Debat

Hvad med de lidt ordblinde?

Brug skråskriften på en ny måde. Artikel i Weekendavisen d. 1.7.2016 uforkortet + kommentarer.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hermed følger først et debatindlæg, der d. 1 -7-16 stod i Weekendavisen, og derefter forslag om at bruge ny viden.

Bekymringen angående de mange unge, der i dag opgiver at få en uddannelse, vokser. Og af og til er der folk, der spekulerer på, om man virkelig i gamle dage fik hjælp til en grundigere læseindlæring ved at anvende skråskriften. I ”gamle dage” lærte vi, at man kunne regne med, at der i samfundet var  2-3% ordblinde. Det vil sige, at man som lærer kun sjældent havde en ordblind elev i sin klasse. Nu må vi erkende, at 18-20 % læser dårligt., når de forlader grundskolen. En årgang er på cirka 60.000 børn. Forskellen mellem 18-20 % og 2-3 % kan vi forsøgsvis sætte til 15 procent. Det svarer til omkring 9000 elever. Disse 9000 af hver eneste årgang regner vi i dag for at være lidt ordblinde. Men lidt ordblind er en stor hæmsko, for det betyder, at man ikke orker at læse. Og det er disse lidt ordblinde man med en grundigere læsestart kunne hjælpe.

Det grundige får man ikke frem ved, at en lærer forklarer bedre, men ved at barnet selv arbejder anderledes.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Når man skal lære at skrive skråskrift, skal man jo kunne omkode et trykt bogstav til en anden form. Den russiske psykolog S.L. Rubinstein har sagt, at hvis man stiller en opgave til det,  andre skal lære, så forøges indlæringsmuligheden. Sagt med hans ord: ”Når stimulus bliver signal til handling, forøges sansemodtageligheden. ”

Derfor udarbejdede lektor i matematik Jørgen Ole Knudsen og undertegnede i 1981 ”Makkerbøgerne” til første og anden klasse, hvor skråskriften var det vigtigste element. Vi arbejdede på følgende måde: Børnene kendte bogstavsangen. I deres bog var der en liste over alle bogstaverne, så de med fingeren kunne pege på det bogstav, der blev sunget om. Langs med de trykte bogstaver stod de skrevne, altså med skråskrift, Og når de første gang skulle prøve at skrive et ord, for eksempel ”du”, lød opgaven: ”Nu skal I selv skrive ordet du med de skrevne bogstaver, som står ved siden af de andre. Find bogstavet d ved at synge inden i jer selv, og skriv så det skrevne.”

Det fandt de var mægtig spændende. Der var diskussioner mellem makkerparrene, og alle var optaget af sagen. Og på den måde fik alle lært bogstaverne før jul.

Børn kan være mere eller mindre ordblinde. Det vil sige, at de kan have vanskeligt ved at skelne detaljerne i det de ser, eller vanskeligt ved at skelne lyde. Den første øvelse hjalp alle de visuelt svage. Men de auditivt svage blev også hjulpet af skriften, fordi de efter nogen tid blev bedt om at klappe stavelserne i et ord, og derefter, når de skrev, lave en skillestreg mellem stavelserne, hvorved de lærte at skelne lydene i et ord.

Efter to år kunne alle børnene læse. Nogle læste langsomt, andre hurtigt. Men hvis man læser grundigt, bliver man bedre til at læse ved at træne. Dersom man gætter sig til en del, lærer man kun lidt, selv om man bruger timer.

Måske kunne man indføre skråskrift igen – men uden den kedsommelige træning i skønskrift – og i stedet lade børnene komme i gang med at opdage, at det er dejligt at kunne læse og skrive, og at det er ens egen indsats, der betyder noget.

Kommentarer

Det er mærkeligt, at antallet af læsesvage er så meget større nu end for 50 år siden. Hvad kan være grunden? Hvorfor forskes der ikke i det? Det er et vigtigt problem, for når så mange tusinde flere end før går utilfredse ud i livet, er det farligt. De har ikke tillid til sig selv, og de ved, de på en måde bliver forhindret i at lave det, de har lyst til. Og det er ingen trøst, hvis man føler, det er ens egen skyld. Det skaber vrede.

