Konkurrencestat, inklusion og skolereform. Hvordan navigerer lærerne idet krydspres de udsættes for, spørger Gitte Langmach Jacobsen. "Konkurrencestaten er blevet den dominerende betegnelse for den aktuelle måde at styre et land på, hvor det afgørende udgangspunkt tages i en optimering af den nationale konkurrencedygtighed", refererer hun Ove Kaj Pedersen, som med sin bog "Konkurrencestaten" har betydet meget for de senere års samfunds- og skoledebat.

"Jeg er interesseret i at undersøge, hvorledes samfundsændringer trænger ned gennem folkeskolen", siger Gitte Jacobsen. I sit professionsbachelorprojekt fra Læreruddannelsen i Esbjerg ved University College Syddanmark, spørger hun, hvilke initiativer og tiltag, der bliver gennemført, for at sikre, at praksis bliver ændret, og hvordan påvirker det lærerens praksis.

Med fokus på, hvordan det går 'gråzonebørn' undersøger hun, hvordan inklusionsloven fra 2012 og folkeskolereformen fra 2013 implementeres. Ved at tale med lærere på to skoler i Esbjerg Kommune og læse skolernes officielle udmeldinger, undersøger hun de sammenstød mellem holdninger og initiativer, som virker ind på lærernes praksis.

"Hvorledes kan man som lærer navigere i krydspresset mellem konkurrencestatens syn på læring og den inkluderende lærers rolle i praksis", spørger hun i projektets problemformulering.

Der skal produceres arbejdskraft

'Indenfor konkurrencestaten er de økonomiske forhold overordnet i forhold til andre politikområder', skriver Knud Illeris i bogen "Læring i konkurrencestaten".

"Udgangspunktet i konkurrencestaten er, at eleverne skal opnå kompetencer og færdigheder, så de kan facilitere markedet, og skolen skal som institution producere kvalificeret arbejdskraft. Skolen bliver, som Ove Kaj Pedersen ser det, bidragsyder til samfundets økonomiske konkurrenceevne og skal bidrage med 'soldater i nationens konkurrence', og dermed bliver uddannelse en del af beskæftigelsespolitikken", siger Gitte Jacobsen.

I forbindelse med ændringen af folkeskolens formål i 2006 er det blevet specificeret, at skolen nu skal give elevernes kundskaber og færdigheder, der forbereder dem til videre uddannelse. Deri ligger implicit, at skolens formål er at uddanne til arbejde og arbejdsliv, siger hun. 

Evalueringsinstituttet udsendte i 2013 rapporten 'Udfordringer og behov for viden', som siger, at et af de største problemer for skolen er, at 'der på flere niveauer er tale om et mismatch mellem idealet om en rummelig skole på den ene side og skolens konkrete virkelighed på den anden side'. "Lærerne i rapporten giver udtryk for, at de ser værdien i, at folkeskolen kan rumme alle børn, og at skolen dermed kan give eleverne de bedste betingelser for læring, men at de samtidig oplever, at de i deres daglige praksis har svært ved at skabe rummelige og inkluderende læringsmiljøer. Lærerne understreger, at de mangler nogle redskaber for at kunne løse inklusionsopgaven", skriver Gitte Jacobsen.

Fra etik til økonomi

Med Salamancaerklæringen og FN's Handicapkonvention er inklusion et ideal om en verden, hvor alle har lige ret til samfundet og skolen.

"Det gør, at man politisk kan gennemføre en inklusionslov med henvisning til de etiske principper, der findes i både erklæringen og konventionen, og samtidig have fokus på, hvad der er bedst for samfundet, som i konkurrencestatens optik er at producere uddannede borgere til arbejdsmarkedet med de lavest mulige omkostninger", siger Gitte Jacobsen.

Det betyder, at det er svært at adskille den politiske inklusionsdiskurs fra den økonomiske, for i konkurrencestaten er økonomi samfundets paradigme. Det kan for eksempel ses ved, at inklusion nævnes i aftalen om kommunernes økonomi fra 2013, hvor det står, at i 2015, skal 96 procent være inkluderet i folkeskolen. "Det vil sige, at de politiske og de økonomiske inklusionsdiskurser nærmest er uadskillelige. Beslutninger om inklusion tages ud fra et økonomisk perspektiv; her vil målet være, at flere elever inkluderes i folkeskolen, og at produktiviteten dermed stiger. Den produktivitet, som folkeskolen skal levere til arbejdsmarkedet i form af flere "soldater" til brug for nationens konkurrenceevne", skriver hun.

Proaktiv undervisning eller dressur

I gennemgangen af de praktiske konsekvenser af folkeskolereformen fokuserer Gitte Jacobsen på de nye Forenklede Fælles Mål og kravet om målstyret undervisning.

Forskningschef Andreas Rasch-Christensen ser målstyret undervisning som en proaktiv undervisning, der signaler, at lærerne vil et bestemt sted hen med eleverne. Læringsmålene gør undervisningen transparent og viser lærer og elever, hvilke læringsmål undervisningen leder hen imod, refererer hun. Lektor Brian Degn Mortensen, som har skrevet en bog om konkurrencestatens pædagogik, mener derimod, at målstyret undervisning minder om dressur. Indholdet i undervisningen bliver negligeret og betragtes alene som middel til arbejdsmarkedets kompetenceproduktion.   

