Jeg har valgt at skrive denne artikel efter jeg i gennem en årrække har arbejdet, som Special lærer, i det specialpædagogiske felt, herunder på Dagskoler og Kommunale Specialskoler. Jeg har her ofte mødt en organisering, hvor man vælger, at etablere og drive specialskoler, der alene fokuserer på curriculum og samtidig understreger, at man ikke arbejder med dagbehandling.

Dagbehandling er, i min forståelse, at lære barnet at indgå i større sociale sammenhænge, at kunne håndtere følelsen af afmagt, at kunne leve med en diagnose eller være i stand til at indgå i sociale fællesskaber sammen med andre elever. Dagbehandling handler derfor, i vid udstrækning om at hjælpe eleverne til at udvikle strategier, der skal gøre dem i stand til at interagere med deres omgivelser på trods af de udfordringer de møder fællesskabet med.

Mit specialpædagogiske fokus tager udgangspunkt børn med diagnoserne ADHD og Autisme Spektrum Forstyrrelser. Begge diagnoser er kendetegnet ved markante udfordringer i forhold til interaktionen med omgivelserne. Disse udfordringer kan variere i styrke og nogle børns udfordringer er så store, at de ikke kan indgå i almenskolen, medens andre kan indgå i skolen helt eller delvist efter at have trænet og udviklet strategier, der gør dem i stand til at kompensere for de udfordringer de har. Andre igen når ikke dette niveau af sociale kompetencer og bliver derfor visiteret til Specialskoler eller dagskoler.

Den amerikanske Neurolog dr. Martin L Kutscher, der arbejder med ADHD og som har skrevet flere bøger om dette emne har illustreret omfanget af kilder til ADHD barnets udfordringer i nedenstående isbjerg model.

Udover barnets fysiske udtryk af sine ADHD udfordringer, som impulsivitet, uopmærksomhed og hyperaktivitet, ligger der under overfladen en del forstærkende kilder til symptomerne, som i Kutschers model er beskrevet som en reduktion af de eksekutive færdigheder, blandingsdiagnoser udtrykt som samforekommende diagnoser, og familieproblemer. (Kutscher 2009).

Kutschers beskrivelse i modellen gælder for børn med en ADHD diagnose, men en ligeså omfangsrig model vil med sikkerhed kunne opstilles for børn med udfordringer inden for Autisme spektrum forstyrrelser.

Det er tydeligt for mig, at en del af de børn og unge, der møder skoleverdenen med disse forudsætninger, har brug for målrettet støtte til at kunne fungere, for at kunne interagere og for at kunne udvikle sig i samspil med deres omgivelser, i det omfang deres forudsætning muliggør det.

Af servicelovens §52 fremgår det at Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om foranstaltninger efter stk. 3, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte. I stk. 3, der omhandler hvilken støtte der kan iværksættes nævnes, blandt andre punkter, Familiebehandling eller behandling af barnets eller den unges problemer. Den sidste del af dette område, der omhandler behandling af barnets eller den unges problemer, kan typisk referere til et tilbud om kombineret skole- og dagbehandling. Dette tilbud tilgodeser behovet for undervisning i curriculum kombineret med dagbehandlingsaktiviteter, som jeg har beskrevet dem ovenfor.

At arbejde med dagbehandling forudsætter også en netværksbaseret indsats, hvorved socialforvaltningen eventuelt inddrages, i de tilfælde hvor barnets eller den unges baggrund er ressourcesvag, som det ofte er tilfældet (Kutscher 2009).

At skabe denne ramme omkring disse børn og unge er en kompleks opgave, som svært lader sig opdele, så skolen alene tager sig af curriculum. Dette begrundes i, at hvis undervisningen skal lykkes, så kommunikationen, som denne består af, kan opfattes, bearbejdes og medfører ændringer og udvikling i elevens bevidsthed (Qvortrup 2012), så er det en forudsætning, at eleven har de nødvendige personlige ressourcer og er motiveret for at lukke kommunikationen ind og forholde sig til den, hvilket er forudsætningen for at læring kan finde sted.

Hvis eleven ikke trives, er involveret i konflikter på grund af sin adfærd eller på grund af destruktiv og misforstået kommunikation eller andre lignede kilder til reduktion af fokus, så vil undervisningens mål også fejle, ganske enkelt fordi eleven ikke er i stand til, eller kun i begrænset omfang, er i stand til at rumme kommunikationens indhold.

Det er med dette afsæt, at jeg er overbevist om, at undervisning på Specialskoler må bekende sig til deres dagbehandlingsopgave og påtage sig dette ansvar. Undervisning i curriculum og elevernes udbytte heraf forudsætter, at børnene og de unge er modtagelige for denne undervisning, hvilket vi må støtte dem i at være.

I skolesammenhænge, som på Specialskoler, hvor børnene har ganske særlige forudsætninger, er denne støtte afhængig af, at der periodevis og for nogle elever iværksættes egentlig dagbehandling, så eleverne lærer interaktionens svære kunst og dermed opnår større andel af fællesskab og trivsel.