Selv om Danmark i 2015 har gennemført en større reform af folkeskolen, skal udviklingen af folkeskolen fortsætte. Debatten om folkeskolen fremtid foregår mange steder. Keld Skovmand udgav bogen ”Uden mål og med”, hvor han sætter spørgsmålstegn ved den retning, som udviklingen har taget med den nye reform. Der afholdes konferencer, hvor folkeskolen er sat på dagsordenen, ofte med inspiration fra andre landes skolesystem, fx Canada, Finland, New Zealand, England og Norge. Det, synes jeg, er rigtig fint, for selvfølgelig skal vi løbende diskutere og tilpasse vores folkeskole på baggrund af politiske ønsker, fagfolks evaluering og inspiration fra ind- og udland. Jeg deltog torsdag den 16. juni 2016 i konferencen ”Fremtidens skole nu”, som var arrangeret af Politiken, Borup Højskole og Vallekilde Højskole. Det var en veltilrettelagt dag med 2 danske, 1 finsk og 2 engelsk oplægsholder. Der var også mulighed for en vis dialog om fremtidens skole. Desværre var tilslutningen til konferencen beskedent, måske på grund af sammenfald med starten på Folkemødet på Bornholm, hvorfor Jakob Fuglsang, som havde dagens første indlæg med afsæt i sin bog ”Den store løgn om uddannelse”, måtte forlade konferencen umiddelbart efter sit oplæg for at deltage i Folkemødet.

Professor Jens Rasmussens oplæg tog afsæt i, at vi ofte tager udgangspunkt i fortidens præmisser, når vi diskuterer nutidens uddannelse, og fortalte om Norges arbejde med at forny deres folkeskole. Derefter fulgte Richard Gerver, som havde et charmerende indlæg med titlen ”Creating Tomorrrow’s Schools Today” om sit arbejde med at ændre en lavt præsterende engelsk skole til en eliteskole. Dr. Marjo Kyllönen sluttede dagen af med en fortælling om de radikale ændringer mod fremtiden i det ellers berømte finske skolesystem, som man arbejder hen mod i Finland.

Alle fire oplæg var spændende og engagerende, men alligevel sad jeg med følelsen af, at vi tog udgangspunkt, ikke i fortidens præmisser, men i myter og fordomme om den danske folkeskole. Jeg kunne i hvert til fald ikke genkende det billede, som blev tegnet af folkeskolen, og som blev brugt som springbræt for forslag fra oplægsholdere og tilhørere til fremtidens skole.

Skoletræthed for alle 

Flere gange blev historien om den forventningsfulde nye skoleelev, der glad trippede ind i den ene ende skoleforløbet og kom ud som en desillusioneret, skoletræt teenager i den anden, fortalt. Den historie passer dårligt med resultaterne af den seneste trivselsundersøgelse, hvor 68 % af 9.-klasseseleverne svarer, at de tit eller meget tit er glad for deres skole, 25 % er en gang i mellem er glade og 8 % svarer, at de aldrig eller sjældent er glade for deres skole – det sammenholdt med at 72 % af 1.-klasseeleverne svarer, at de er meget glade for deres skole, 25 lidt glade og 3 % ikke er glade. En af tilhørende mente endda, at man på grund af skoletræthed skulle bruge hele 6. klassetrin til praktik uden i den ”virkelige verden”. I så fald skulle man ”bortvise” de 74 %, som i 6. klasse tit eller meget tit er glade for deres skole (plus de 21 %, som en gang i mellem er glade for deres skole), for at løse det problem, at 5 % af 6.-klasseseleverne aldrig eller sjældent er glade for deres skole. Selvfølgelig er det et problem, at hhv. 3, 5 og 8 % ikke er glade for deres skole i 1., 6. og 8. klasse, og det faktum skal man handle på, men ikke på den myte om, at alle elever er ude på en gevaldig rutsjetur, hvor alle er 100 % lykkelige ved skolestart til, at al skoleglæde er tabt ved skoleafslutning.PISA’s funktionelle analfabeter bliver studenterOgså historien om de næsten 20 % af 8.-klasserne, der blev pisatestet, som funktionelle analfabeter blev lagt til grund for flere forslag til fremtidens skole. Flere var meget bekymret over, at så stor en del af en ungdomsårgang blev så dårligt uddannet i folkeskolen, at de ikke havde de faglige forudsætninger for at tage en ungdomsuddannelse, og det ville da også være dybt bekymrende, hvis det var tilfældet. Men efterfølgende har flere forskere (Allerup og Henningsen) igen og igen påvist, at tallet ikke holder. 59 % af de 9.-klasseselever, der ifølge PISA 2007 var funktionelle analfabeter, havde 3½ år senere taget eller var i gang med en ungdomsuddannelse. Så nu snakker vi altså ikke om 20 %, men om ca. 6 % af en årgang, som ikke er påbegyndt eller er faldet fra en ungdomsuddannelse – uden at vi ved, om det skal tilskrives deres mangelfulde læse- og matematikkompetencer fra folkeskolen eller fx socioøkonomiske årsager. 6 % er selvfølgelig også et problem for dem og for samfundet, men vi nærmer os altså kraftigt de 95 % af en årgang, som ifølge de nationale mål skal tage en ungdomsuddannelse