Professor Knud Illeris siger, at når reformen har så stort fokus på læringsmål, og skolen generelt fokuserer på tests og eksamener, 'forsømmer man fuldstændig den del af læringen, som handler om identitetsdannelse', mens han professorkollega Jens Rasmussen mener, at målene, som er fastsat af staten, skal være med til at sikre, at eleverne kommer et bestemt sted hen fagligt. Det handler om videnskab, om hvad der virker, så eleverne opnår det bedst mulige resultat af deres skolegang.

Selv siger Gitte Jacobsen, at når man styrer efter bestemte mål, er det vigtigt at være opmærksom på, at der er nogle ting, som man ikke har opmærksomhed på. "Det er vigtigt at have for øje, at eleverne også lærer andet end det, vi har sat os for at måle", skriver hun og refererer Basil Bernstein, som ser uddannelsesreformer som et resultat af kampe, der kæmpes for at frembringe og institutionalisere særlige identiteter.

Lærere og ledere ser forskelligt på læring

I en analyse af en række lærerinterview viser hun, at lærernes grundlæggende antagelser om skole og undervisning handler om frihed og anerkendelse. "Der eksisterer for alle lærere et frihedsideal i forhold til deres faglighed og et ønske om at anerkende eleverne som mennesker. Det ligger som grundlag for alle deres beslutninger i forhold til deres undervisning og deres omgang med eleverne. På trods af krav om øget dokumentation og nye forenklede Fælles mål opretholder lærerne deres pædagogiske metodefrihed og deres indholdsfaglige frihed. Lærerne i mine interviews vælger for eksempel aktivitet før mål, anvender mål og dokumenterer, der hvor det giver mening for dem, og omformulerer mål til fokuspunkter for undervisningen", skriver hun.

Ledelsens og skolens officielle læringssyn tager udgangspunkt, at læring er at tilegne sig nogle bestemt færdigheder og kompetencer, som kan måles og sammenlignes - i konkurrencestatens opfattelse af skolens rolle. Lærerne står altså i et dilemma, da det drejer sig om at forene to forskellige lærings- og menneskesyn, som anfægter hinandens grundlæggende antagelser, siger hun i projektets konklusion.

Gør som staten dikterer

Lærerne kan vælge at vedkende sig forpligtelsen til at løse de opgaver, som staten dikterer. Det gælder både i forhold til folkeskolereform og inklusionslov. De kan ensrette deres undervisning i egne klasser og på tværs af klasser, årgange og skoler, og via evalueringer kan de dokumentere, at alle elever lever op til Forenklede Fælles Mål. Men det vil være en meget svær proces, siger Gitte Jacobsen. For lærerens grundlæggende antagelser bygger på autonomi og demokrati, og ændring af deres holdninger vil være særdeles vanskelig, da det vil udløse en grundlæggende utryghed, som kan sætte forsvarsmekanismer i gang, der betyder, at lærerne søger sammen med personer med samme antagelser.

Gør som I plejer

Alternativt kan lærerne 'gøre som de plejer'. De kan tilpasse sig symbolsk til omgivelsernes krav, men ikke ændre nævneværdigt på den daglige praksis. Men konsekvensen kan så være strammere lovgivning, for at få lærerne til at rette ind.

"Dermed bliver lærerens autonomi langsomt mere og mere indskrænket, og de risikerer til sidst at miste retten til at vide bedst i forhold til pædagogiske arbejde og elevernes læring i skolen, og dermed mister lærerne deres ret til at bestride de arbejdsfunktioner, de har i kraft af deres uddannelse", siger hun.

Sæt ord på det I kan

Lærerne skal handle, mener Gitte Jacobsen. De skal tage situeret professionalisme med i sproget og så sætte fokus på, at det er det, de kan. Lærerne kan tage deres viden og handle, vurdere og reflektere. Deres viden kommer blandt andet fra international forskning, men også fra deres praksiserfaringer. Lærerne skal sætte ord på, at de kan noget særligt. De skal forene det pædagogiske og det normative med det didaktiske og derigennem skabe læringsmiljøer, som sikrer imødekommelsen af det enkelte barns behov og skaber individer, der kan være med til at forme virkeligheden, mener hun.

Lærerne skal anskue inklusion som en professionsdiskurs og koble inklusion med deres lærerfaglighed. Idealerne om at skolen skal give børn, uanset behov, de bedste betingelser, for læring skal italesættes, og lærerne skal arbejde med inkluderende læringsfælleskaber, hvor inklusion skabes socialt via relationerne til eleverne og gennem faglighed og læring.

"Jeg mener, det er den vej, lærerne er nødt til at bevæge sig, og vejen kan findes via folkeskolereformen, hvor et af de tre hovedformål er at 'tilliden til og trivslen i folkeskolen skal styrkes blandt andet gennem respekt for professionel viden og praksis'", siger Gitte Langmach Jacobsen. "Konkurrencestaten er et valg vi træffer, ikke et vilkår", hedder det i projektets sidste sætning.

Se hele professionsbachelorprojektet: