Palle Skov Jensen er ikke længere lærer i Odense Kommune.

Lærer fik nyt job - og tabte diskriminationssag

Palle Skov Jensen blev varslet afskediget af Odense Kommune, men i stedet for at vente på fyringen fandt han nyt job. Det har betydet, at byretten har afvist den erstatning, som Ligebehandlingsnævnet ellers havde tilkendt ham.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Da Palle Skov Jensen i 2012 blev varslet afskediget af Odense Kommune, blev han vred: Han oplevede, at der var en aldersmæssig slagside blandt de lærere, der skulle afskediges. Og han valgte at søge et lærerjob et andet sted - og det job fik han.

Oplevelsen af forskelsbehandling blev delt af Odense Lærerforening og DLF, og de valgte derfor at køre en sag om aldersdiskrimination i Ligebehandlingsrådet. Lærerkredsen kørte sagen for 11 lærere - og Palle Skov Jensen og en anden lærer fik medhold. Ligebehandlingsnævnet bestemte, at Odense Kommune skulle betale de to lærere hver 330.000 kroner, som svarer til cirka ni måneders løn.

Men Odense Kommune var uenig i Ligebehandlingsnævnets afgørelse, og derfor stævnede kommunen Ligebehandlingsnævnet. I går afsagde byretten dom i den sag, og dommen går imod Ligebehandlingsnævnets afgørelse. Lærerne skal ikke have erstatning.

Palle Skov Jensens fyring var alders-diskrimination

Valgte at sige op

I Palle Skov Jensens sag går dommeren slet ikke ind i substansen:

"Palle Skov Jensen blev indstillet til afskedigelse af Korup Skole. Der var efter høringsbrevet mulighed for en eventuel omplacering, såfremt der var en ledig stilling, som han havde kvalifikationer til. Palle Skov Jensen valgte efter få dage at sige sin stilling op. Han blev således ikke afskediget af Odense Kommune", står der i dommen.

Palle Skov Jensen mistede altså retten til at få afprøvet, om hans varslede afskedigelse var i strid med forskelsbehandlingsloven, fordi han ikke ventede på at blive arbejdsløs.

"Jeg har det utroligt skidt med det. Jeg kan slet ikke se, at bevisbyrden er løftet i forhold til forskelsbehandlingssagen. Det er alene fordi, at jeg sikrede mit levebrød og ikke ventede på at få selve afskedigelsen, at jeg taber", siger Palle Skov Jensen til folkeskolen.dk. Han henviser til, at der ved sagen i Ligebehandlingsnævnet ikke blev lagt vægt på, at han valgte at få nyt job. I nævnets afgørelse står der:

"Nævnet har ikke fundet grundlag for at afvise sagen, fordi klager søgte og fik en anden stilling, som følge af at han var blevet udpeget til afskedigelse."

Odense vil ikke udbetale erstatning til lærere for aldersdiskrimination

Ærgrer det dig, at du ikke lod tiden gå og blev arbejdsløs, så du nu kan få afprøvet, om der var sket en ulovlig forskelsbehandling?

"Nej, for det første kunne jeg ikke se, at der var nogen stillinger at søge. Der var ikke ret mange stillinger på det tidspunkt, man skulle jo af med folk Og jeg havde det sådan, at jeg ikke kunne se mig selv fortsætte på den arbejdsplads efter jeg havde fået at vide, jeg skulle fyres", siger Palle Skov Jensen. Han har en stærk forventning om, at sagen bliver anket.

Odense vil fyre sig til "det bedste hold"

I forhold til den anden afskedigede lærer - der ikke fandt nyt job før afskedigelsen blev effektueret - bliver det i dommen afvist, at der var tale om aldersdiskrimination. Dommeren har anerkendt kommunens argumenter om, at læreren havde de mest undværlige linjefag i forhold til skolens samlede linjefagsdækning samt uenighed om inklusionsstrategien, der lå til grund for afskedigelsen.

Odense Kommune ser byrettens dom som en frifindelse fra aldersdiskriminationsanklagerne:

"Byrettens afgørelse bekræfter, hvad der hele tiden har været Odense Kommunes opfattelse, nemlig at der ikke var tale om aldersdiskrimination i forbindelse med afskedigelse af de to lærere i 2012 på Korup Skole", udtaler forhandlingschef Nina Korch Hult i en skriftlig kommentar.

Ligebehandlingsnævnet oplyser, at man vil bruge de 14 dages betænkningstid til at finde ud af om sagerne skal ankes.