Vi gennemlever en tid, hvor menneskelig fremmedgørelse er ekstrem. 

Jeg tænker, at mennesket er den eneste levende art, der kan udvikle en kultur, der er fremmed for dets natur. Alle andre levende arter på Jorden er i langt videre udstrækning styret af deres instinkter.

Men mennesket har udviklet en evne til at filosofere - til at forholde sig til sig selv - til at kommunikere præcist og nuanceret via et højt udviklet sprog. - Netop derfor adskiller vi os fra alle andre levende arter ved, at vi har ansvar for det liv, vi lever. 

Men denne evne til at kommunikere og analysere indebærer samtidig en risiko for, at vi skaber en kultur, hvor vi ikke længere har hjemme. - I en sådan kultur kan mennesker finde på at tale om 'at lære at lære'. - For i en sådan kultur  er man kommet et meget kunstigt sted hen, hvor man ikke længere er i kontakt med den dybeste, naturlige livskilde. Man er ofte ikke forbundet med sine små nyfødte børn på et dybt nærværende plan. Fordi man selv er skadet. En skade, der går uendeligt mange generationer tilbage, og som har ramt de enkelte individer af menneskearten med forskellig styrke. 

For vi ved ikke længere som en selvfølgelig sandhed om vores art, at det lille barn kommer til verden med en nysgerrighed og vilje til at blive et dygtigt menneske. På alle planer. - Vi ved ikke længere, at det lille nye menneskevæsen har et medfødt behov for en lang periode med tilknytning til sine primære omsorgspersoner. Derfor kan vi finde på - som kultur - og som en helt almindelig og accepteret foreteelse - at tage vore små nye verdensborgere fra 10 mdrs. alderen ud af det rigtige liv med deres primære omsorgspersoner - og placere dem hele lange arbejdsdage i institutioner, hvor fremmede skal tage sig af deres udvikling. 

Den helt naturlige og meningsfulde ramme om det at lære, d.v.s. tilegne sig viden om, hvordan man bliver et dygtigt voksent menneske - ja, den har vi de sidste par generationer fjernet. Og dermed mener jeg, at vi i vid udstrækning har fjernet muligheden for en meningsfuld livssammenhæng, hvor læring helt af sig selv kunne finde sted. 

Med denne erfaring i bagagen, og når vi nu er kommet helt derud, hvor vi må have mulighed for at høre fremmedgørelsen i et udtryk som 'at lære at lære', tænker jeg vi har de bedste betingelser for at indrette et samfund, med en drastisk nedsættelse af det daglige antal timer på arbejdsmarkedet for børnefamilier. 

Vi må skabe rum for et liv med hinanden og med vore børn, et liv, hvor meningsfuld indlæring kan finde sted i alle de levende sammenhænge, barnet indgår i. Her kan grundlaget blive lagt for den gode undervisningssituation, hvor det barn, der har fået en naturlig og betydningsfuld plads i livet, har mulighed for at møde den lærer, der selv har arbejdet på at hele sine værste kulturpåførte sår, som derfor magter en høj grad af nærvær, og som engageret gør sit bedste for at give det stof videre, han/hun brænder for.

Som jeg ser det, vil vi - med den erfaring og indsigt, vi har erhvervet - nu kunne skabe et liv med hinanden og vore børn, hvor disse børn vil få mulighed for at 'stå fast', fordi de har erfaret et meningsfuldt 'ståsted' i tilknytning til deres primære omsorgspersoner. På denne grund kan den gode skole bygges.