Hvorfor lærte de fleste af de kun lidt ordblinde at læse før i tiden? Var lærerne dengang bedre uddannede i læsning?

Nej, tværtimod. Læseindlæring blev dengang slet ikke betragtet som noget problem. Man lærte intet om det på seminarierne, og som lærer kunne man sagtens undgå nogen sinde at møde en ordblind. Man havde jo en klasse i 7 år, og kun engang imellem kunne der være en ordblind mellem de 30 børn i klassen.  Hvis der var en elev med store vanskeligheder, kunne der blive tale om ophold på Ordblindeskolen. De sidste år før omvæltningen oprettede man læseklinikker, og fra hele skolen kunne man så samle nogle stykker sammen, som fik støtte nogle timer om ugen.

Læseundervisning i første og anden klasse blev dengang betragtet som så lidt krævende, at man på landet kunne have en speciel slags lærerinder med kun to års uddannelse til at lære børnene at læse. Det kunne de jo klare med den korte uddannelse. Fra  tredie klasse fik børnene så ”rigtige” lærere. Og alle blev som en selvfølge i mange år undervist  grundigt  i at skrive en så smuk skråskrift som muligt.

Men da ” Makkerbøgerne” blev udarbejdet sidst i 70érne, var jeg via  studiet kommet til den overbevisning, at  det ikke er vigtigt  at slås med at træne skønskrift. Det er meget vigtigere at gøre børnene bevidste om, hvordan det enkelte bogstav egentlig ser ud. Begrebet perception, det at sanse noget og at blive bevidst om det, er det at lære det. Derfor skulle børnene i første klasse selv omkode fra trykt til skrevet, og det fandt de som makkerpar frem til. Jeg tænkte ikke på at afskaffe skriften, men afskaffede blot  terperiet.  De hjalp hinanden to og to, og det var jo alligevel svært, selv at finde formen, og der blev diskuteret og snakket og forklaret. Børnene elskede det, og bogstaverne, både de trykte og de skrevne, blev lært, så alle kunne dem før jul. Det var den store oplevelse for dem. Og ingen var udenfor. Der var altid meget at diskutere, for bøgerne rummede jo både matematik og dansk, og opgaverne i matematik blev også løst i fællesskab.

Bøgerne blev brugt nogle år, men så blev politikerne jo overbevist om, at de mange gamle regler skulle fjernes, og det med skråskrift hørte til det, som næsten alle ønskede fjernet, så i løbet af nogle år var ”Makkerbøgerne”  ikke ”rigtige”, så de forsvandt. Ingen tænkte over, at skråskriften måske havde været den ukendte hjælper før i tiden. Den kan blive hjælperen igen, men den skal nu bruges på en helt anden måde.

Det var i hele den vestlige verden en fantastisk omvæltning , der fandt sted, og ingen vidste rigtig, hvad der skete, eller hvad det ville føre til. Det var svært at spå om.

Derfor prøver jeg nu at overbevise politikere om, at der bør forskes i det. For 9000 unge om året, der forlader deres skole uden at være sikre  i læsning, er for mange.  Det giver dem besvær med brugsanvisninger, film, vejskilte, mobiler og uendelig meget mere. Og de skjuler det, så godt de kan, for det er flovt. Men det er skolen, det er flovt for. Og det er os, der skal gøre os umage .

Og selv om der stadig som altid må findes 2-3% ordblinde i befolkningen , så ved vi nu, at der er mange flere, som er kun lidt ordblinde, og det er de børn, der skal have en chance for ikke at opdage det.

Vi skal bede lærerne om at træne børnene i 1. Klasse i at se grundigt, og i at høre detaljerne i et ord. Men politikere skal vide, at det at give opgaver i de ting hver eneste dag kræver hjælp. For det er umuligt i al den uro ,der er mellem børn i dag at finde på opgaver i farten.

Powered by Labrador CMS