.Nationale tests viser, at det går godt med 4. klasses læsekompetencer. Jacob Fuglsang konkluderede, at disse seneste gode faglige resultater i indskolingen måtte bunde i pædagogernes deltagelse i undervisningen. Jeg ved ikke, om de små elevers faglige løft også har noget med pædagogernes arbejde i indskolingen, men jeg undrer mig over, at den massive uddannelse af læse- og matematikvejledere, brug af læsekonsulenter og skolernes generelle fokus på læsning, skrivning og sprog i alle fag (kaldet literacy), tilsyneladende ikke var med i Jacob Fuglsangs overvejelser om årsag/virkning.

Skal vi bryde eller bygge på den sociale arv?

Man siger, at eleverne skal behandles forskelligt, for at de får lige muligheder. Måske skal vi se på sagen den anden vej rundt. Måske forholder det sig sådan, at vi netop behandler vores elever forskelligt, hvilket medfører, at en gruppe elever føler sig uvelkomne i den danske folkeskole. Elever med lav socioøkonomisk eller anden etnisk baggrund får ofte den oplevelse, at deres kulturelle eller socioøkonomiske baggrund ikke er god nok, at de erfaringer og kompetencer, som de byder ind med, ikke er noget værd, de skal brydes. Det bliver selvfølgelig ikke sagt i direkte, men mimik og gestik kommer før ord. Som cand.phil. og ph.d. Agi Csonka udtaler til Politiken den 25.10.14: ”Jeg kendte jo ikke de sociale koder, for min familie var ikke dannet på den måde, man er i middelklassen. Vi var indvandrere. Jeg havde altid en følelse i maven af at træde ved siden af.” Hvis det er den følelse, som elever, der ikke lige passer ind i middelklasseskabelonen, sidder med i skolen, så er det ikke underligt, at de ikke føler sig ”gode nok”. Og hvis nogle af dem - mod alle forventninger - alligevel bliver til noget stort, bliver de udråbt til ”mønsterbrydere”, hvilket igen bekræfter de andre i, at kun i helt særlige tilfælde kan få udvalgte fra denne gruppe blive til noget. Hvis vi i stedet stillede lige høje forventninger til alle elever uanset køn, etnicitet eller socioøkonomisk baggrund, ville de måske ikke få den oplevelse af, at de ikke passer ind. Mennesker er frygtelig gode til at leve op til andres lave som høje forventninger.

Læringsmålstyret eller læringsmålorienteret undervisning - ”tomatos-tomatos”

