"Sex fungerer altså bedst, hvis man dropper produktionslogikken - der gælder det ikke om at blive færdig hurtigst muligt. Det samme gælder dannelse og uddannelse", lød det fra Knud Romer i Nationalmuseets festsal.

Knud Romer til lærere: Kompetencer er værdiløse uden dannelse

Forfatteren Knud Romer sammenlignede undervisning med sit sexliv, da han talte til historie- og samfundsfagslærerne. Romer talte for mere dannelse og så smældede han mod både historiekanon og produktionslogik.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er to år siden Falihos, Foreningen af lærere i historie og samfundsfag, begyndte at afholde årskonferencer. På den korte tid er arrangementet flyttet fra et lærerværelse i Odense til Nationalmuseets festsal, og i år var fået forfatter og debattør Knud Romer til at være hovedtaler.

Formand Dennis Hornhave Jacobsen var tydeligt tilfreds med den udvikling og introducerede hovedtaleren med ordene "Fuck, hvor jeg glæder mig".

Falihos: Målstyring er en styrke

Så indtog Knud Romer scenen. Mikrofonen fik han ikke til virke, men det viste sig at heller ikke at være nødvendigt. Siddende på sin stol under lysekronerne lagde han hårdt ud med en gennemgang af hvilke kompetencer, det kræver at deltage i den demokratiske proces - hvis den demokratiske proces da forstås snævert som at deltage i et valg.

Man skal, ifølge Romer, kunne: Åbne sin postkasse og identificere at man har modtaget et valgkort. Identificere en dato. Passe på det valgkort, indtil valgdagen oprinder. Finde frem til valgstedet og kunne sætte et kryds på et stykke papir. Smide papiret gennem  en sprække i en papkasse. Det er omtrent det.

"Det er det, man har brug for at kunne for at være en demokratisk medboger. Og politikerne vil smide det, vi ikke har brug for, på historiens losseplads! Men 'brug for' er en dårlig målestok for om ting skal eksistere" agiterede Romer ud mellem de marmorerede korintiske søjler i festsalen.

Dannelse som værn mod "den globale selvmordspagt"

"Men vi har en generation af historieløse vælgere - og politikere. De fleste vælgere er så rasende inkompetente at de ikke burde have lov til at stemme" sagde han. "Men det er jeres fag - historie og samfundsfag - der skal give eleverne den viden, der gør, at de har en chance for at fordi for eksempel EU. De skal stoppes med viden som en gås, der skal bruges til foie gras" halvvejs råbte han, mens han med hænderne greb om en imaginær gåsehals og tvang en ligeså imaginær tragt ind i dyrets imaginære næb. "Det skal være så deres hjerner er lige ved at eksplodere i jeres timer!"

Kanon er ligeså værdiløs som kongerækken

Historiekanonen, som kan fejre sit 10-års jubilæum i år, er heller ikke noget, Romer ser på med milde øjne:

"Kanon lyder hyggeligt, men det er en kronologisk ørkenvandring, som man ved ender i oliekrisen. Den er en den del af den tankegang, der ødelægger lærernes mulighed for at uddanne kritisk reflekterede borgere. Historie og samfundsfag er dér, hvor elevernes bevidstgørelse burde finde sted, men nationalismen, som blandt andet kommer til udtryk i kanonen, forhindrer det", harcelerede Knud Romer.

Kompetencemål og kanon hænger ikke sammen

Produktionslogik skal ud af skolen

Kompetencetænkningen hører ifølge Knud Romer slet ikke hjemme i uddannelsessystemet.

"Det er en logik, der stammer fra produktionsvirksomheder og har bredt sig til hele samfundet. Det er en katastrofe!" fortsatte Romer. "Men alting skal altså ikke måles på samme parametre", sagde han og satte trumf på med et eksepel fra sig eget liv.

"Jeg kan da huske, fra før jeg fik børn, at jeg havde sex ind i mellem. Og sex fungerer altså bedst, hvis man dropper produktionslogikken - der gælder det ikke om at blive færdig hurtigst muligt. Det samme gælder dannelse og uddannelse".

Dannelse har fremtiden bag sig

Men på trods af sin store passion for dannelse, opfordrede Knud Romer til at finde på et nyt begreb.

"Dannelse har en stor fremtid bag sig. Ordet 'dannelse' på en gang er blevet betændt og udvandet. Så jeg opfordrer til at vi finder et nyt begreb, for vi kan sgu ikke undvære indholdet" var Romers budskab til de forsamlede historie- og samfundsfagslærere.

Nyuddannet historielærer prioriterer dannelse på trods af målstyring