Kontrol og styring er blevet almindelige og højt prioriterede elementer i folkeskolen. Skolerne skal præstere synlige læringsresultater målt med bl.a. de nationale test, og overalt er der fokus på elevernes faglige, synlige progression. Mange skoleledelser stifter i denne tid bekendtskab med ”elevcentreret ledelse”, der har til formål at koble ledelse og elevpræstationer, og i mange kommuner arbejder man ud fra principperne om ”synlig læring”. Blikket er altså i mange henseender rettet mod det målbare.

Det kan der være flere gode og helt legitime grunde til. Selvfølgelig handler god undervisning også om at skabe synlige læringsfremskridt for eleverne. Det er indiskutabelt. Men der er også grund til bekymring. For når det målbare sættes højst på den pædagogiske dagsorden, har det selvsagt meget stor betydning for det, der helt konkret foregår i klasseværelserne. Der praktiseres en undervisning, der kan genere synlige data om elevernes læring, for det bliver en udbredt og altdominerende del af lærernes praksis at undervise målrettet og resultatorienteret.

Men undervisning er så meget andet end dét. Fagene har bredt formulerede og langsigtede fagformål. Eleverne skal udvikle komplekse faglige kompetencer. Og skolen har som en af sine primære opgaver at bidrage til elevernes demokratiske dannelse. Alt sammen eksempler på faktorer, der er svære at indkredse i snævre tests.

I værste fald bringes disse aspekter af skolens virke altså mindre og mindre i spil i jagten på det kortsigtede og målbare, og det kan have voldsomme følger – både for elevernes læring og dannelse og for skolen som institution.

Men også for lærerne som faggruppe. Igennem både uddannelsesforløb og arbejdsliv har lærerne tilegnet sig en stor både teoretisk og praktisk viden om, hvad god undervisning er, og om, hvad formålet med at holde skole i Danmark er. Men når der rettes så skarpt et blik på kun én del af pædagogisk praksis, er der mange facetter af den, der ikke udfoldes og prioriteres. Og dét rammer lærernes faglighed. En engageret og professionel lærergruppe arbejder under forhold, hvor den kan udfolde hele sin faglighed og alle sine kompetencer og levere en undervisning, der skaber de bedst mulige rammer om elevernes mangefacetterede læring og udvikling og om opfyldelsen af skolens formål. Det er dét, lærerne er eksperter i. Og er det ikke muligt, kan det meget vel medføre utilfredshed, manglende engagement og faglig desillusion. Og dét har skolen og eleverne lige netop ikke brug for, hvis de skal blive så dygtige, som de kan!