På Bornholms folkemøde gik bølgerne højt både i panelet og blandt publikum, da professionshøjskolerne havde indbudt til debat om sammenhængen mellem dannelse og læringsmål. Alle i panelet var enige om, at mål for undervisningen var nødvendigt, men der måtte tilsyneladende ikke være mål for elevernes læring. Det forstår jeg slet ikke! Er mål for undervisningen og mål for læringen ikke to sider af den samme sag? Er formålet med lærerens undervisning ikke, at eleverne skal lære, eller hva’? Og er elevernes læring ikke en del af deres dannelse?Set med mine øjne, er diskussionen en pseudodiskussion, hvor nogle meningsdannere bl.a. på folkemødet på Bornholm prøver at få målstyring til at fremstå som en instrumentel metode, som opløser klassefællesskabet, fratager læreren sin autoritet og er den største katastrofe, der er overgået folkeskolen. Hallo! At eleverne skal vide, hvorfor de med engagement og vedholdenhed, skal bruge tid og kræfter på dette eller hint, er vel deres demokratiske ret jfr. Folkeskoleloven og fremmende for deres dannelse. At forskere som fx Hattie og Helmke samtidig mener at kunne påvise, at det også fremmer elevernes motivation og læring, at de kender målet for deres læring og deres progression hen mod målet, skal vel ikke lægges læringsmålstyret (eller læringsmålorienteret) undervisning til last.Kan man sætte mål for dannelse og det musiske og praktiske? Selvfølgelig kan man det. I Folkeskoleloven, i de bindende Fælles Mål 2014 for fagene og i ”Elevens alsidige udvikling” optræder der sig mange mål med basis i dannelse og musiske og praktiske kompetencer. Jeg synes, at mange debattører har en meget firkantet opfattelse af, hvordan man kan synliggøre elevernes progression ud fra målene. Man argumenterer ud fra en forestilling om, at evaluering, der skal vise elevernes progression, kun består af sammenlignelige testresultater. Men evaluering er meget andet end tests, hvor resultatet kan angives i et tal. Det er helt almindelig, at eleverne i folkeskolen har mulighed for at vise, hvad de p.t. magter inden for kreativitet, kritisk tænkning, kommunikation og kollaboration på mange måder, fx mundtlige fremlæggelser, skriftlige opgaver, rapporter, PowerPoints og film/lyd, og den tilhørende evaluering bliver dermed også andet end tal, men fx makkervurdering, selvvurdering på basis af fælles opstillede kriterier for god opgavelæsning og mundtlig lærerrespons

Nye Fælles Mål 2014

Man kan diskutere, om de nye Fælles Mål 2014 er for omfattende, så lærerne ender med at skulle føre et omfattende og ligegyldigt bogholderi over, hvilke mål der har været i spil, og hvor langt den enkelte elev er nået i forhold til målene. Hvis jeg måtte bestemme, hvilket desværre ikke er tilfældet, så lod man kun de 4 kompetencemål for hvert fag og fase være bindende, og lod de godt 3000 videns- og færdighedsmål være vejledende. Det ville skabe bedre overblik for eleverne, hvis de blot at skulle forholde sig til fire mål pr. fag og give læreren mulighed for at bruge sin fagdidaktiske viden og erfaring til at tone og konkretisere målene for de enkelte undervisningsforløb i forhold til den enkelte klasse.På baggrund af evalueringsinstituttet EVA’s undersøgelse på 5 skoler over lærernes brug af Fælles Mål (2012), er det blevet et almindeligt udgangspunkt for diskussioner om mål, at lærere ikke bruger Fælles Mål. Det er på trods af at undersøgelsen er meget lille, og at lærerne på mange skoler bruger målene, og at eleverne føler sig velorienteret om målene for undervisningen. Men igen og igen tager man udgangspunkt i EVA’s konklusion om, at lærerne ikke bruger Fælles Mål. Det bliver altså ikke mere sandt af at blive gentaget mange gange.

Danske elevers resultater i PISA-undersøgelser bruges som udgangspunkt for beslutningstagere. Igen og igen hører vi om de dårlige resultater som verdens dyreste skole leverer, Danmark indtog 42. pladsen. Men de positive resultaterne fra TIMSS (matematik og natur/teknik), hvor Danmark ligger på en 9. plads og PIRLS (læsning), hvor Danmark ligger på en 5. Plads i 2011, det hører vi til gengæld ikke om. Jeg synes, det er bekymrende, at danske eksperter og meningsdannere taler folkeskolen ned, når det faktisk går ufattelig godt. De danske lærere er så dygtige til relationsarbejde og klasseledelse og til faglig og tværfaglig undervisning, at vi får besøgene fra hele verden, der gerne vil se ”The Danish Way”, en dansk folkeskole som uddanner fagligt dygtige elever, som er kreative, gode til at samarbejde, engageret i deres skole og fritid og som kan tage selvstædigt stilling.

Selvfølgelig må og skal vi debattere folkeskolen, men kan vi ikke gøre det på baggrund af er retvisende billede af den danske folkeskole?

Ulla Sjørup, Esbjerg