Som lærer er man ’alene-mager’, påpeger Lise Witfelt. Så den holddeling, der egentlig er nødvendig med den kæmpe niveauforskel, der er i engelsk, må man gennemføre i form af undervisningsdifferentiering.

Lærer: Niveauforskel i engelsk er en stor udfordring

Spredningen i elevernes faglige niveau i engelsk er blevet så stor de senere år, at en form for holddeling - selvom man kun er én lærer – er næsten den eneste mulige løsning, oplever lærer Lise Witfelt.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Rigtig mange elever klarer sig godt i engelsk og får 12, men der sidder mange elever i klasserne, som intet siger, og det er en udfordring", fortæller lærer Lise Witfelt, Holbæk By Skole, afd. Bjergmarken. 

Højere karakterer i engelsk: Danske elever ER blevet bedre til engelsk

"Det er noget, vi taler om. Også på vores seneste møde blandt engelsklærerne i vores pædagogiske læringsfællesskab. Det er noget alle kan genkende", siger Lise Witfelt og forklarer forskellen således:

"Nogle elever er for eksempel gamere, andre ser rigtig meget tv, og disse elever har udviklet deres mundtlige sprog helt vildt. De elever, der ikke gør det - og hvis forældre ikke taler engelsk med dem - kan slet ikke følge med, siger Lise Witfelt.

Det betyder ifølge hende, at samtaleniveauet i klassen bliver meget højt, og når man så ikke er en del af det fællesskab i klassen, der har et højt niveau, så kan man slet ikke byde ind med noget.

"Det giver en meget skæv fordeling i klassen  - det betyder også en opdeling af klassen. Enten ligger man på 10 eller 12 - eller også på 0 eller 2, siger Lise Witfelt.

 For nylig viste tal fra Undervisningsministeriet, at andelen af elever, der får 12 i engelsk er på få år vokset til en fjerdedel.

Debat: Børn skal fejle og lære af det 

Skal de tavse have 0?

"Der er et stort, fagligt spring mellem de dygtigste og de svageste elever. Og man kan som lærer ikke undervise på et  gennemsnits-niveau, for så er der ingen af eleverne, der får glæde af det, siger Lise Witfelt.

Lise Witfelt har faktisk kontaktet Undervisningsministeriet og spurgt til, hvordan hun skal give mundtlig karakter til de elever, der slet ingenting præsterer i timerne. I blandt dem er der elever, som måske endda begynder at græde eller pjække for at undgå at forsøge sig på engelsk foran kammeraterne. 

"Skal jeg så give disse elever 0? Det kan jeg ikke, så må jeg vurdere eleverne, gætte mig frem til deres niveau - eller jeg må tale med dem alene, så jeg kan vurdere deres mundtlige formåen i engelsk. Det kræver jo en enorm indsats, når eleverne ikke tør tale i klasserummet", siger Lise Witfelt, som håber, der kommer noget forskning på området, men også noget kollegialt udviklingsarbejde.

Det er svært at lave fælles undervisning, fordi de dygtige elever ikke har tålmodighed til det.

"Når man er virkelig dygtig og næsten to-sproget, er det svært at sidde og høre på nogen, der nærmest ikke kan danne én sætning".

Holddeling eller undervisningsdifferentiering

Hendes klare fornemmelse er, at der er sket et skred i karaktererne - en polarisering, hvor de gode i klassen groft sagt får topkarakterer, mens de ikke så dygtige får bundkarakterer - sådan er det de steder, Lise Witfelt kender til. Hun har tidligere i Odsherred og på Frederiksberg og er uddannet i lærer i 1988. Desuden  har hun en Master i Ikt og Læring fra Aalborg universitet. 

"I de nye, mundtlige prøveformer kan eleverne være meget velforberedte. Mange af dem er i stand til at læreden første del af prøven, hvor de skal de præsentere selvstændigt, udenad"

"Som erfaren lærer kan du godt høre, om eleven lært det her udenad eller formulerer det lige nu. Meget usikre elever 'overindlærer' det, de skal fremlægge. Men det betyder også, at så har de jo fået sagt noget, og så har de vel reddet et 02-tal".

"På nogle skoler har jeg oplevet, at de dygtigste elever er dygtigere end læreren. De har et formfuldendt engelsk, og de har en udtale, de har måske interesseret sig meget for fantasy eller de ser film og tv-serier, så de måske taler med L.A.-accent, fortæller Lise Witfelt.

Lise Witfelt ville gerne bruge svære tekster, komplicerede dilemmaer og rollespil, som kunne udfordre de dygtigste:"Men så sætter jeg nogle andre elever helt ud af spil. Jeg har nogle elever, der slet ikke har lyst til at udtrykke sig. Måske handler det også om tidens krav om perfektion om ikke turde fejle, siger Lise Witfelt og lægger vægt på, at hun som lærer skal modarbejde den forestilling om at kun det perfekte er godt nok.

"Som lærer er det også i orden at lave en smutter - og vise eleverne, at man kan lave fejl. Dermed siger man: Jeg er jo et menneske, jeg er også selv ved at udvikle mig - så man selv forholder sig åbent, positivt og accepterende til sine egne fejl".

Hun underviser en 8. klasse, og hun vurderer at over halvdelen af eleverne på det helt høje niveau.

Lise Witfelt mener at niveaudeling i form af undervisningsdifferentiering er vejen frem.

"Udfordringen for mig er at holde op med at blive på mellemniveauet i undervisningen. Jeg skal dele mig selv - jeg skal være to lærere. Jeg skal give opgaverne på engelsk til nogle af eleverne. Til de andre skal jeg bagefter sige det samme på dansk på to andre niveauer - så skal vise at det her er noget nyt og at vi gør det på en ny måde. Og så skal vi lave fremlæggelser i små grupper."

Én sætning pr. elev hver time

Hun har talt med sine kolleger om at lægge et forløb ind i hver time, hvor man sikre, at hver elev får sagt en sætning.

"Holddeling er løsningen på mange ting, men det er svært at gøre uden resurser. Vi kan ikke sidde og vente på at der kommer resurser, så taber vi nogle elever".

"For hvert minut, jeg beslutter mig for at differentiere, er der så noget andet, jeg ikke når. Det skal ikke lyde som klynk, men det er bare den virkelighed, vi har", siger Lise Witfelt, der har 27 lektioner om ugen.

Powered by Labrador CMS