Da Nadia Mosbæk mødtes med Mumen i starten, tog de på biblioteket og lavede lektier, men Nadia Mosbæk fandt hurtigt ud af, at Mumen havde mere brug for at komme ud at se noget.

Lærer og mentor: Verden er større end rundt om ens egen navle

Da lærer Nadia Mosbæk blev mentor for en ti-årig dreng, var det med ønsket om at skabe et formål med at ses. Ungdommens Røde Kors søger flere frivillige mentorer til udfordrede børn.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når 32-årige Nadia Mosbæk skal se tilbage på de sidste syv måneder som frivillig mentor, er det ikke svært at finde de gode minder frem. Sammen med Mumen på nu 11 år har hun blandt andet være på zoologisk museum - Mumen er glad for dinosaurer - og i Faxe kalkbrud på jagt efter hajtænder.

"Det har været meget berigende at være mentor. Jeg har ikke selv nogen børn, så det har været enormt hyggeligt at bruge tid med sådan en dreng som Mumen og være lidt barnlig igen. Jeg er kommet ud og har set ting, som jeg måske ikke normalt ville gøre. Det er svært at forklare, hvad det giver, men det er fantastisk at se et barn blive vildt begejstret over en ny oplevelse", siger Nadia Mosbæk.

Sidste år meldte hun sig som frivillig til Ungdommens Røde Kors' mentorordning, som er en ordning for udfordrede børn og unge. Børnene, som er med i ordningen kæmper måske med ensomhed, har det ikke godt i skolen eller har forældre, som har problemer. En mentor kan for eksempel hjælpe med lektier eller tage barnet med på ture.

Anmeldelse: En stor håndsrækning til mentorarbejdet 

Tage under sin vinge

Til dagligt er Nadia Mosbæk lærer på Skolen i Sydhavnen i København. Hun havde i flere år haft interesse i at blive "voksen-ven" eller frivillig på lektiecafé, men endte med at blive mentor, fordi hun kunne se et formål med at mødes med barnet.

"Det er spændende at være med til at støtte et barn i at have en god hverdag og kunne vise dem noget, som de måske ikke får set derhjemme. I nogle tilfælde fordi deres mor og far ikke har overskud eller tid til det", siger Nadia Mosbæk. 

Hun møder ind i mellem de samme typer børn, når hun er på arbejde i skolen, men her har hun ikke samme mulighed for at hjælpe dem.

"Som lærer har jeg tit haft elever, som jeg har haft lyst til at tage under min vinge, men det kan man ikke som lærer. Man kan ikke pege en enkelt elev ud og tage ham med ud at se et eller andet. Det er ofte børn, som har udfordringer, der måske ikke er kæmpestore, men som efter skole bare render rundt på gaden. De oplever og ser ikke rigtig andet end det område, de bor i", siger Nadia Mosbæk og forstætter:

"At kunne vise et barn at verden er større end lige rundt om ens egen navle - det er fedt". 

Vejen-skole har succes med mønsterbrydningsprojekt

Kræver engagement

Til december har Nadia Mosbæk været mentor for Mumen i et år, og så skal hun være mentor for et nyt barn. Det passer hende fint, at der er en tidshorisont på samarbejdet, men hun håber på at fortsætte med at se Mumen, også selvom det ikke bliver lige så ofte.

Det kræver nemlig noget tid at være mentor. Ungdommens Røde Kors forventer, at mentor ses med barnet tre gange om måneden. Det har Nadia Mosbæk og Mumen gjort, og de bruger cirka et par timer sammen hver gang. Man skal altså være opmærksom på, at Ungdommens Røde Kors søger mentorer, som brænder for arbejdet.

"Det er vigtigt, at man er klar over, at man forpligter sig. Der er en forventning om, at man gør et stykke arbejde, selvom det er frivilligt. Man skal gøre det, fordi man synes, det er interessant, og man har noget at byde ind med", siger Nadia Mosbæk, som har et par råd til, hvordan man bliver en god mentor:

"Man skal ikke tro, at man skal ind og redde nogen. Mød børnene på deres præmisser. Find ud af, hvem de er. Lad dem vise, hvor de går i skole, og hvilket område de bor i. Det er måske ikke så nemt at finde noget, man har til fælles med en ti-årig dreng, men prøv", siger Nadia Mosbæk.

I skrivende stund har 73 meldt sig som frivillige mentorer, men Ungdommens Røde Kors søger i alt 444 personer til arbejdet. Du kan læse mere i nedenstående link.