Anmeldelse

Folkeskoletider

Folkeskolen i dur og mol

Det er sprøde toner, der flyder fra mine højttalere, når jeg smider Telestjernens album "Folkeskoletider" på. Rasmus Johansen, som gemmer sig bag bandnavnet, har med visitter fra Allan Olsen og Dorthe Gerlach begået en skive, som er et ekko fra de gode gamle dage – og det fungerer rigtig godt.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Genremæssigt er jeg på gyngende grund her. Jeg drejede af fra mine forældres musikalske præferencer i en ung alder for at dyrke mine egne. Derfor kan jeg kun i begrænset omfang sætte "Folkeskoletider" ind i et større perspektiv og pege på inspirationer og på anden vis paradere dyb indsigt.

Fakta:

Titel: Folkeskoletider

Forfatter: Telestjernen

Pris: 150

Forlag: Eagle Vision Records

Der står i det tilsendte materiale, at der sendes anerkendende nik til Dylan, Cave, Kragh-Jacobsen med flere. Og det må jeg jo stole på. Imidlertid kommer jeg selv i langt højere grad til at tænke på C.V. Jørgensen, når Johansens let nasale stemme vrider hverdagsfraseringer og betragtninger om livet set gennem en folkeskoleprisme og leverer sange med både humor, melankoli og fortælleglæde.

Der er både bred ymer og knæhøj karse i Telestjernens univers, men den gode melodi er på plads. Man tager sig friheder, men den musikalske tæft er nem at genkende. Bandet swinger og vokalen med – der er snakkende passager, men sangen leveres med et overbevisende overskud.

Når man har lyttet et par gange, er man ikke i tvivl – det her holder. Det er vigtigt at få med, at dette faktisk holder, for efter min gamle, gnavne mening er der mange folk på den danske musikscene, der simpelthen ikke står distancen musikalsk. De har tit humor, men lige så tit kun det, og selvom teknologi kan gøre meget for lyden, skinner det igennem, at musikaliteten er begrænset. Hos Telestjernen er der god balance mellem humor og alvor, der er poesi og regn på ruden, og musikken er ægte og velspillet, som vor moder lavede den.

Jeg kan anbefale, at man lytter til "Folkeskoletider" på to forskellige måder. Én, hvor man er opmærksom på teksten, og hvor man gør med stoffet, som man ville med Hausgaards viser, altså tænker, smiler over en synsvinkel og har den dér det kender jeg godt-følelse. Og én, hvor man nyder sangen og musikken, der danner en behagelig helhed. Det er nemlig god musik, det hér.