Kære gamle Folkeskole – vi må skilles!

Du og jeg må skilles. Efter et langt og godt samliv må vi slutte. Du er ikke længere det, du var engang. Det er vel ingen skam at gå, når vi ikke længere har samme mål?

Vi startede godt for 36 år siden. Vi havde masser af rum, indfald, fantastiske ideer og masser af succes med vores fælles børn. Vi kendte børnene indgående, vi havde tid til dem og deres liv, vi kendte deres forældre og familiernes liv, og vi mødtes til læring, samtaler og fest og i alvorlige situationer. Vi vidste begge, at vi arbejdede mod fælles mål; vores børn og vores folkeskole.

Så skete der noget. Måske begyndte det allerede i 90’erne, da vi skulle opstille en ”virksomhedsplan” for vores fælles liv? Vi undrede os. Var vi pludselig blevet en virksomhed? For hvad? Hvad skulle vi producere, som kunne måles i tal på en bundlinje?

Det blev langsomt værre og mere og mere uforståeligt. Vi fik indsnævret vores bevægelsesfrihed. Vi opdagede med undren, at hver gang der kom en ny undervisningsminister, så var det som om, vedkommende vidste alting bedre end os, der ellers havde levet sammen i mange år. Vi undrede os over, at der aldrig var nogen, der spurgte os, hvordan livet egentlig var i Folkeskolen. Spurgte os, hvordan vi forestillede os, at alting kunne blive endnu bedre for vores fælles børn. Det var som om, at vores samliv og erfaringer ikke betød så meget mere; der var hele tiden nogen, der vidste bedre end os. Hele tiden nogen, som ikke skulle stå personligt til ansvar for beslutningerne.

Senere kom der flere til, som hele tiden ville fortælle os, hvad vi skulle gøre. Folk, som aldrig blev set i Folkeskolen, som aldrig havde ansvar for det, de syntes, vi andre skulle gøre. Men som altid havde det sidste ord.

Vi blev kede af det. Vi blev frustrerede. Vi blev bange på børnenes vegne. Vi råbte op, men det hjalp ikke.

Vi skulle nu måle og veje alting; vi skulle blive større og større, vi skulle forstå, at hvis vi nedskrev alting, testede alting, lavede planer for alting,og inkluderede alle, så ville det hele blive godt.

Men det blev det ikke!

Vi endte med at føle os løbet over ende. Føle, at vi ikke længere turde tro på os selv; der var altid nogle ansvarsfri ministeriefolk og deres medhjælpere rundt omkring, som vidste bedre.

Vi blev endnu mere kede af det.

Vi begyndte at blive coachet. Af folk, som fortalte os, at vi var på rette vej, og at alt nok skulle blive godt – og bedre end det var før, hvis vi bare gjorde, som de fortalte os.Vi begyndte at opleve, at andre, ligesom os to, overvejede at måtte skilles. At vores børn og forældre tabte troen på os og fandt andre steder, hvor man sagde, at her kunne man være tryg. Vi evnede ikke længere at betrygge dem i, at det nok skulle ende godt.

Vores børn blev mere og mere trykkede. De skulle rumme ufatteligt meget i ufatteligt store grupper. De skulle – selv som 7-årige – testes her og der i længere og længere skoledage. Måske forstod de aldrig hvorfor?

Det er desværre ikke slut. Masser af unge, dygtige lærere kæmper dagligt i den danske folkeskole med tro på, at på et tidspunkt bliver det godt. Jeg håber det så inderligt for dem. Den danske Folkeskole har fortjent det.

Lov, at du vil tage de unge lærere i hånden og igen vise dem, hvilket fantastisk sted, den danske folkeskole er. Lær dem at sige fra overfor dem, der ved bedre og hele tiden vil diktere dem, hvordan de skal gøre.

Jeg håber, at du efter vores skilsmisse evner snart at manifestere dig; finde troen på dig selv igen og tage Folkeskolen tilbage til rødderne. Der er stadig så mange, der gerne vil dig.

Følg dem, lyt til dem – og til dig selv.

Held og lykke. Jeg vil følge dig fra sidelinjen og glæde mig, når det snart lykkes.

Marianne Otto, 60 år.

Afgående lærer fra Skovvangskolen i Allerød.