Anmeldelse

Sammenhæng, struktur og stjerneskud

Let at gå til, afvekslende og indbydende. Læreren skal dog helst kende til genrepædagogik, hvis hun skal have det fulde udbytte.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Dansklærerforeningen har udgivet "Stjerneskud" til brug i 1.-4. klasse, og nu er bøgerne til 5. og 6. klasse udkommet. Materialet består af en fyldig lærervejledning til "Stjerneskud" 1-3 og arbejdsbøger til alle klassetrin. "Stjerneskud" 4-6 er selvinstruerende og altså uden en særskilt lærervejledning.

Fakta:

Titel: Stjerneskud 5 og 6

Forfatter: Grete Wiemann Borregaard

Pris: 98,75

Sider: 87

Forlag: Dansklærerforeningen

"Stjerneskud" 5 og 6 er lette at gå til. Opgaverne er let forståelige, så måske er lærervejledningen faktisk til at undvære. Dog forudsætter det fulde udbytte af bøgerne, at man er helt dus med den valgte terminologi, ligesom et kendskab til genrepædagogik vil være en god følgesvend i arbejdet med "Stjerneskud". Et par sider gode råd til læreren ville ikke have været helt overflødige.

Styrken i "Stjerneskud" er strukturen og sammenhængen. Opgaverne er velstrukturerede og fremadskridende. De giver umiddelbart mening, og når en tekst præsenteres, bruges den til flere på hinanden følgende uafhængige opgavetyper. Der bliver således en ekstra gevinst til arbejdet: Teksten bliver behandlet i dybden, mens man arbejder med grammatiske, ortografiske eller genrerelaterede opgaver. Gennemgangen af de forskellige emner relateret til teksterne får karakter af dekonstruktion, så eleven efter gennemgangen er klar til at konstruere egne tekster med større genremæssigt overblik.

Opgaverne veksler mellem holdningsprægede debatter og konkrete grammatiske øvelser. Forlæggene er spændende og indbydende.

Lærervejledningen gælder som nævnt de første tre årganges materiale, men den indeholder samtidig en række brugbare, velargumenterede og velunderbyggede betragtninger over læse-, stave- og skriveindlæring, som er nyttige også for lærere på mellemtrinnet. Der er gode råd til øvelser, der er forslag til evaluering og feedback. Der er gennemgange, som også kan bruges til at forklare undervisningsmetoder og indlæringsstrategier for forældrene. Lærervejledningens styrke er, at den formår at beskrive, underbygge og forklare i et sprog, som gør den aldeles overkommelig at læse.