Anmeldelse

Dagensgrønland.dk

Portalen til Grønland

Glem igloen af flamingopap. "Dagens Grønland" er en fantastisk samling af kilder til et moderne land, hvor indbyggerne indimellem tager på sælfangst. Og det er værd at udsætte dine elever for.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Materialet "Dagens Grønland" er en stor håndsrækning til undervisere i den danske folkeskole, der gerne vil tage Grønland seriøst som emne. Dels fordi det er gratis at tilmelde sig, dels fordi det er godt.

Fakta:

Titel: Dagensgrønland.dk

Forlag: Det Grønlandske Hus i København

Kvaliteten ligger især i et imponerende omfang. Portalen består af tretten emnefelter – befolkning, religion, sundhed, råstoffer med flere – samt en lærervejledning. Der er filmklip, tekst og opgaver. På opgavesiden er man optaget af dilemmaer: En problemstilling præsenteres, og eleverne bedes opstille egne mål og genstandsfelt for yderligere fordybelse. Et eksempel på et sådant dilemma findes under opslaget om mode, der ligger under kulturemnet. Her kan man læse om den kontrovers, der fulgte, da en designer lænede sig kraftigt op ad traditionelle grønlandske klædedragter i sin kollektion. Det er den globalt aktuelle debat om kulturelle lån i en hjemlig variant, der tillader eleverne at komme vidt omkring i et spændende emne.

Mindmap, opstilling af problemfelt og mål er de gennemgående værktøjer i opgaveformuleringerne. Lærervejledningen er et interessant stykke tekst i sig selv. Den introducerer tankegangen i materialet, og den stiller krav til underviseren ud fra den helt givent korrekte antagelse, at de færreste folkeskolelærere har et indgående og nuanceret kendskab til Grønland. Man forventes simpelthen at lære med. Desuden understreges det, at man arbejder med elevernes personligt opstillede mål og dermed sætter de Fælles Mål på bagsædet. Det er jo forfriskende i disse tider.

Samlet set er "Dagens Grønland" et materiale, der er loyalt over for sit emne før alt andet, hvilket er dets styrke og dets svaghed. Det er en svaghed, fordi presset på lærernes tid er så stort, og andre udbydere af undervisningsmateriale i høj grad tænker dette forhold ind i deres produkter. "Dagens Grønland" indeholder et hav af rigtig gode baggrundsartikler og stof, der kan gøre enhver, med den rette mængde tålmodighed og tid til rådighed, til hverdagsekspert på det faktiske, moderne Grønland, hvor der både er smartphones og sælfangst, hvor man både kæmper for at bevare og styrke et truet sprog og rejser verden rundt for at tage uddannelser og gøre sig erfaringer med andre kulturer.

"Dagens Grønland" er noget så klassisk som en farlig masse viden samlet på ét sted – det er bare at tage for sig, men det er kun indsamlingsarbejdet, der er gjort, resten er op til én selv.

Opgaverne er ret ens i opbygningen, attraktionen er selve stoffet, der arbejdes med. Det giver et strejf af trivialitet – men man har jo frihed til at vælge og tilføje efter forgodtbefindende, så det ser jeg ikke som et stort problem. Atter vinder man på at have så alsidig og rig en indholdsside, da det kun er fantasien, der sætter grænser for, hvad man kan stille af opgaver på baggrund heraf.

Der er andre småting, som kan kritiseres – nogle af de illustrative filmklip er fra YouTube og har kun engelske undertekster, nogle emner er i skrivende stund ikke færdige og så videre (sitet er under stadig op- og udbygning og vil også i fremtiden blive udvidet i takt med udviklingen i Grønland). Men det skæmmer ikke i væsentlig grad det store billede.

De færreste vil nok bruge materialet som en helhed og gennemgå hvert emne, det vil være for omstændeligt, men man kan bruge det igen og igen til sine elever, fra mellemtrinnet og opefter, i mange forskellige sammenhænge. Allerede nu vil jeg betegne "Dagens Grønland" som en central resurse, og hvis man holder fast i hensigterne om vedligeholdelse, udvidelse og aktualitet, er jeg ikke i tvivl om, at det i fremtiden vil være det helt naturlige sted at hente viden om grønlandske forhold. Jeg vil anbefale alle – og jeg mener faktisk alle, for der er masser af voksne danskere, der har lært om Grønland ved at bygge igloer af flamingo under en featureuge i 6. klasse – at få sig et login og dermed adgang til en masse grundlæggende viden om Kalaallit Nunaat, der, trods størrelsen, længe har befundet sig i en blind vinkel for mange.