Rune Ibsen sørger for, at skægget er trimmet, men han lader det gro, indtil han får en arbejdstidsaftale.

Lærer har ladet skægget gro siden lovindgrebet

Lærer Rune Ibsen, 38, har besluttet at lade skægget gro, indtil han og hans kolleger igen får en arbejdstidsaftale.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I maj 2013 havde tillidsrepræsentant og lærer på Bagsværd Kostskole og Gymnasium Rune Ibsen hverken mange hår på issen eller hagen. I dag bærer han et skæg, der når til midt på brystet. Og det kan nå at blive meget længere for meldingen fra Rune Ibsen er klar: Han klipper ikke skægget, før han får en arbejdstidsaftale for skolens lærere.

"Da lov 409 blev indført, og det gik op for mig, at jeg ikke kunne få en lokalaftale, så bestemte jeg mig for, at jeg ville lade det gro indtil, jeg fik en arbejdstidsaftale igen", siger Rune Ibsen.

Eleverne bliver ikke inddraget i protest

I begyndelsen holdt han sin beslutning for sig selv, men efterhånden er flere kolleger indviet i protesten.

"De synes, det er lidt sjovt", siger han.  "Det er meget barnagtigt, men nogle gange, når noget løber hen over hovedet på én, skal man finde en måde at reagere på, og det blev min måde".

Han fortæller dog ikke om bevæggrundene, når forældre eller elever er til stede.

"Jeg har ikke haft travlt med at være politisk over for hverken elever og forældre. Men de har bemærket skægget", siger Rune Ibsen.

I 2. klasse sagde han til eleverne, at han ville klippe skægget af, når alle elever kunne tabellerne.

"Men jeg kan stadig fange nogle, der ikke kan - og det bliver jeg helt sikkert ved med at kunne".

Hverdagen fungerer uden aftale

På Bagsværd Kostskole og Gymnasium er grundskolelærerne medlem af Danmarks Lærerforening og på en statslig overenskomst. Skoleledelsen har lavet en rammebeskrivelse for arbejdstiden på skolen.

"Mange af tingene foregår som før, og egentlig er det meget fornuftigt, men der er ingen aftale, og vi mangler nogle greb, som vi havde tidligere", siger Rune Ibsen.

I dag aftaler den enkelte lærer rammerne for sin arbejdstid direkte med ledelsen.

"Det fungerer egentlig godt. Men problemet er, at de kolleger, der enten har for mange opgaver eller ikke kan begrænse, hvor meget de arbejder, er svære at hjælpe.  Vi har ikke kunne aftale nogen form for tidsregistrering. Men den brede skare af kolleger er tilfredse, og jeg har en fornuftig dialog med ledelsen".