollektiv forpligtelse til at gøre en forskel for vores fællesskab. Det får vi brug for frem mod OK18.  

Lad os få en god debat her i kongressen, og lad os så sætte fælleskraften fri.     


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