Søren Ulrik Thomsen, der debuterede med digtsamlingen "City Slang" i 1981, modtager årets Modersmål-Pris

Søren Ulrik Thomsen får Modersmål-Prisen 2016

Modersmål-Selskabets sprogpris går i år til digteren Søren Ulrik Thomsen. Læs et klart og enkelt digt om død af Thomsen nede i artiklen. Måske kan du bruge det i din undervisning.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Han har sat sit eftertrykkelige præg på dansk poesi i mere end tre årtier, har Søren Ulrik Thomsen, der fyldte 60 tidligere i år - og nu får han Modersmål-Prisen for indsatsen.

"Søren Ulrik Thomsen evner at placere sig i tiden og har gjort det i mere end 30 år. Naturligvis skal han have Modersmål-Prisen. Og den får han nu", siger Jørgen Chr. Wind Nielsen, der er formand for Modersmål-Selskabet, som uddeler prisen.

"Søren Ulrik Thomsen er et medie for det danske sprog" lyder motivationen. Og videre:

"Han har en særlig evne til at lade sproget passere igennem sig.  Han er lydhør over for ords og udtryks alder. Han genkalder sig ældre lag i dansk, han rejser rundt med en traditionsbagage, hvor han opbevarer sin sproglige erindring. Han præsenterer os for det i nutidig form".

Modersmål-Prisen 2015 går til Julie Fabricius

En kræsen digter

"Søren Ulrik Thomsen har en kræsenhed i sit udtryk. En kreativ kræsenhed. Han er selektiv med sit sprog. Nøgtern. Han har sproglig præcision og prægnans. Han øver en effektiv sproglig selvkritik. 'Søren Ulrik Thomsen kan ikke skrive et dårligt digt', er det blevet sagt".

Salmer, punk og pop

Dertil kommer, at Søren Ulrik Thomsen er fortrolig den danske sangskat, påpeger Modersmål-Selskabet i sin motivation:

"Han kender vores salmer og salmetonen. Men også rytmerne i punk-, rock- og popmusik kender han. En rytmisk spændvidde, der skaber den særlige klangbund i hans skrivekunst".

"Søren Ulrik Thomsen fortjener Modersmål-Prisen, fordi han bruger det danske sprog med lige dele omhu og fantasi. Søren Ulrik Thomsen udtrykker 'de skiftende tanker om livet og døden og kunsten og verden' med sine egne ord. Omhu karakteriserer, på godt og ondt, Søren Ulrik Thomsen. Sprogligt og praktisk. Det er svært at vriste en tekst ud af ham inden for en rimelig deadline".

"Hos Søren Ulrik Thomsen bliver modersmålet aldrig træt. Gennem brug og gennem udeladelser af ord og begreber anskueliggør han hvad vores danske sprog formår". "Sjældent ser man en så vellykket symbiose af formens æstetik og tankevækkende, undertiden smertefulde, forestillinger om eksistentielle grundvilkår".

Ordekvilibristen Per Vers får modersmålspris

I sprogets tjeneste

"Det er en brug af sproget i sprogets tjeneste, der har været et forbillede og til stor inspiration for yngre generationer af forfattere".

"Den omhu, han lægger i valget af ordenes form og betydning, i deres etymologi og konnotationer, gør ham til en af Danmarks allerbedste sprogbrugere, en mester i brugen og fornyelsen af det danske sprog, en værdig modtager af Modersmål-Prisen".

Prisoverrækkelse den 16. september

Modersmål-Prisen overrækkes til Søren Ulrik Thomsen ved et arrangement på Christiansborg den 16. september (du kan læse mere om arrangementet ved at klikke på EKSTRA i spalten til højre for artiklen).

Modersmål-Selskabet uddeler prisen hvert år "som en påskønnelse for særlig fremragende anvendelse over for brede kredse af et sprog efter selskabets ideal: Klart, udtryksfuldt og varieret".

Tidligere har eksempelvis Klaus Rifbjerg, Naser Khader, Jørn Lund og Per Vers modtaget Modersmål-Prisen.

Søren Ryge får modersmålspris

Hvert år på den dato

Følgende digt af Thomsen lever fint op til selskabets ideal:

Hvert år på den dato der tilfældigvis blev din fødselsdag tager vi toget til Århus for at besøge din grav som nu engang er det sted her i verden hvor du ikke er. På turen op gennem byen køber vi blomster og taler som på enhver anden dag indtil vi står foran stenen. Og på vej tilbage regner det altid. Eftersom intet af dette giver mening og alligevel finder sted må det være af største betydning.

Digtet står i samlingen "Rystet spejl", som Søren Ulrik Thomsen udgav i 2011. Måske kan du bruge det i din undervisning. Døden kan være et svært emne at tale om, men mennesker dør jo, også forældre og bedsteforældre til skoleelever, og dette fine og enkle digt kan måske befordre en god samtale i klassen om død.

 

 

Læs mere

Arrangement for overrækkelse af Modersmål-Prisen2016

Powered by Labrador CMS